Talkrigen; Støtte til BUPL

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd giver BUPL medhold i talkrig om normeringer. Alligevel fastholder familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K), at ministeriets tal er korrekte, og at "BUPL's kampagne er underlødig"

BUPL misinformerer og fører en underlødig kampagne. Sådan lyder det fortsat fra familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K), der fastholder sit synspunkt i den talkrig om normeringer i daginstitutioner, som nu har stået på i et par uger mellem en række regeringsmedlemmer og BUPL.

Heller ikke efter, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på BUPL's opfordring har regnet på tallene og er kommet frem til en konklusion, der giver BUPL ret i stridens kerne: Når man tager hensyn til aldersfordelingen, var der i 2005 indskrevet 435 flere børn i integrerede institutioner, end der var personale til, hvis normeringerne skulle ligge på samme niveau som året før.

"Jeg fastholder ministeriets tal. Der findes ikke opgørelser over fordelingen af personalet i aldersintegrerede institutioner, som BUPL mener at kunne korrigere for," siger Lars Barfoed i en kommentar til AE's analyse. Ifølge ministeriet er normeringerne tværtimod blevet forbedret svarende til 1.615 færre børn.



100 procent forkert. Den analyse holder imidlertid ikke vand, mener økonom i AE, Anita Vium.

"Familieministeriet siger, at der ikke findes én objektiv rigtig metode til at beregne normeringerne på. Og det har de sådan set ret i. Men min vurdering er, at ministeriets måde at regne på, er 100 procent forkert og misvisende, fordi den ikke tager højde for, at der kom relativt flere små børn under 2 år, og at de kræver mere tid og pasning end skolebørn," siger Anita Vium.

Hvor mange procent er BUPL's måde at regne på så forkert?

"BUPL har faktisk ret. Man kan diskutere om tallet lige er 435 flere børn, eller det er 400 eller 500, men justerer man for alder er normeringerne blevet dårligere."

Venstres familieordfører Inger Støjberg kalder analysen fra AE for bestilt arbejde og endnu et led i en utroværdig kampagne:

"Det er mig ubegribeligt hvordan nogen længere kan tro på BUPL. Deres sag holder ikke vand og det er måske derfor at de må ty til hjælp hos deres gode venner for at få bekræftet deres tal. En objektiv dommer vil ikke være i stand til at levere samme resultat," skriver hun i en pressemeddelse.



Spørgsmål om prestige. Talkrigen er nu også nået ind i folketingssalen. I et såkaldt paragraf 20 spørgsmål til familieministeren henviser Socialdemokraternes socialordfører Lise von Seelen til undersøgelsen fra AE og spørger, om AE's notat "giver anledning til, at ministeriet reviderer ministeriets opgørelsesmetode for udviklingen i personalenormeringer på børnepasningsområdet?"

Desuden har hun bidt mærke i, at de tre notater, som ligger på Familie- og Forbrugerministeriets hjemmeside under overskriften "BUPL fejlinformerer" ikke er på ministeriets officielle brevpapir. Derfor vil hun også gerne vide, om "beregningerne i notaterne er lavet af ministeriet, og om indholdet er udtryk for ministeriets officielle holdning?"

Enhedslisten har også meldt sig på banen med et spørgsmål til statsminister Anders Fogh Rasmussen, som de gerne vil have til at svare på, om han finder det i orden, at ministeriets embedsmænd bliver brugt til det, partiet kalder en smædekampagne mod BUPL.



Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken familieminister Lars Barfoed eller Inger Støjberg. Til gengæld lykkedes det at fange BUPL-formand Henning Pedersen på mobilen, mens han befandt sig på et hestemarked alleryderst ved Irlands vindomsuste vestkyst. Han undrer sig over, at Venstre og nu også familieministeren forsætter talkrigen:

"Vi har ikke på noget tidspunkt anfægtet ministeriets måde at regne på, men sagt, at det giver et mere retvisende billede af normeringerne, at man tager hensyn til aldersfordelingen. Det synes som om, det er blevet et prestigespørgsmål for regeringen. Et spørgsmål om, at den ikke vil tabe ansigt," siger Henning Pedersen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.