Symbolerne berører, rammer og ryster

Modellervoks, perler, fjer og en masse andre materialer, som kan bruges til at lave små og store figurer med. Det lyder som ingredienserne til en hyggelig krea-stund, men det er også de råvarer, der bruges, når man giver sig i kast med den nyudviklede pædagogiske metode ramatisering.

I ramatisering kan børn og unge med materialerne skabe figurer som symboler på sig selv, på deres venner, på deres institution og på pædagogerne. Og de kan opbygge scenarier, der viser, hvordan livet ser ud med deres øjne.

Dermed bliver deres verden mere konkret og synlig for både børn og voksne, der deltager i et ramatiseringsforløb.

"Alle får forklaret sig bedre. Også danske, velformulerede børn. Selv om man godt kan sige det med ord, får man det ikke gjort, for det kan være svært eller farligt. Men figurerne gør det tilsyneladende lettere," siger pædagog Jane Jenny Sehested, 34 år, der sammen med studiekammeraten Mette Mørk Christensen, 28 år, har udviklet den pædagogiske metode.

Og det kan være alvorlige sager, der kommer frem i symbolerne, forklarer Mette Mørk Christensen: "Symbolerne berører, rammer og ryster, for de gør så stort indtryk på en. Nogle gange må vi da også sidde og lige synke en gang, for man kan jo nærmest føle, hvordan det er. Senest arbejdede vi med nogen, der lavede et symbol på mobning. Det var en lille ælling, der var proppet ned i en plastikbøtte med låg på, og så var der klistret en fod og en hånd på, som var alle de slag, som den ælling skulle modtage. Og sådan et symbol kan man nærmest mærke under huden. Hvordan er det at være den ælling? Og det kunne vi så tale med dem om," siger Mette Mørk Christensen, der har arbejde på et behandlingshjem, men lige nu er på barsel. Jane Jenny Sehested er aktivt jobsøgende, men for begge to gælder det, at de håber, at de med tiden kan leve af den konsulent- og kursusvirksomhed, de kalder Changing, som tager udgangspunkt i ramatisering.

Ideen til ramatisering begyndte at spire, da Mette Mørk Christensen og Jane Jenny Sehested i 2002 nærmede sig afslutningen på deres pædagoguddannelse. I aktivitetsfagene fandt de ud af, at de bedre kunne formidle nogle tanker til hinanden, når de diskuterede de ting, de havde skabt i de kreative værksteder.

"Vi havde en oplevelse af, at skabende arbejde og kreativitet sjældent bliver brugt med alle de kvaliteter, der er i det. Ude i institutionerne bliver det brugt som en beskæftigelse, men det rummer en masse kvaliteter, som vi gerne ville have frem," fortæller Mette Mørk Christensen. Derfor valgte de som tema for deres speciale at undersøge, om skabende arbejde kunne fremme kommunikative kompetencer.

De fordybede sig i bøger om æstetiske læreprocesser og kommunikation, men da de skulle have overblik over deres viden, blev det svært. Indtil de fik en idé.

"Vi lavede en masse figurer, som symboliserede den viden, vi havde. Så stod vi der ved en tilfældighed, for nu forstod vi meget bedre hinanden, og jeg sidder ikke og overbeviser Mette om, at det billede, jeg har inde i hovedet, er det rigtige og omvendt. Så der blev maleri og fotografi skrottet, og så måtte vi ud og prøve vores figurer," fortæller Jane Jenny Sehested.

De tog ud i ungdomsklubber og fandt hurtigt ud af, at dialogen blev meget bedre, når rødderne kunne sidde og lave figurer og fortælle om dem.

Specialet blev takseret til 13, og det gav Jane Jenny Sehested og Mette Mørk Christensen mod på at arbejde videre med metoden, og nu har de lavet bogen "Ramatisering - jeg lytter, når du hører og ser mig!".



Fem scenarier. De er nu nået frem til, at et ramatiseringsforløb skal bestå af fem scenarier: Formodnings-, formidlings-, forståelses-, drømme- og forandringsscenariet.

Først skal der selvfølgelig findes et emne for ramatiseringen. Det kan være de sociale relationer i klubben, hvordan man laver verdens bedste klub, eller hvordan en gruppe unge ser sig selv i forhold til samfundet. Metoden er blevet prøvet af flere steder: I fritids- og ungdomsklubber, i det sociale projekt Gadepulsen på Nørrebro, København, og i skoleklasser.

Jane Jenny Sehested og Mette Mørk Christensen har gode erfaringer med, at der ikke deltager mere end seks børn eller unge i et forløb.

"Det skal være til at overskue både for dem selv og for os, og vi skal kunne nå at se, hvem der har brug for hjælp, og hvem vi skal gå i dialog med," siger Jane Jenny Sehested.



Interessante samtaler. I formodningsscenariet snakker man med pædagoger og andre, der har indsigt i det emne, som skal ramatiseres. På baggrund af den research opstiller man et scenario, som forhåbentlig ligner børnenes opfattelse af virkeligheden.

I formidlingsscenariet kommer deltagerne med. Her bliver det scenario, som de voksne har lavet, fremlagt for deltagerne.

"Men det er ikke det, vi skal dvæle ved. Men det skal give dem et indblik i, hvordan man gør det her, og provokere dem lidt til at reagere," siger Jane Jenny Sehested.

"Men det er også vigtigt at give dem et billede af, hvordan de bliver opfattet, for det er der mange af dem, der ikke er klar over," tilføjer Mette Mørk Christensen.

Umiddelbart efter formidlingsscenariet er det tid til forståelsesscenariet. Her skal deltagerne forklare, hvordan de ser problemet. Her kan de rykke rundt på det scenario, som de voksne har lavet, og de kan lave nye figurer, der symboliserer de ting, som de mener er vigtige.

"Så er det de voksnes opgave at gå i dialog med dem, mens de skaber. Det er her, de virkeligt interessante samtaler kommer," siger Jane Jenny Sehested.

"Tit har vi oplevet, at de har været vant til at svare, at "det går godt". Eller "der er ikke noget drilleri her. Det, der er, det er for sjov". Men når vi så kommer lidt i dybden og får snakket og lavet nogle symboler på, hvordan de har det, så viser det sig, at det ikke er for sjov, der bliver drillet. Det er ikke spor sjovt at blive drillet, eller hvad det nu er, der er temaet," siger Mette Mørk Christensen.

I forståelsesscenariet gælder det også om at få de mere stille børn på banen. Og det behøver ikke være så svært, forklarer Mette Mørk Christensen:

"Så stikker vi symbolet hen til Jesper og siger: "Prøv at vise mig en gang, hvordan du oplever dig selv". Så kan han ikke undgå at blive en del af det og bliver nødt til at tage symbolet i hænderne. Han får det som et redskab, hvis han har svært ved at sige det med ord," siger Mette Mørk Christensen og understreger, at man selvfølgelig skal respektere børnenes grænser.



Drømme. Når forståelsesscenariet er overstået, er det tid til en pause. Børnene bliver sendt hjem med besked om at forberede sig på at lave deres drømmescenario næste dag.

"Alt er tilladt at drømme om, og alt er muligt i drømmescenariet," siger Jane Jenny Sehested.

Men oftest er børnene meget realistiske i deres drømme. Det er sjældent, de ønsker sig vanvittigt dyre ting. Det er mere de menneskelige relationer, de drømmer om, påpeger Mette Mørk Christensen:

"Vi har oplevet børn sidde over for deres voksne, hvor de skal vise, hvad de drømmer om. En episode, vi bed meget mærke i, var en pige, der havde lavet en hel scene med robotter, og så sidder hun og skal forklare det her symbol for sin pædagog: "Og så går robotterne ind og krydser af, når børnene kommer, robotterne laver mad, robotterne tager telefonen." Og den her pædagog sidder og bliver lidt betuttet og siger: "Er der slet ikke behov for os pædagoger? Har du ikke lyst til, at vi er her?" "Jo," siger pigen og kigger op på pædagogen. "Jo, det er jo derfor, robotterne skal tage sig af alt det praktiske, så I kan være sammen med os,"" fortæller Mette Mørk Christensen.

Til sidst kommer forandringsscenariet. Her skal deltagerne prøve at finde ud af, hvordan de når de mål, der kommer frem i drømmescenariet.

"De finder ud af, hvad deres egen andel er i, at det her kan lade sig gøre. Og hvis tingene skal lade sig gøre, så skal de være med," siger Jane Jenny Sehested.

"Og der bliver lyttet til dem, og vi kan bare se, at i og med at de her ting står på bordet, så bliver det også mere betydningsfuldt for de voksne. De kan mærke engagementet hos børnene, så de får også lyst til at arbejde for de ændringer, som børnene har sat frem," siger Jane Jenny Sehested.

Samtidig er de håndgribelige scenarier gode til at fæstne sig i hukommelsen, påpeger hun:

"Vi kan huske alle de symboler og opstillinger, vi er blevet præsenteret for, for det får et konkret billede for os, og dermed bliver det nærværende og til at huske. Det er også den oplevelse, børnene får, at "nu står det her"," siger Jane Jenny Sehested.



"Det er den tavse viden, der bliver bredt ud. Det kan godt være, man ved det i forvejen, men i og med at det bliver konkret og tydeligt, så forpligter det også til, at man forholder sig til det," pointerer Mette Mørk Christensen.



Rama. Og hvor kommer så ordet ramatisering fra?

"Der var mange tanker og forslag. Overskriften er at få et indblik og et overblik, og at det er sat i en ramme. Og så kiggede vi på, hvilke ord der var for den slags. Der var panorama, ramasjang, ramaskrig. Alt muligt med rama," siger Jane Jenny Sehested og tilføjer, at de arbejdede på at finde et navn under ramadanen, og at det også spillede ind.

"Og der er drama. Det handler også om at iscenesætte sig selv," siger Mette Mørk Christensen.

Og det skulle også være et ord, som børn kunne sige og bruge.

Så det endte med ramatisering.

"Vi var nødt til at tage et nyt ord, for det er en ny metode," fastslår Mette Mørk Christensen. o



"Ramatisering - jeg lytter, når du hører og ser mig!", af Mette Mørk Christensen og Jane Jenny Sehested, 248 kroner. Christian Ejlers Forlag.



Se også hjemmesiden www.changing.dk



Ramatiseringens fem scenarier

Formodningsscenario: Her indsamler man op-lysninger og laver en opstilling med symboler, som viser, hvordan de voksne ser situationen.

Formidlingsscenario: Her får børnene vist og forklaret de symboler, som de voksne har lavet.

Forståelsesscenario: Børnene korrigerer de voksnes scenario og laver deres egne symboler.

Drømmescenario: Børnene laver deres drømmeverden.

Forandringsscenario: Børnene viser, hvordan de mener, deres drømme kan realiseres.