TEMA. BØRNEMOBNING: Vi holder øje med mønstrene

For et par år siden blev en af børnehavedrengene i Børnehuset Birkehaven pludselig mål for en gruppe drenges drillerier. Tidligere var det mest pigerne, han havde leget med. »Han søgte nu mod drengegruppens lege, men blev mødt med afvisninger og besked om at gå ud af legen. Han kunne jo ikke noget, lød beskeden fra resten af gruppen.« Det fortæller Dorte Funk, der har arbejdet som pædagog i Birkehaven i 16 år. Den gul-røde murstensbygning ligger langs Mørk­højvej på grænsen mellem Gladsaxe og Herlev. Et stenkast af de længere fra Gyngemosen og den gamle tv-by, i læ for hovedvejen bag efterårssprød bevoksning og en turkis port.

Dorte Funk og hendes pædagogkollega Stine Klokkenborg har arbejdet med afsæt i Red Barnets antimobbeprogram ’Fri for mobberi’, som en tredjedel af landets daginstitutioner har benyttet siden 2008. Pædagogerne har syste­matisk observeret de mønstre, der opstår mellem børn som led i deres socialisering, men som det er vigtigt at arbejde med, før de udvikler sig til fastgroede, dårlige relationer, hvor nogle holdes ude, mens andre styrer.



Turde ikke dele. En dag blev Dorte Funk kaldt til legepladsen, hvor en konflikt var opstået mellem en gruppe drenge. Drengen, der havde det svært i gruppen, klamrede sig til en legetøjsbil, som to af de mest styrende drenge forsøgte at vriste fra ham.

»Fordi han var blevet mødt med afvisninger fra gruppen flere gange, ville han ikke dele med dem,« fortæller Dorte Funk.

De to drenge fik fravristet ham bilen og smed den ind i et buskads. Personalet greb ind, og drengene blev sat til at lede sammen med en voksen. Dorte Funk samlede gruppen på legepladsen for at alle kunne fortælle deres version af konflikten. Hun holdt fast i, at drengene skulle blive ved med at lede, og da bilen efter længere tids søgen ikke dukkede op, insisterede hun på, at drengene måtte råde bod ved at sige ordentligt undskyld. »Med respekt og på en måde, så undskyldningen blev modtaget, og den forurettede dreng kunne se og mærke, at drengene ville gøre skaden god igen«. Pædagogerne i Birkehaven observerede over længere tid drengegruppens leg og positioneringer over for hinanden. De forsøgte på forskellige måder at bryde relationerne mellem drengene på stuen op for at skabe rum for nye kammeratskaber og legerelationer. For eksempel var de opmærksomme på, hvordan spisegrupperne var sammensat. Samtidig tog de kontakt til forældrene og forklarede, hvordan de arbejdede med relationerne mellem børnene, sådan at de kunne bakke op. De var ekstra opmærksomme på, hvordan de kommunikerede med forældrene.

»Vi siger aldrig: Dit barn bliver mobbet. I stedet fokuserer vi på det konkrete, som sker mellem børnene, og hvordan vi forsøger at hjælpe,« forklarer Stine Klokkenborg.

For det er afgørende, at forældrene ikke kun har deres eget barns perspektiv. Ellers kan de lynhurtigt blive grebet af følelser, ende i det røde felt og – ofte uden at vide det – give barnet lyst til at give igen.



Rollemodeller. Der skal aktiv indgriben til, når der skal rykkes ved en adfærd, som kan blive til en mobbekultur i en børnegruppe, fastslår Dorte Funk.

»Vi er børnenes rolle­modeller og vejledere. Børnene vil indgå i fællesskabet. Det skal vi hjælpe dem med, og det kræver tid og vedholdenhed« siger hun.

»Efterfølgende satte vi ind for at synliggøre drengens eksistens, så han kunne rykke højere op i hierarkiet. Vi italesatte som pædagoger hans styrker tydeligt over for de andre børn, blandt andet på fodboldbanen.«

Drengen begyndte at træne samme sted som de andre på opfordring til forældrene, som tog opgaven på sig. »Vi tænkte hele tiden over, hvordan vi kunne finde fællesnævnere for ham og resten af gruppen. Når episoderne, hvor han blev trynet og afvist af de andre, i dag er ebbet ud, skyldes det massiv indsats fra både pædagoger og forældre, som greb ind og sørgede for, at han for eksempel også blev inviteret hjem til legeaftaler,« fortæller Dorte Funk.

Men kan man ikke fokusere for meget på mobning? Jo, mener pædagogerne i Birkehaven. »Det er blevet så populært at tale om mobning. Derfor er det afgørende, at vi som pædagoger passer på med ikke at kalde alt for mobning eller drillerier,« siger Stine Klokkenborg. »Ja,« nikker Dorthe Funk, som sidder ved siden af i sofaen.

»For vi kan selv være med til at skabe uhensigtsmæssige mønstre ved at sætte et barn i rollen som den, der bliver drillet,« siger hun.



5 gode råd fra pædagogerne i Birkehaven

1. Observer forskellige situationer over længere tid, og spørg dig selv: Ser jeg rigtigt?

2. Inddrag børnene i løsningen af konflikterne. Ved at lade dem være med til at definere rammer og regler for det gode samvær får de ejerskab over dem, større respekt for at efterleve dem og for at dele dem med hinanden.

3. Etabler gensidig respekt ved at lytte til børnenes oplevelser af konflikten. Det skaber bedre grobund for, at de lytter til de voksne og hinanden.

4. Vær bevidst om, at du er rollemodel. Børn gør ikke, hvad de voksne siger, men hvad de gør.

5. Inddrag forældrene, og klæd dem på til at deltage aktivt og konstruktivt i etableringen af de bedste fællesskaber. Fortæl dem, hvad der er sket mellem børnene, og hold dig til de konkrete handlinger frem for at italesætte børnene som mobbere og ofre. På den måde skaber du de bedste muligheder for, at forældrene samarbejder om at løse konflikterne uden at handle ud fra egne sårede følelser. Underret forældrene fx i brev om blandt andet fælles aftaler om invitationer til børnefødselsdage.