TEMA: DET PÆDAGOGISKE GRÆNSELAND. Ridepædagogen

"Hesten giver succesoplevelser"

En institution for unge med sociale problemer. Institutionen har heste, som de unge passer og rider på. Sådan ser drømmejobbet ud for Natascha Schumacher, der om et år er uddannet pædagog og ridepædagog.

Hun går på pædagoguddannelsen på University College Sjælland. Hver torsdag er undervisningen rettet mod pædagogisk arbejde via heste.

»Vi lærer at bruge hesten som pædagogisk redskab i teori og praksis,« fortæller hun.

Dagene er tilrettelagt, så der først er teori i klasseværelset, hvorefter resten af undervisningen foregår til hest. De studerende får grundlæggende viden om, hvordan de lærer andre at passe og håndtere en hest.

»Vi underviser hinanden for at lære af vores fejl og erfaringer. Vi skal lære at under­vise børn på en anerkendende måde,« fortæller Natascha Schumacher, der aldrig har haft sin egen hest, men altid har været glad for de store dyr.



Vil ikke pilles i håret. Der findes SFO’er, som har heste, men heste bruges primært i arbejdet med fysisk og psykisk handicappede.

»Hesten giver forskellige succesople­velser. Det er en succes, når man første gang trækker hesten rundt, når man sætter sig op på den, og når man lærer at styre den. Det giver selvtillid, og på den måde er hesten et hjælpemiddel til at rykke børn og unge,« siger Natascha Schumacher.

Hun skal i praktik i en SFO, hvor en hest kommer til at spille en væsentlig rolle.

»Jeg skal bruge den sammen med en pige, som ikke fungerer så godt socialt. De andre har det for eksempel svært med, at hun gerne vil pille dem i håret og røre ved dem. Her kan jeg bruge hesten, for hvis hun piller for meget ved den, vil den reagere og måske trække sig væk. Det kan hun lære af,« siger Natascha Schumacher og tilføjer, at andre af SFO’ens børn også får gavn af hesten.

Som studerende er hun stadig usikker på, om hun kommer til at bruge sin viden efter studiet.

»Budgetterne og normeringerne er skåret meget i institutionerne. Der er ikke mange steder, hvor man har hest, så måske kommer jeg ikke til at bruge, hvad jeg har lært lige med det samme. Omvendt har jeg lært meget, så jeg er sikker på, at jeg får gavn af det.«



Natascha Schumacher

Natascha Schumacher læser til pædagog på University College Sjælland i Nykøbing Falster. Som supplement til den ordinære pædagoguddannelse bliver hun uddannet til ridepædagog. De studerende på uddannelsen til ridepædagog betaler selv for uddannelsen. Natascha Schumacher er færdiguddannet i februar 2013.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.