TEMA. DEPRESSION: I mørke bag gardiner

Nummer 63 er et af de her moderne rækkehuse med store vinduespartier både foran og bagtil. Man ser lige ind gennem entré, køkken og stue og ud over havefrimærket, indtil øjet standser ved en ny mur af huse. Mur efter mur kløver sig gennem det ellers græsklædte og gangstibelagte landskab i udkanten af Køge.

I dag har Lykke Arent åbnet persiennen i vinduespartiet ved sin hoveddør. I det tætte nabolag med mange børnefamilier er det et signal om, at man gerne må komme indenfor. Men siden sidst i august, har persiennen i nummer 63 mest været lukket. Især imellem klokken 8 og 14, når Lykkes tre børn er afleveret i børnehave eller i skole, og hendes kæreste er taget på arbejde, og Lykke går alene derhjemme.

Lykke er pædagog, men sygemeldt med ­depression. Og selvom hun kunne, tager hun hverken ind til byen på caféer eller på besøg hos veninder på barsel. Den 30-årige kvinde sidder mest i sofaen i rækkehuset og stirrer frem for sig. Hverken fjernsyn eller læsning kan hun samle sig om. Når telefonen ringer, er det ikke sikkert, hun svarer. Sofaen har hun flyttet, så den ikke længere kan ses fra vinduerne. Tiden går ubemærket. Selv har hun lyst til bare at forsvinde.

»Jeg ved ikke længere, hvad jeg duer til. Jeg er ikke noget for nogen. Jeg føler mig så nedpillet, at jeg mest har lyst til bare at lade mig begrave. Isolation er nok med til at fastholde mig i mine mørke tanker og følelser, men de ting, som normalt ville gøre mig glad, føler jeg ingen glæde ved, kun skyldfølelse. For kan jeg gå rundt inde i byen, kunne jeg vel også gå på arbejde,« siger Lykke.

Men det er arbejdet, som har gjort Lykke syg.



Syg og fyret. Lykkes læge betegner Lykkes tilstand som en moderat depression, og i anmeldelsen til Arbejdsskadestyrelsen hedder det, at ’patientens arbejde udløste påvirkningen’. Lykke var pædagog i en børnehavegruppe i en integreret institution, og lægen skriver nærmere om påvirkningen, at den består i ’store problemer med en leder, som i sin ledelsesform 'angriber' de enkelte medarbejdere, fremkommer med trusler og har låst patienten inde. Patienten er gået helt 'ned med flaget', er grædende og depressiv og er nu fyret’.

Lykke fik sin opsigelse på grund af sygdom i oktober, og hun er sygemeldt frem til ansættelsesophøret den 31. januar 2014. Fagforeningen har forhandlet hendes fyringssag, og ligesom lægen, mener Lykkes sagsbehandler fra BUPL Sydøst, Michael Pakula, at Lykkes depression er arbejdsbetinget.

Ikke bare Lykke, men samlet set otte BUPL-medlemmer fra børnehuset har rettet henvendelse til fagforeningen om det psykiske arbejdsmiljø i institutionens børnehave­afdeling. Og BUPL har efter mislykkede forhandlinger med ledelsen i den selvejende institution inddraget Arbejdstilsynet, som nu undersøger forholdene.

»Det er uhyre sjældent, at vi må gå så vidt, men det her er noget af det grovere, vi har set,« siger Michael Pakula.

Lykke er den eneste af de otte børnehavepædagoger, som er sygemeldt og fyret. I Lykkes sag hæfter Michael Pakula sig særligt ved en episode, hvor Lykke er kaldt til møde med lederen og souschefen og ikke får lov til at forlade kontoret.

»Det er Lykkes oplevelse af situationen, men hvis det er rigtigt, at ledelsen spærrer hende vejen ud, efter at hun er brudt grædende sammen, så er det utilgiveligt. Alle har ret til en pause til at samle kræfter, og så kan man komme tilbage,« siger han.



Fra fagligt stolt til syg. Lykke vil ikke tilbage til arbejdet i børnehaven. Lige nu har hun næsten mistet troen på, at hun overhovedet kan være pædagog.

Hun var ellers altid glad for faget, både under studierne og efter hun i 2009 blev færdiguddannet. Karrieren blev dog afbrudt af en barsel og senere en sygemelding.

»Der var for få ressourcer på arbejdet, men mit bæger hjemmefra var nok også halvt fyldt. I hvert fald var jeg syv måneder sygemeldt med stress,« fortæller Lykke.

Da hun efter en kort ledighedsperiode i ­januar 2013 starter i aktivering i børnehuset, er hun omvendt fuld af fornyet energi og mod på livet. Hun er blevet skilt, er i et nyt parforhold, og hun glæder sig til igen at bruge det fag, hun brænder for. Den første tid får hun både ros af kolleger og anerkendelse fra sin leder.

»Lederen talte allerede om, at der kunne blive en fast stilling, og dengang hørte jeg kun det positive,« siger Lykke. I dag er Lykke kommet i tvivl, om lederen overhovedet roste hende. Og alarmklokkerne burde nok have ringet, da hun for eksempel blev befalet ikke at tale med nogen om sin skilsmisse eller andet privat i pausen. Eller de mange gange hun oplevede, at lederen bagtalte hendes kolleger foran hende. Og så var der ansættelsen, som hver gang, den blev fornyet, blev ved med at være midlertidig. Også selvom loven siger, at tredje gang skal den være fast.

»I april blev jeg ansat midlertidigt for tredje gang. Ledelsen sagde, at jeg først skulle bevise, at jeg ikke blev langtidssygemeldt. Det havde lederen oplevet med en kollega, som også var blevet skilt. Jeg følte, at hun puttede mig ned i sådan en problemkasse til alenemødre, men selv syntes jeg jo, at jeg med min skilsmisse havde fået ro på igen. Jeg følte mig endda styrket, men blev fastholdt i at være svag,« siger Lykke.



Krænkelser og løgn. Sidst i april bliver Lykke kaldt til sygefraværssamtale med et fravær på fem en halv sygedag og halvanden barns sygedage i en periode på tre en halv måned. Lykke skal skrive under på et notat om, at hendes sygefravær ’belaster institutionen’, og hun får skyld for at skabe ’træthed’ hos kollegerne. I notatet hedder det videre, at Lykke i de næste to måneder skal stile mod ’ingen sygefravær’ og vil bruge ’ferie eller omsorgsdage, hvis hendes børn bliver syge’. Hun får at vide, at hvis det sker, vil lederen til gengæld fastansætte hende. »Jeg har tre små børn, og det er næsten umuligt, at de ikke bliver syge. Da jeg selv var syg, var det blandt andet med blære­betændelse. Jeg følte, at hun beskyldte mig for at melde mig syg uden at være det, og fandt det krænkende, men jeg skrev nødtvungent under. Jeg ville gerne have en stilling,« siger Lykke.

Da en stilling i juni dukker op, opfordres hun også til at søge den. Men selvom job­opslaget viser en fast stilling, skal Lykke, da hun får stillingen, skrive under på endnu en midlertidig ansættelse. At stillingen nu for fjerde gang er midlertidig skal blive mellem hende og ledelsen. »Jeg brød mig ikke om at lyve og følte mig som den dårligste kollega, der gik fra kram til kram hos kolleger, der var så glade, fordi jeg var blevet fastansat. Men det var jeg jo ikke,« siger Lykke.

I sommerferien tænker hun meget over det.



Filmen knækker. Da Lykke er tilbage fra ferien har hun talt med fagforeningen, og nu vil hun have sine ansættelsesforhold bragt i orden. »Jeg følte mig dum, fordi jeg ikke selv havde overvejet, at jeg allerede i april havde krav på fastansættelse, og det var utrygt, at ledelsen ikke havde styr på det,« siger hun.Torsdag den 15. august får hun et møde med både lederen og souschefen, men på mødet oplever hun, at alt vendes imod hende. Filmen knækker for hende, da hun får at vide, at de jo har en aftale om, at hun med nul sygefravær skal vise, at hun vil have den fastansættelse. Så kan de snakke om det til december – om endnu fire måneder. »Jeg følte jo, at jeg med faglighed, fleksibilitet og mødestabilitet konstant beviste, at jeg ville mit arbejde, så jeg bliver meget ked af hele tiden at møde mistillid til, om jeg kan klare jobbet, og jeg afbryder samtalen,« fortæller Lykke. Men senere på dagen tvinges hun tilbage på kontoret, og hun beskyldes nu for at støbe kugler mod ledelsen. Og herefter fortsætter lederen med det, som Lykke oplever som et bombardement af beskyldninger og ord. Da Lykke i selvforsvar siger ’jeg går syg hjem’ og vil forlade rummet, stiller lederen sig hen foran døren med korslagte arme og spærrer hende vejen ud.

»Min krop gik i baglås, og jeg husker kun, hvordan jeg græd og gentog, at jeg ville ud,« siger Lykke.

Heldigvis banker en kollega på døren til kontoret. Først lukker lederen håndtaget ned for at signalere, at der er lukket. Men Lykke får gennemtvunget, at kollegaen kommer ind. »Så kunne jeg komme ud. Bagefter sad jeg halvanden time i bilen på parkeringspladsen, inden jeg kunne ringe ind og sige, ’jeg kommer i morgen’. Jeg var i chok og stadig bange for ikke at få fastansættelsen,« siger Lykke.

Om natten ligger hun vågen, og arbejdsdagen den efterfølgende dag er kort, men svær. Lørdag nat, den 17. august vågner hun styrtblødende fra livmoderen og bliver akut indlagt på Roskilde Sygehus. Hendes blodprocent er under fem – det normale er minimum over syv – og lægerne beholder hende og sygemelder hende med blodmangel og stressreaktion.

»Jeg tryglede dem om ikke at skrive stress, da jeg stadig tænkte på min stilling og ikke ville leve op til lederens profeti om mig. Så meget prøvede jeg stadig at fornægte det, jeg gennem så mange måneder var blevet udsat for,« siger Lykke.



Lederen forstår ikke kritikken. Lykke bløder i seks uger og får efter ugentlige konsultationer hos egen læge konstateret, at hun har en depression. Arbejdsskaden er anmeldt den 24. oktober, og BUPL Sydøst har forhandlet en retmæssig fastansættelse med virkning fra 1. april 2013 og sikret Lykke syge­melding frem til sin opsigelse til januar. De otte sager, som BUPL Sydøst har liggende på ansatte i børnehuset vedrører alle børne­havepædagoger og udgør kun en lille tredjedel af personalegruppen i institutionen. Ifølge ­lederen stiller fem børnehave­pædagoger og hele vuggestuepersonalet i den fusionerede institution sig uforstående over for ­kollegernes kritik af det psykiske arbejdsmiljø. Og det samme gør lederen.

»Vi er i gang med en proces og skal have psykolog på, og jeg har ikke engang kunnet fortælle personalet herude om min side af det her. Det har juristerne sagt, at jeg ikke må. Jeg bliver nødt til at fokusere på den proces, som jeg har i mit hus med flere end 20 medarbejdere. Det er arbejdsmiljøet hernede jeg vægter, og jeg må ikke udtale mig om personsager,« siger lederen.

Hun er berørt af, at Lykke ikke har det godt, men understreger også, at hun har en anden oplevelse af hændelserne end Lykke, men altså ikke kan udtale sig.



Ikke okay. Hjemme hos Lykke føles hendes oplevelser stadig meget virkelige. Hun ligger søvnløs om natten og er bange. Bange for fremtiden og uvisheden om, hvorvidts hun får det bedre.

»Det der skræmmer mig allermest er, at man kan gå så længe og bilde sig ind, at det er okay, at andre mennesker behandler en på den måde. At man ikke ser, de røde lamper blinke, før kroppen lukker ned,« siger hun.

På hendes væg overfor sofaen hænger et maleri, hun malede en morgen med uro i kroppen. Det var allerede i maj. Billedet forestiller et flammehav, der omgiver et kulsort hus med store vinduer, som hulter til bulter er sat ind i husets skrøbelige facade. Oven over huset står der på engelsk skrevet: ’Everything will be okay in the end – if it’s not okay – it’s not the end’. »Jeg er ikke okay, men jeg har jo rejst mig før,« siger Lykke.



Institutionens navn er redaktionen bekendt, men af hensyn til de ansatte pædagoger, forældre og børn, har vi valgt her at anonymisere arbejdspladsen og lederen.