Svalbard - Pædagogen ved verdens ende

For Pernille Weis-Fogh er det et paradoks at stå i spidsen for en børnehave netop i Longyearbyen, Svalbards 100 år gamle mineby. Det er på grund af børnene, at hun fik arbejde i den arktiske by, men omvendt er en by på kanten af Nordpolen ikke et sted for børn.

"Det er et samfund på forældrenes præmisser, ikke børnenes. Det er forældrene, der er bidt af en arktisk bacille og har brug for at rejse til verdens ende. Set fra børnenes synsvinkel er Svalbard ikke et venligt sted," siger Pernille Weis-Fogh.

Svalbard er ikke egnet til mennesker i det hele taget. Det er en samling øde klippeøer, hvor det principielt er for koldt til at leve. Verdens nordligste by opstod først i 1906, da amerikaneren John Longyear lod sine kulminearbejdere overvintre. Før havde kun enkelte fangere overvintret, og før igen... ingen.

De første mange år var der næsten kun mænd på Svalbard. Ingen ville drømme om at stifte familie et sted, hvor næsten intet kan gro, hvor vinteren varer det meste af året, og hvor man risikerer at blive spist af en isbjørn, hvis man bevæger sig udenfor.

I dag bor der små 2000 mennesker i Longyearbyen, som foruden sygehus, butikker, frisører, restauranter, snescootermekanikere og it-konsulenter også tæller et universitetscenter for arktisk forskning, en skole med 230 børn og to børnehaver med til sammen 100 unger.

Naturen er dog ikke blevet børnene mildere stemt af den grund. På en kold dag med lidt blæst får børnene forfrysninger efter blot få minutter på legepladsen, og faren for at blive spist af en isbjørn er så reel, at Pernille Weis-Fogh kun tager børnene på tur under skarp bevogtning. Det er kun ti år siden, en sulten isbjørn dræbte en ung kvinde i byens udkant.

I de første år bar hun selv en skarpladt riffel på ryggen - sådan som alle på Svalbard gør det, hvis de bevæger sig uden for bygrænsen.

"Men at skyde bjørne er ikke en af mine rutiner. Jeg er lidt bange for at overlade børnenes sikkerhed til nogen, som måske ikke kan, når det gælder Nu har vi altid en erfaren forældre med som isbjørnevagt. De ansatte skal passe på børnene, ikke på isbjørnene," siger den danske børnehaveleder.



Et kunstigt samfund. I virkeligheden vil Pernille Weis-Fogh helst ikke snakke om isbjørne og bevæbnede pædagoger. Isbjørne fascinerer besøgende danskere mere, end det optager øboerne selv. For hende er det øboerne og deres børn, der er de spændende.

"På Svalbard er der kun ressourcestærke mennesker, som kan klare sig selv. Det er et kunstigt samfund af tilflyttere fra fastlandet, som kun bor her i kortere eller længere tid. Alle kommer for at arbejde, og her er ikke andre mennesker her end dem, der arbejder," siger Pernille Weis-Fogh.

Der er ingen gamle mennesker på Svalbard, ingen arbejdsløse eller bistandsklienter, ingen psykisk syge eller syge overhovedet. Selv gravide kvinder bliver sendt til fastlandet, før de skal føde.

De fleste af Longyearbyens indbyggere er nordmænd. Men Svalbard er ikke mere norsk end, at alle verdensborgere har en traktatsikret ret til at slå sig ned. Man skal ikke en gang vise pas for at komme ind, man

skal bare kunne klare sig selv. Pernille

Weis-Fogh er en af 29 danskere i Longyearbyen, der tæller 275 udlændinge fra 27 nationer.

"Vi er meget forskellige, men alligevel en homogen gruppe. Når jeg kommer til fastlandet opdager jeg dem, der ikke fungerer så godt. Dem ser vi ikke heroppe," siger Pernille Weis-Fogh.

I virkeligheden kan Svalbard bedst sammenlignes med en månebase, hvor folk kommer for at arbejde, ikke for at leve.

Pernille Weis-Foghs børnehave hedder ikke "Kullungen" for ingenting. Mange af fædrene pendler syv dage om ugen til kulminerne i Svea, 20 minutters flyvning syd for Longyearbyen. En del pendlerkoner har to års barsel og sidder så alene tilbage med deres småbørn.

I andre familier arbejder begge forældre lange dage, typisk fra 7.30 til 16.30 hele ugen.

"Forældrene er sårbare. Man skal være vellykket på Svalbard. Det afhænger af ens eget initiativ, om man har det godt, også efter fire måneders mørketid," siger Pernille Weis-Fogh.

Ikke en eneste af børnehavens forældre er opvokset på Svalbard. Går noget galt, mangler de deres sædvanlige netværk, der bor tusinder kilometer borte. Det gælder ikke bare i krise, men også i dagligdagens små forviklinger.

"De mangler primær-netværket. De har ikke en mor eller svigermor, som ser dem

over skulderen og siger, at nu skal du gøre det på den måde," fortæller Pernille Weis-Fogh.



Bedstemor til tre. I stedet spørger de hende til råds. De spørger om alt fra familieproblemer og børns udviklingsproblemer til påklædning og nattesøvn, der på Svalbard er forstyrret af en nat og dag på næsten et halvt år. For småbørn og deres forældre kan selv helt små problemer vokse sig så store, at Pernille må inddrages.

"Børn på Svalbard er ikke bange for isbjørne eller bidende kulde, men kommer de ned til fastlandet, er de bange for fluer og for at gå på bare tæer," griner hun.

Pernille Weis-Fogh kom til Svalbard i 1997 - i første omgang uden sine tre sønner på dengang 16, 19 og 21 år. Hun kom fra et job som først pædagog, siden leder af en børnehave i Tromsø i Nordnorge, hvor hun var i otte år - som alenemor efter en turbulent skilsmisse i Danmark. Før den tid var hun pædagog på Samsø.

"Jeg havde ikke ønske om et liv i det arktiske, det var, hvad der var muligt. Men jeg blev fascineret af livet heroppe, af lyset og nordlyset," fortæller hun.

Hun blev så bidt af den arktiske bacille, som hun kalder den, at hun ikke var i tvivl, da lederstillingen i Kullungen over 1000 kilometer. længere mod nord blev ledig. Pernille Weis-Fogh fik jobbet, frem for 60 andre ansøgere.

I dag har hendes ældste søn Nick stiftet familie og arbejder i minerne, syv dage i Svea og syv dage hjemme i Longyearbyen. Sammen med sin norske kæreste Merethe, der driver en butik med børnetøj, har han Simon og Sofie på henholdsvis tre og to år, foruden bonus-sønnen Adrian på 10.

De to små går i Kullungen, hvor også Pernilles yngste søn, den 24-årige Mads, arbejder som medhjælper. Den tredje søn, Troels, læser medicin i Slovakiet.



Børnehaven er barndommens gade. Pernille Weis-Fogh nøjes ikke med at give gode råd, når hun bliver spurgt. Hun kommer en del af problemerne i forkøbet blandt andet ved at holde "Åben børnehave", der i de mørke måneder henvender sig til de hjemmegående forældre, hvad enten det er en mor på barsel eller en far med friuge fra minerne.

I et tilfælde trådte hun ind som mægler i en ægteskabelig konflikt, i et andet fandt hun en løsning i en skilsmisse, så faderen i praksis fik samkvem, selv om moderen flyttede til Tromsø - og løsningen var selvfølgelig en gæsteplads i børnehaven.

"På Svalbard er børnehaven barndommens gade. Hvis de ikke er i børnehave, møder de ingen andre børn. Kun fem forældre har valgt børnehave på deltid, resten er på fuld tid," siger Pernille Weis-Fogh.

Målsætningen i Kullungen er at give børnene alternative "gode opvækstmuligheder" gennem de aktiviteter, de sætter i gang.



Lærer medarbejderne pædagogik. Kullungen har fire stuer med i alt 54 børn, og til dem har Pernille 14 medarbejdere. Med en halvdel vuggestuebørn og to stillinger til børn med specielle behov er normeringen dog ikke noget at råbe hurra for.

Kun fire af medarbejderne har en pædagogisk uddannelse, resten er medhjælpere med alle mulige forskellige baggrunde. At der er få pædagoger, er ikke ualmindeligt i Norge. Det særlige på Svalbard er, at medhjælperne har ofte har et liv og en længere uddannelse bag sig: En medhjælper er polsk filolog, en anden bulgarsk civilingeniør, en tredje svejtsisk boghandler, alle mere eller mindre norsktalende, mens de norske medhjælpere tæller en botaniker, en agronom, og en hudplejer.

For Pernille Weis-Fogh betyder det, at hun skal bruge meget tid på at formidle helt grundlæggende pædagogik til de ansatte.

Der er mange grunde til, at pædagoger søger til Svalbard. En af dem er økonomisk. Lønnen på Svalbard er normal norsk løn, men skatten er lav, på 15-20 procent, og det samme er huslejen. Moms og afgifter er der heller ikke, så selv om alt skal sejles eller flyves derop, er det ikke meget dyrere at bo på Svalbard end i resten af Norge.

Ikke alle kan klare mosten på Svalbard, og enkelte rejser hjem hurtigst muligt. Modsat Tromsø har nyansatte pædagoger ingen bindingstid.

Men som Pernille udtrykker det:

"Vil de hjem, så lad dem endelig rejse."