Sundere institutioner med bedre rengøring

Med 17 millioner kroner i støtte fra Forsknings og Innovationsstyrelsen har Københavns og Nyborg kommuner og en række rengøringsfirmaer og universiteter sat sig for at finde ud af, hvordan man kan gøre bedre rent i daginstitutionerne.

De mange snotnæser og de mange beskidte bleer i daginstitutionernes hverdag er nok ikke til at komme udenom. Men den smitterisiko, som ligger i at have mange børn på få kvadratmeter, skal mindskes. Blandt andet ved at ændre rengøringsmetoderne og -midlerne. Hvordan det skal foregå, vil det nyoprettede innovationskonsortium Børn – øget velfærd og sundhed i børneinstitutioner komme med et bud på.



»Vores forskning er meget brugerorienteret. Vi starter ude i børneinstitutionen og ser, hvad det er, de har at gøre godt med. For eksempel kan de 15 minutter i henstand, som der står på rengøringsmidlerne til puslebordet, ikke altid lade sig gøre,« fortæller projektleder Eva Høy Engelund.



Hun er uddannet levnedsmiddelkandidat, og fra sin arbejdsplads i konsulent- og forskningsfirmaet DHI skal hun de næste fire år koordinere konsortiets mange aktører. De tæller blandt andre daginstitutionerne i Københavns og Nyborg Kommuner, Københavns Universitet, Rigshospitalets Infektionshygiejnisk Enhed og Mikrobiologisk Afdeling, Sundhedstjenesten i Københavns Kommune, Dansk Standard samt en række private virksomheder, der tilbyder rengøring og rengøringsmidler til institutioner.



Baggrunden for projektet er en konstatering af, at måden man gør rent på i institutionerne er forældet, hvilket fører til stor smittefare for børnene. For eksempel viser en undersøgelse fra 2009, at børn i daginstitutioner har op til syv gange flere infektionssygdomme om året i forhold til børn, der passes hjemme. At finde og bryde disse mange smitteveje er et af projektets primære formål.



»En af måderne er at tilpasse rengøringsmidlerne og metoderne til virkeligheden. Og der skal vi ud og lære af de mange institutioner, der er knyttet til projektet,« siger Eva Høy Engelund, der understreger, at det ikke nødvendigvis betyder skrappere midler. Bare nogle andre midler – eller metoder.



Ændring af vaner.

Måden og tidspunktet, som rengøringen udføres på, skal også undersøges. Selvom mange i institutionsverdenen er glade for det samarbejde, der er med rengøringspersonalet, og glade for at kunne møde deres kolleger, er det ikke sikkert, at det er med til at mindske smittevejene, når der gøres rent, mens det øvrige personale og børnene er til stede i lokalerne.



»Derudover skal vi også ind og ændre vaner både hos familierne og i institutionerne. Vi ved, at bare en eller to ekstra håndvaske om dagen mindsker sygefraværet. Mange steder er der også praksis med at have noget papir hængende på legepladsen. Det kan man så tørre børnenes næser med. Men hvis ikke pædagogen får desinficeret sine hænder indimellem, så får lille Peter ikke kun tørret næse. Han får også alle de andres vira direkte op i næsen,« siger Eva Høy Engelund.



Projektet skal også undersøge, hvordan man gennem designtiltag kan ændre rengøringen. Måske skal områderne omkring dørhåndtagene, ofte en stor smittekilde, være i en anden farve eller i et andet materiale. Et materiale, som er nemmere at gøre rent.



Alle disse forskellige tiltag skal ikke kun resultere i begrænset smittespredning, men også i tre ph.d.-afhandlinger. Sidst, men ikke mindst: Projektet skal også være med til at opstille en standard for, hvordan man skal gøre rent.



»Med standarden i hånden bliver det nemmere både for den enkelte institution, dens bestyrelse og kommunerne at vide, hvad de skal bede om – og hvordan de skal bede om det,« siger Eva Høy Egelund.



Vil du vide mere?

Konsortiet er ved at oprette en hjemmeside. Særligt interesserede kan kontakte Eva Høy Engelund på: ehe@dhigroup.com

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.