TEMA: Dagtibudsloven dumper: Alenetid umuliggør omsorg

Grotesk, forfærdeligt og farligt, lyder det fra forsker Charlotte Ringsmose, da hun bliver præsenteret for tre konkrete situationer, pædagoger har beskrevet i BUPL’s alenetidsundersøgelse. Klare brud på dagtilbudsloven, fastslår forskeren.

Fastlåst i sandkassen

»Jeg var alene udenfor med 12 vuggestuebørn. For at have overblik vælger jeg at holde dem primært i sandkassen, hvilket der ikke er noget i vejen med – de fleste elsker at lave sandkager. Der er dog noget paradoksalt i at gå udenfor for at få mere bevægelse og så være i en situation, hvor man ender med at forhindre børnene i at bevæge sig, som de har lyst til og brug for.«

Charlotte Ringsmose:

»Når der står i dagtilbudsloven, at børn skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer trivsel, sundhed, udvikling og læring, og at børnenes udvikling fremmes gennem lege og pædagogisk tilrettelagte aktiviteter, er det ikke meningen, at man skal fastlåse børn i en sandkasse eller begrænse deres frihed. Pædagogen forsøger at afgrænse børnene til sandkassen, så der ikke sker noget med dem, og det går jo direkte imod hensigterne i dagtilbudsloven. Hensigterne er jo ikke at afgrænse, men at etablere gode lærings- og udviklingsmiljøer. Hensigten er ikke at skærme det hele af, så noget ikke pludselig går galt. Det ligner en feberredning, og det er bestemt i konflikt med dagtilbudsloven.«



Dreng trådte på en baby

»Jeg var alene med otte vuggestuebørn, og to af dem var så små, at de kun kunne ligge på gulvet. Jeg var nødt til at forlade stuen for at skifte et andet barn. Fra badeværelset jeg kunne se, at en dreng stod og trådte på en af babyerne og rev ham i ansigtet. Samtidig stod tre af de andre børn ved lågen og skreg og hylede, fordi jeg var gået ud af stuen. Jeg sagde til dem: ’Jeg kommer om lidt. Rolig, jeg er lige her’, samtidig med at jeg sang ’Lille Peter edderkop’ og jeg skiftede et barn, som jeg overhovedet ikke var nærværende ved.«

Charlotte Ringsmose:

»Det her er jo også en helt forfærdelig situation. Hvis man sætter for mange børn ind pr. voksen, får det karakter af overlevelsesstrategier, der hurtigt kan blive farlige. Situationer som denne burde ikke være aktuelle i et land som Danmark. Her burde vi kunne tilbyde vores børn omsorg og et ordentligt miljø. Der er ikke noget i denne her situation, der fremmer de emner, som dagtilbudsloven foreskriver. Det er umuligt at give omsorg og sikre en tryg opvækst, når man står alene med så mange små børn. Tværtimod lyder det, som om dette eksempel og de to andre alle sammen gør det stik modsatte af, hvad der er hensigten med loven. De hæmmer børnenes trivsel, sundhed, udvikling og læring.



Kunne ikke hente hjælp

»Jeg oplevede at stå med en dreng, der havde brækket sit kraveben i en mooncarulykke. Jeg var alene på legepladsen med 46 børn i alderen 2,9 år til 6 år, og jeg kunne ikke hente hjælp, da jeg så skulle gå fra de andre børn.«

Charlotte Ringsmose:

»Det er jo helt forfærdeligt. Jeg bliver stødt over, at vi ikke har en lovgivning, der kan sikre, at det her ikke finder sted. Jeg tror, de fleste vil være enige i, at sådan noget ikke bør kunne finde ske, men her er et eksempel på, at dagtilbudsloven fejler helt vildt. Vi er nødt til at have guidelines, der forebygger situationer som den. I takt med at vi får større og større daginstitutioner, øges risikoen også for, at flere pædagoger og børn vil opleve den type situationer. Det er umuligt at fremme trivsel, sundhed og læring, når man har ansvaret for så stor en børnegruppe. Vi ved jo, at børns relationer til voksne har stor betydning for, at børnene trives, og det kan ikke kan lade sig gøre med den normering, der er i eksemplet her. I dagtilbudsloven står der også, at børn skal sikres en god og tryg opvækst, og jeg stiller mig meget tvivlende overfor, hvor trygt et miljø det har været her.«



Om Charlotte Ringsmose

Professor MSO ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet, og medlem af Formandsskabet for Rådet for Børns Læring.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.