Størrelsen er afgørende. Daginstitutioner må ikke blive for store

I ny forskning advarer man mod daginstitutioner med over 100 børn. BUPL opfordrer kommunerne til at sikre ressourcer til bedre organisering og planlægning i de store institutioner.

Flere og flere kommuner samler vuggestuer og børnehaver i store daginstitutioner, men det sker på bekostning af børns trivsel, læring og udvikling, viser ny forskning fra Aarhus Universitet.

Undersøgelsens hovedkonklusion er, at der er en række udfordringer i store daginstitutioner i forhold til at udvikle pædagogisk kvalitet og dermed give børnene gode muligheder for trivsel, læring og udvikling. Forskerne kan derfor ikke anbefale, at kommunerne opretter store daginstitutioner med 100 børn eller mere.

Ifølge Elisa Bergmann, formand for BUPL, bør rapporten få advarselslamperne til at blinke ude i kommunerne. Daginstitutionernes størrelse er et område, som har undergået store forandringer de senere år, men som rent forskningsmæssigt ikke har været ordentligt belyst.

»De nye resultater er et vink med en vognstang til kommunerne om at sikre ressourcer til bedre organisering og planlægning i de store daginstitutioner. Det er vigtigt, at pædagogerne kan give børnene tryghed og nærvær både i store og små daginstitutioner. Fokus er i for høj grad gledet over på økonomi og stordriftsfordele i stedet for at være på børnene, som er dem, det hele handler om,« siger Elisa Bergmann.



Ufleksible strukturer. Forskningen, som er støttet af BUPL’s forskningsfond, viser, at i de store institutioner er der typisk flere børn på mindre stuer og færre voksne. Børn i store institutioner står også mere i kø, venter og irettesættes mere på grund af en strammere og mindre fleksibel struktur, lyder konklusionen i rapporten.

For pædagogernes vedkommende fastslår rapporten, at de har mere belastende arbejdsvilkår i store institutioner på grund af større grupper i mindre rum. Pædagogerne arbejder mere ud fra struktur end pædagogiske overvejelser og børnenes behov i store institutioner.

»Når mange ansatte skal koordinere med hinanden, er det vigtigt, at pædagogerne sikres en ordentlig forberedelse. Derudover skal det stadig være muligt at dele børnene op i små børnegrupper i løbet af dagen. Vi ved jo fra vores medlemmer, at der er flere store daginstitutioner, hvor hverdagen fungerer godt, hvor børn og personale trives, og hvor der er stort fokus på at skabe det nære miljø i det store fællesskab. De gode eksempler skal i højere grad deles mellem de enkelte kommuner,« siger Elisa Bergmann.



Gode råd. Undersøgelsen viser, at hvis de store institutioner skal

afværge nogle af ulemperne ved at være stor, er det vigtigt, at de enkelte afdelinger er fysisk adskilt fra hinanden med egne pædagoger og egen legeplads.

’Det er ikke tilstrækkeligt med en opdeling i stuer eller afdelinger, hvis disse fysisk er placeret i den samme bygning eller på forskellige etager’, står der i rapporten.

Derudover er det vigtigt, at pædagogerne ikke bliver flyttet rundt på stuerne, at stuerne ikke bliver slået sammen, og at lederne er til stede på de enkelte stuer og sikrer efteruddannelse. n



Læs mere om forskningen og hele rapporten på bupl.dk/forskning

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.