Stress er tabu

"Ih, hvor er jeg stresset", hører man ofte i institutionerne. Det er blevet et våbenskjold, en undskyldning for at undgå at erkende, at man altså alligevel ikke kan dét, man troede, man kunne - og oven i købet har bildt de andre det samme ind. Og så er man - pyha - fri for at fortælle, hvordan man i virkeligheden har det. For hvem vil udsætte sig selv for kommentarer som "Nå, kan du ikke følge med?"

Stress er tabu, konstaterer psykologerne Finn Godrim og Anne Pedersen fra psykologvirksomheden Godrim & Rønsholdt i Skive og uddyber,

"I vores kultur lever vi midt i et stort dilemma. Vi forventer, at alle skal kunne klare hverdagens mange udfordringer, samtidig med, at vi befinder vi os i en situation, hvor vi faktisk ikke slår til," siger Anne Pedersen.

De oplever stor efterspørgsel på deres kurser og foredrag om, hvordan man i arbejdet med børn og familier kan skifte fokus "fra fejlfinder til ressourcespejder".

"Vi forsøger at vende bøtten. En stor stressfaktor er nemlig tendensen til at fokusere på fejl og mangler og "hvem har skylden?". Når man føler sig utilstrækkelig, er grobunden for stress skabt. Som forsvarsreaktion begynder man at overhøre sine egne signaler og tilpasse sig. Man bliver fraværende. Følelsen "det nytter ikke noget" vokser, og man skaber en selvforstærkende ond cirkel, som spænder ben for, at man som professionel pædagog kan opnå en positiv kontakt med et vanskeligt barn," siger Finn Godrim.

Vil man skabe en ligeværdig kontakt, gælder det om at være nysgerrig både i forhold til sig selv og barnet og spørge: "Hvad fungerer?" og "Hvad er jeg selv og andre gode til?".

"Der er altid noget godt at finde. Også hos det barn, den leder, den forvaltningschef, de forældre eller den kollega, som du ikke umiddelbart kan finde på noget godt at sige om," siger Finne Godrim.



Dobbelt uheldigt. Når det handler om selvværd, sundhed og at mestre sit liv, har børn og voksne de samme grundlæggende behov, er de to psykologer enige om.

"Vi mennesker udvikler et stærkt selv, når vi oplever sammenhæng og har mulighed for at forstå og påvirke det, der sker omkring os. Når det, vi gør, har en mening, og når der er balance imellem ressourcer og udfordringer. Opstår der ubalance, bliver selvet svagt og udsat for stress. Man mangler oplevelsen af sammenhæng og tillægger det for stor betydning, hvad andre tænker.

Forskningen viser, at travlhed i en kort periode kan være en god oplevelse, når målet er nået og presset falder - "Vi klarede det". Den farlige stress er den daglige ekstra indsats over en lang periode, hvor indsatsen ikke giver mening, og man ikke kommer i mål. Det giver grobund for symptomer som hovedpine, svigtende hukommelse, nedsat indlæring, søvnløshed, lav aggressionstærskel, blodtryksproblemer, nedsat immunforsvar, allergi, eksem, fordøjelsesbesvær m.m.

I daginstitutioner er det ekstra vigtigt at undgå stress. For her er pædagogernes velbefindende afgørende for børnenes trivsel og udviklingsmuligheder. Undersøgelser viser, at stress blandt pædagoger gør det vanskeligere at bryde "den sociale arv". Stressede pædagogers opmærksomhed går ubevidst til de velfungerende børn, imens de stille børn bliver overset, og de urolige børn bliver mødt med skældud, vrede og afmagt og oplever sig selv som "forkerte".

"Er der nogen, der genkender stresssymptomerne og tænker: "Det er da vist mig", så gå på opdagelse. Lad være med at afvise tanken. Har du det for eksempel sådan: "Hold op, hvor er det hårdt", så tegn, hvordan det føles. Eller find et eventyr, der handler om din situation. Ord kan holde tanker væk. Men billedsprog sætter gang i tankerne og kan give et nyt perspektiv på en fastlåst situation," siger Finn Godrim.

Anne Pedersen: "Beslut dig til, hvor meget du selv vil gøre ved det, og hvad du vil dele med andre. Fortæller du kollegaerne, hvordan du har det på dit arbejde, er det en gave til fællesskabet. Tag udgangspunkt i dine egne personlige følelser ved f. eks. at sige: "Jeg er ked af..." eller "Det er svært for mig...". Sådan kan en samtale åbne for et bedre samarbejde og et større engagement på din arbejdsplads."



Afgrænsning forebygger stress. En af de sidste nye stress-faktorer er kravet om rummelighed i børneinstitutionerne.

"Når vi holder foredrag om rummelighed, har pædagogerne paraderne oppe: "Jaja, sådan et par kloge hoveder". "Skal jeg nu rumme endnu mere?". De er blevet stressede, fordi de oplever kravet om rummelighed som et pres, dikteret ovenfra," fortæller Finn Godrim

Men rummelighed betyder ikke, at "nu skal vi alting på en gang", at man skal give efter og finde sig i hvad som helst. En institution kan kun blive rummelig, hvis leder og personale udvikler deres egen rummelighed. Og det kan man kun gøre, hvis man afgrænser sig. Siger fra, når man mærker sin grænse blive overskredet. Reagerer og fortæller, hvordan man har det. Efterlyser information og insisterer på kommunikation når behovet viser sig.

"Mange pædagoger oplever situationer i jobbet, som gør dem usikre. Det ryster deres faglige selvtillid, og når den falder, bliver de mere sårbare overfor stress. Når vi sætter fokus på deres ressourcer og gør opmærksom på, at de faktisk er dygtige professionelle, får mange en aha-oplevelse. Og så sker der for alvor noget. Ja, nogle bliver helt høje," fortæller Finn Godrim.

Vil man bygge et nyt fundament af tillid og anerkendelse, skal der en vedholdende, bevidst indsats til. Det er en omsiggribende forandringsproces at lægge fejlfindertankegangen bag sig og blive ressourcespejder.

"Spørg dig selv: "Hvornår er jeg glad for mit arbejde?", "Hvad er jeg især god til?". Tag fat i nogle gode oplevelser og undersøg: "Hvad gjorde jeg, for at det kunne ske?". Og "Hvad kan jeg gøre for at skabe chancen for flere gode oplevelser?". Ved at være nysgerrig giver man arbejdsglæden mulighed for at fylde mere," siger Anne Pedersen.



Råd om stress



Rsykologerne Finn Godrims og Anne Pedersens agttagelser og råd om stressskabende vanetænkning - og nye handlemuligheder



Vanetænkning: Alle skal være ens

Råd: Som leder må man acceptere, at ikke alle er i gang hele tiden, og at mennesker har hver sin udviklingstakt. Det gælder om at finde ud af, hvordan de enkelte børn og voksne i gruppen er forskellige, og hvordan I tilsammen danner en helhed.

Når personalet skal blive enige om for eksempel at få en gruppe til at fungere, betyder enighed ikke, at alle skal være ens og sætte grænser på samme måde. At putte hinanden i en kopimaskine spreder utryghed og utilstrækkelighed.



Vanetænkning: Bare vi får flere ressourcer, bliver det bedre

Råd: Ressourcer handler ikke kun om penge. Engang var Finn Godrim konsulent i en børnehave, hvor hakkeri, korrigerende pædagogik og larm dominerede frokostsamlingen. Da børn og pædagoger blev delt op i små familieagtige grupper, hyggede de sig.

Det behøver ikke at koste noget at bryde destruktive traditioner. Eller at invitere nogen indenfor i tre timer og spørge: "Hvilke tanker gør du dig om det, du oplever her?".

Finder en institution en fælles fjende i kommunens pengekasse, vil begge parter gå fejl af hinanden. Uanset hvor presset og nedskåret, man føler sig, har man selv et ansvar for at reagere og bede om hjælp. I stedet for at vente med at reagere til den sidste dråbe og gå i strejke - hvorfor så ikke sige til kommunen: "Kom og hjælp os"? Lad være med at smide ansvaret væk. Er det nødvendigt, så involver BST og arbejdstilsynet.

Har du set dig blind på økonomien, så spørg hellere: "Hvad får jeg ud af at brokke mig?" og dernæst: "Hvilke ressourcer rummer JEG?".



Vanetænkning: Pædagoger kan lide alle børn

Råd: Vær ærlig, hvis du arbejder med et barn, du ikke kan lide. Find en løsning sammen med kollagerne, for det er et fælles professionelt ansvar at skabe grobund for, at barnet kan udvikle sine gode sider.

Har du svært ved at få kontakt med et barn, så prøv at sætte dig i en situation, hvor du ikke vil have barnet til at gøre noget bestemt. Vær tilskuer og oplev det i andre sammenhænge. Lyt og iagttag - hvad kan barnet?



Vanetænkning: Samling lærer børn at være sociale

Råd: Hvis to ud af 20 børn i en samling gør det umuligt at lære at være sociale, så fordel jer i små grupper, så ingen får større opgaver, end de er parate til. Ellers lærer de urolige at få skæld ud, og de øvrige lærer at se ned på dem.



Vanetænkning: En god leder har gang i mange ting

Råd: Fortæl kommunens forvaltningschef, at du kender lovkrav og planer og giv vedkommende en tilbagemelding på, hvad der er realistisk indenfor den økonomiske ramme: "Vi gør det på denne måde, for det er det, vi kan".