TEMA. 75, 60 og 50 procent - medhjælpere er også populære

75, 60 og 50 procent. Sådan lyder tallene for, hvor stor en andel pædagogerne udgør af det pædagogiske personale i tre forskellige institutioner. Pædagogerne er knalddygtige, siger lederne, men de vil ikke undvære medhjælperne.

HØJBROHUS & RINGSTED

Vi har brug for en professionel tilgang



Når Højbohus siger farvel til en pædagog, bliver der ansat en ny. Det er leder Ulla Daverkosens klare prioritering.

»Pædagoger kan noget helt særligt i kraft af deres uddannelse. De har et indblik og en forståelse af, hvordan man arbejder professionelt med omsorg, og det er der behov for i en daginstitution,« lyder hendes bevæggrund.

Højbohus vuggestue og børnehave ligger i det centrale Ringsted og tæller 12 pædagogiske medarbejdere: 9 pædagoger og 3 medhjælpere. Altså en fordeling på 75/25.

»Det relationelle arbejde kan medhjælpere klare lige så godt som pædagoger, men hvis relationerne står alene, vil der være børn, som ikke får den udvikling, de har krav på. De har brug for voksne, som forstår deres nærmeste zone for udvikling. Her er det ikke nok at forholde sig til sin egen opvækst, som ofte er det, medhjælpere trækker på,« siger Ulla Daverkosen.

Hun har været leder i institutionen i et år, men det er ikke nyt for hende at have en høj andel af pædagoger. Det havde hun også i den institution, hun kom fra.

»Nogle vælger at have to medhjælpere og en pædagog på stuen for at få flere varme hænder hos børnene. Jeg vil hellere have det omvendt, for to pædagoger kan løfte det faglige niveau og er mere effektive, fordi de kan bruge hinanden som sparringspartnere. Det giver dem mod til at tage svære beslutninger og prøve nyt af, fordi de kan gøre det sammen. Det betyder også noget for arbejdsmiljøet. De oplever mindre stress, når de ikke står alene med det faglige ansvar.«

Ulla Daverkosen oplever et stigende krav om faglighed, som kalder på uddannet personale.

»Tidligere kunne vi ringe efter en støttepædagog til et barn med en hjerneskade, men nu skal vi selv løse opgaven, og pædagogers grundlæggende styrke er, at de kan spotte og bygge videre på et barns ressourcer.«

Også forældrene stiller større krav.

»I de seneste 10 år har vi flyttet os, fra at vi kort beskrev, hvad vi havde lavet, til nu at fortælle, hvorfor vi har prioriteret en aktivitet, og hvad børnene har fået ud af den. Tidligere lå det skjult, men i dag er det tydeligt for forældrene. Alt det skriftlige arbejde laves af pædagogerne, for det forventer vi ikke, medhjælperne kan,« siger Ulla Daverkosen.

I kommunen har institutionerne budget til, at de udelukkende kan ansætte pædagoger, så i princippet kunne Højbohus have en andel på 100 procent fremfor 75. Men så ville der ikke være råd til vikarer.

Der er også andre grunde til, at Ulla Daverkosen har tre medhjælpere.

»De giver os lidt flere timer at gøre godt med, så vi kan få hele dagen til at hænge sammen. De bidrager også til en udskiftning i personalet. Jeg har mødt mange medhjælpere, som kan noget i kraft af deres menneskelige kompetencer. De kan også spørge ind til, hvorfor vi gør, som vi gør. Det er sundt for os at skulle forklare,« siger hun.



TROLDBLOMST & CHRISTIANSFELD

Pædagoger bringer deres viden i spil



I den integrerede institution Troldblomst i Christiansfeld syd for Kolding prioriterer leder Dorte Dam Jensen at have to pædagoger på stuerne for hver medhjælper.

»Med to pædagoger på stuerne får vi større faglig sparring, både når hverdagen skal tilrettelægges, og når der skal laves handleplaner for det enkelte barn. Uddannede medhjælpere gør brug af sig selv og deres personlighed. Det gør pædagoger også, men de har samtidig en viden at bringe i spil, hvor medhjælperne kun har sig selv. Derfor er det vigtigt at have pædagoger, og fordelingen må aldrig komme ned på 50/50,« siger hun.

Dorte Dam Jensen oplever også, at forældrene stiller højere krav i dag.

»Tidligere stillede de sig tilfredse med, at vi lavede noget med en gruppe børn, men i dag vil de vide, hvad deres eget barn har fået ud af at deltage i en aktivitet. Det skal vi kunne svare på, og pædagoger ved, hvordan en aktivitet gavner børnene. De kan også reflektere over, hvordan de højner kvaliteten af arbejdet,« siger Dorte Dam Jensen.

Forældrene kan mærke, at der er to pædagoger på stuerne, og de ved, at deres børn er trygge.

»Den tryghed skaber vi ved at tilbyde aktiviteter, som passer til børnene og den udvikling, de skal have. En medhjælper kan også mærke, hvis en aktivitet ikke rammer børnene, men medhjælpere er ikke uddannet til at ændre en aktivitet på stående fod.«

Dorte Dam Jensen har penge til en fordeling på 60/40, og det overholder hun samlet set, idet køkkenpersonalet og et par dagplejere i et gæstehus tæller som medhjælpere.

»Hvis jeg ansatte flere pædagoger, ville jeg have færre timer at gøre godt med. Et lille udsving kunne nok lade sig gøre, men vi er også nødt til at have hænder, når vi åbner og lukker,« siger hun.



HADSTEN BØRNEHAVE

Alle hjælper hinanden til at blive bedre



Marianne van Norde slår et stort grin op, da hun får Børn&Unge i røret. Hun ved godt, at hun som leder af den selvejende institution Hadsten Børnehave med tre

pædagoger og tre medhjælpere ligger med en lav pædagogandel. Men der hører nuancer med, betoner hun. Blandt andet har hun selv timer på stuerne.

»Den ene medhjælper har været her i 37 år. Hun er rigtig god til børn med spræl i. Hun er både kreativ og god til at organisere temauger og 'klap ud-fest', når de ældste skal i skole. Hun er næsten uundværlig,« siger Marianne van Norde.

De to andre medhjælpere har været ansat i en halv snes år. Den ene er cand.mag. og står blandt andet for institutionens vurderinger af børnemiljøet.

»Vi er et rigtig godt team. Vores sygefravær er på 0,5 procent. Det er der ikke mange institutioner, som kan præstere,« siger lederen.

Hvis en af medhjælperne skulle rejse, ville hun ansætte en pædagog i stedet. Således ansatte hun tre pædagoger midlertidigt, da børnehaven i vinter havde en overbelægning på næsten 50 procent.

»En pædagog kan skrive dybe begrundelser og lave handleplan for et barn, men en medhjælper kan også spille ind med idéer ud fra sine iagttagelser. Sådan er det i hvert fald hos os. Alle hjælper hinanden til at blive bedre, fordi de brænder for deres job,« siger Marianne van Norde.

Hun har råd til at opgradere, idet kommunen i dag bevilger penge til en pædagogandel på 70 procent. Sådan var det ikke, da hun ansatte to af medhjælperne for 10 år siden.

»Dengang var det almindeligt med en pædagog og en medhjælper på hver stue, og som jeg husker det, havde vi heller ikke penge til en opgradering,« siger Marianne van Norde.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.