Tema danskhed: Danske børn får lov til at være børn

Aydin Özkan kan ikke huske, at han nogensinde legede eller spillede fodbold med sin far. Han voksede op i en søskendeflok på 10 i en lille landsby i den nordøstlige del af Tyrkiet tæt ved Sortehavet og grænsen til Georgien.

Børn&Unge mødes med Aydin Özkan til en snak om værdier i opdragelsen i Danmark og Tyrkiet. Først anden gang lykkes det, for første gang dukker Aydin slet ikke op. Han havde glemt aftalen, fordi Danmark spillede sin første kamp i verdensmesterskaberne i fodbold. Den skulle han bare se.

Aydin Özkan har boet i Danmark i 17 år og er dansk gift. Hans søn, Simon, er i dag 13 år. Aydin Özkan har ikke oplevet det som problematisk at være far med tyrkisk baggrund i mødet med den danske institutionsverden eller med andre forældre.

"Jeg kan ikke lide at bygge barrierer og mure omkring mig. Jeg vil hellere bryde dem ned," siger han.



Fælles værdier. Men i bund og grund er der heller ikke den store forskel på danske og tyrkiske værdier, når det gælder opdragelse, mener Aydin Özkan.

"Man skal ikke lyve, men være ærlig over for sine forældre og sine nærmeste og sine venner. De basale ting i opdragelsen er på mange områder fælles for de danske og tyrkiske værdier. Nu er jeg heller ikke religiøs. Nogle opfatter Tyrkiet som et islamistisk land, men det er det ikke," siger han.

Den største forskel er, at man i Danmark i modsætning til Tyrkiet værner meget om barndommen, mener Aydin Özkan.

"Forskellen er, at børnene får lov til at være børn i Danmark. Det er den væsentligste forskel, og det første jeg opdagede, da jeg kom til Danmark. Så længe de har lyst og leger, så har de lov til det," siger han.

Sådan var det ikke gennem Aydin Özkans egen opvækst i Tyrkiet, hvor han boede, til han blev 27 år. Der hjalp børnene de voksne og havde pligter, lige fra de var helt små. Med ni søskende var der altid nogle at lege med, og forældrene stillede ikke op til leg for legens egen skyld.

"Vi hjalp far og mor, når de plukkede te eller plantede grøntsager i haven. Det var en leg for mig dengang," fortæller Aydin Özkan.

"Vi havde ingen forventninger om at få penge for arbejdet, men hvis min egen søn skal være med til noget, siger han: Far, det koster 10 kroner," siger Aydin og griner lidt, mens han rækker hånden frem for at demonstrere hvordan.



Krav skader ikke. Aydin Özkan mødte sin danske kone i den tyrkiske ferieby Alanya i 1993. Året efter flyttede han til Danmark, hvor parret har boet siden.

Aydin Özkan har selv lagt stor vægt på at være nærværende og lege med sin søn, både nu, og da sønnen var lille. Tit løber han som den eneste forælder rundt på fodboldbanen, når Simon er ude at spille fodbold med sine venner. Samtidig har han også forsøgt at videregive nogle af de erfaringer, han selv havde med fra sin barndom. Men det kommer nogle gange i karambolage med det, som han oplever som en stærk værdi i den danske opdragelse, nemlig at give børnene plads til at være børn.

"Jeg prøvede faktisk at lære min søn at hjælpe til, allerede da han var fem år. Men så sagde min kone, at det var forkert, og at et barn skal leve sin barndom. Jeg giver hende ret, men samtidig skader det da ikke sønnen, hvis han opfatter arbejdet som en leg, ligesom jeg selv gjorde. Det skader ingen, at man stiller krav til dem. Jeg gør ham en kæmpestor tjeneste ved at lære ham at sørge for sig selv," siger Aydin Özkan med eftertryk i stemmen.



Følger samfundets normer. Aydin Özkans familie er i dag spredt mellem flere forskellige lande. To brødre bor i Finland, en bor i Holland og en i Georgien. Fem søskende er tilbage i Tyrkiet, og der har deres børn mindre frihed end danske børn, oplever Aydin Özkan. Tyrkiske børn bruger en masse tid på at lave lektier og gå til ekstra privatundervisning for at få en god uddannelse, fortæller han.

"Man bliver nødt til at følge det samfund, man lever i, og i Tyrkiet stiller de meget høje krav til små børn. Så de har ikke tid til at lege," siger Aydin Özkan.

Selv er hans egen måde at opdrage på blevet påvirket af, at han valgte at rejse til Danmark og stifte familie her. På en god måde, synes han.

"At jeg kom til Danmark og de ting, jeg har lært i mit liv, har haft en positiv indvirkning på mit barns opdragelse. Det kan jeg tydeligt se, når jeg kigger tilbage," siger Aydin Özkan.

Han lægger ikke specielt vægt på det internationale som en værdi, men enhver opdragelse er international i sig selv, mener han.

"De basale ting er de samme, men normer og regler kan forandre sig fra land til land. For mig er det vigtigt, at min søn lærer de danske normer og regler uden bøjning, for hans fremtid er her i Danmark," siger Aydin Özkan og kommer så i tanke om, at det kan være, at hans egen søn gør som ham selv og rejser ud i verden.

"Selvfølgelig kan han vælge et andet land senere, Tyrkiet eller USA, eller hvor det nu kunne blive. Kina måske.