TEMA. ÆLDREPÆDAGOGIK. Pædagoger vil på plejehjem

Pædagoger er ikke blege for at skifte børnene ud med ældre, viser en ny undersøgelse fra BUPL. Omkring halvdelen af medlemmerne kan godt forestille sig at arbejde i ældresektoren.

Mange forbinder umiddelbart pædagogfaget med børn og unge, men en lille gruppe pædagoger arbejder med en helt anden aldersgruppe – nemlig med ældre fra pensionsalderen og opefter på plejehjem og aktivitetscentre. Og en ny undersøgelse fra BUPL viser, at næsten halvdelen af de adspurgte BUPL-medlemmer er åbne over for at arbejde inden for ældreområdet.

»Efter mange års arbejde inden for børneområdet, kunne det være spændende at prøve et andet område. Desuden tænker jeg, at ældreområdet er noget forsømt og kunne trænge til et løft med engagerede medarbejdere,« lyder en af kommentarerne fra undersøgelsen. BUPL’s næstformand, Birgitte Conradsen, er overrasket over, at tallet er så højt, men mener, at det til dels skyldes, at pædagogerne er en omstillingsklar faggruppe. Flere pædagoger har oplevet at skifte fra specialområdet til normalområdet – og tilbage igen. »Børneområdet har i lang tid været og er under konstant pres, så det er naturligt, at man som pædagog orienterer sig om, hvilke muligheder der er,« siger hun. Desuden mener hun, at flere er ved at få øjnene op for, at der findes nogle spændende og relevante opgaver for pædagoger i ældresektoren.

Også BUPL er blevet mere opmærksom på området, fortæller Birgitte Conradsen, der for tiden er med i arbejdet om en ny satsning for hele det specialpædagogiske område, som ældreområdet er en del af.



Ældreområdet vokser. I fremtiden vil der blive lagt yderligere pres på børneområdet, fordi der fødes færre og færre børn. Samtidig vil antallet af ældre stige, og der vil blive flere stillinger inden for ældreområdet, fortæller Bent Greve, professor på Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet.

»Det er velkendt, at der bliver færre børn og flere ældre. Samtidig er der en vis afgang inden for ældresektoren, så der bliver flere ledige job i de kommende år. Derfor kan det være en god idé at tænke over, om man er interesseret i at arbejde inden for området,« siger han.



Opbrud i organisering. Hos Kommunernes Landsforening (KL) kan man ikke sige, om der fremover vil være flere pædagogiske stillinger inden for ældresektoren. KL blander sig ikke i, hvilket personale kommunerne ansætter.

Chefkonsulent i KL Karen Marie Myrndorff peger dog på, at der er et opbrud i måden, man organiserer sig på inden for sundhedsområdet. Fastlåste idéer om, hvilke opgaver de forskellige faggrupper udfører, er i opløsning, og man ser en tendens til mere tværfagligt arbejde.



Ældres behov ændrer sig. Fremtidens ældre bliver raskere og kommer til at leve længere end ældre i dag. Samtidig vil vi sandsynligvis se en stigning af ældre med demens. Derfor vil behovene i ældresektoren ændre sig, fortæller Bent Greve.

»Der vil stadig være brug for den klassiske hjemmehjælperrolle med rengøring, pleje og omsorg, men der bliver jo formentlig også et stigende antal demente ældre, der har brug for en særlig form for plejeomsorg,« siger han.

Han forudser desuden, at vi får en generation af ældre, der er mere bevidste om, hvad de vil, og stiller større krav end tidligere generationer, fordi de har været vant til noget mere. En kommentar fra undersøgelsen peger netop på, at pædagoger kan tilføje noget ekstra til området. »Jeg tænker, at det kan være godt for ældreområdet med pædagoger. Vi ser muligheder frem for begrænsninger og er gode til at udtænke idéer, som kunne være med til at berige de ældres hverdag, siger en pædagog.«



Om undersøgelsen

Næsten 550 medlemmer af BUPL har deltaget i undersøgelsen. Heraf er tre fjerdedele pædagoger, mens resten er ledere.



Kommentarer fra undersøgelsen

»Jeg tror, vi kunne gøre en stor forskel i arbejdet med ældre.«



»Jeg forstiller mig, at der er et stort muligt marked med ældre. Hvorfor sidder ældre bare stille på plejehjem med fjernsynet tændt? Der skal da være nogle, som ser det med dem, eller som får de ældre til at deltage i de praktiske gøremål som f.eks. madlavning.«



» Det kunne være dejligt som seniorpædagog at arbejde med ældre. Jeg forstiller mig, at det er mere roligt med meget lidt støj.«



» Jeg tænker, at pædagoguddannelsen er god til at skabe livskvalitet for mennesker i alle aldre. Demente kunne her være en oplagt målgruppe med mere fokus på livskvalitet end på pleje.«



» Jeg tænker på plejehjem og -centre, hvor der er brug for nærvær og hjælp med initiativ og inspiration til aktiviteter. Personalet skal indfri mange praktiske plejeorienterede ting, så de ældres ’fritid’ forsømmes måske.«



» Jeg har skrevet et udviklingsprojekt på seminariet – det var spændende, men tydeligt, at de ældre savnede mulighed for udvikling.«



» Jeg har altid syntes, at vores samfund er meget adskilt. Vi har børnene i institutionerne, arbejdsstyrken og de ældre. Hvorfor ikke blande dem mere sammen? Jeg er sikker på, at alle kunne få mere glæde af hinanden.«



» Jeg fravælger ældre, da jeg har den opfattelse, at det er sjældent, at det er pædagogisk arbejde, der skal udføres.«

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.