Storkonflikt i sigte: Din løn skal financiere velfærdsstaten

I skrivende stund styrer Danmark mod en konflikt på det offentlige område af historiske dimensioner. 440.000 offentligt ansatte står til at blive lockoutet 10. april, hvis ikke forligsmand Mette Christensen lykkes med at få parterne til at blive enige om noget, som de ellers har brugt et par måneder på ikke at kunne blive enige om, nemlig en ny overenskomst.

Men hvor stor er uenigheden om lønnen?

På statens område skriver Weekendavisen, at staten vil give 6,7 procent, mens de statsansatte kræver 8,17 procents lønstigning. Det svarer til en forskel på 1,3 milliarder kroner. For de penge kan man købe sig to nye F-35 kampfly, som Danmark lige har besluttet at købe 27 af (men der er ikke råd til at få dem på vingerne).

På det kommunale område, hvor pædagogernes løn skal aftales, har Michael Ziegler, topforhandler for Kommunernes Landsforening (KL) på Twitter antydet et muligt udgangspunkt, nemlig resultatet af den private overenskomstaftale i 2017, der ifølge Zieglers tweet skulle give en lønstigning på 6,9 procent over tre år.

Dennis Kristensen, FOA’s ekstroverte formand, anfører i sin overenskomstdagbog, at ’Økonomi- og indenrigsministeriet forventer, at lønudviklingen vil være i alt 8,6 procent’.

Forskellen på de to tal er 1,7 procent. Det svarer i runde tal til 2,7 milliarder kommunale lønkroner – lidt mere end halvdelen af den skattelettelse på fem milliarder kroner, som regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om i begyndelsen af februar.



Mere end løn på spil. Men udover uenigheden om, hvor meget lønnen så må stige, blokerer andre ting også for en aftale. På den ene side bremser fagforeningerne processen med to insisterende krav: De statsansattes ret til at spise frokost i arbejdstiden skal skrives ind i overenskomsten. Og lærerne skal have en arbejdstidsaftale til at afløse den lov, som deres arbejdstid nu styres efter.

På den anden side står Moderniseringsstyrelsen, der fungerer som arbejdsgiver i staten. Styrelsens målsætning trækker dybe spor i forhandlingerne, hvor staten traditionelt har lagt de økonomiske rammer for forhandlingerne.

Moderniseringsstyrelsen blev oprettet i 2011 af den daværende socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon. Målet for styrelsen er ’at frigøre ressourcer (læs: penge) i den offentlige sektor’. Det skal blandt andet ske ved at ’gøre løn og arbejdstid i det offentlige til en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken’, som det hedder i styrelsens strategiske pejlemærker.

Dermed skal man ikke alene forhandle løn, når der er forhandlinger i den offentlige sektor. Man skal også forhandle samfundsøkonomi, forklarer Laust Høgedahl, arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

Det har i høj grad smittet af på de nu kuldsejlede overenskomstforhandlinger.

»Man oplever det særligt på lønmodtagersiden, som om der bliver blandet andre hensyn ind – hensyn, der ikke handler om løn- og personalepolitik,« siger Laust Høgedahl.



Dobbeltrolle. Den danske model, hvor man i fællesskab aftaler løn og arbejdsvilkår, bliver sat under pres, når lønforhandlinger og samfundsøkonomi blandes sammen, påpeger Laust Høgedahl.

»De offentlige arbejdsgivere har en dobbeltrolle, for de er også politikere, og de får deres mandat gennem den demokratiske proces. Når man begynder at kigge meget stift på besparelser gennem løn og arbejdsvilkår, så bliver de to kasketter lidt mere flydende, og det sætter selvfølgelig den danske model i den offentlige sektor under pres,« siger Laust Høgedahl.

Faren kan være, at politikerne begynder at spekulere i deres dobbeltrolle og kun forhandler på skrømt, advarer Laust Høgedahl.

»Så bliver forhandlingerne et teaterstykke, fordi man allerede har overvejet, hvordan man kan få tingene igennem på en anden måde – via et lovindgreb,« siger han.

Kritikken har innovationsminister Sophie Løhde (V) afvist:

»Det er under lavmålet at give indtryk af, at Moderniseringsstyrelsen er sat i verden for at afvikle den danske model, og at påstå, at jeg mener, at medarbejderne i den offentlige sektor er grådige, og jeg slet ikke vil indgå et forlig. Hvor i alverden kommer alt det sludder fra?« har hun sagt til avisen.dk.



Vind 10-0. Er der en fagforeningsformand, der har travlt lige nu, er det Anders Bondo Christensen fra Danmarks Lærerforening. Udover at forhandle lærernes overenskomst er han formand for Forhandlingsfællesskabet, hvor han skal forhandle generelle vilkår for alle kommunalt ansatte, også pædagoger. Han er samtidig næstformand i de statsansattes forhandlingssammenslutning CFU. Han mærker også, at Moderniseringsstyrelsen gør lønforhandlingerne til en del af et større økonomisk billede.

»Jeg oplever, at Moderniseringsstyrelsens tankegang også bliver dominerende på det kommunale og regionale bord. Da jeg startede med at sidde med ved overenskomstforhandlingerne, havde vi en fælles ambition om, at når forhandlingen var slut, så skulle begge parter kunne sige: ’Vi har lavet et godt resultat’. Lidt karikeret er det ved at gå over til, at det gælder om at vinde 10-0,« siger Anders Bondo Christensen.

Er der en vej ud af Moderniseringsstyrelsens indflydelse?

»Vi har sat hælene i ved de her forhandlinger og sagt: ’Nu vil vi ikke spille efter den pibe mere’,« siger Anders Bondo Christensen.

Skulle man undre sig over, at overenskomstforhandlinger kan strande på en milliard kroner eller to, så finder man noget, der godt kunne være en forklaring i Moderniseringsstyrelsens resultatplan for 2017. Her står: ’Det er målet, at der ved OK18 opnås et resultat med en smal økonomisk ramme’.