Sprogstimulering; En god historie i Albertslund

Der var engang en børnehave i Albertslund. I børnehaven gik børn med rødder i fjerne egne af verden, og nogle af dem talte med en underlig accent og kunne kun sige få danske ord, når de begyndte i skolen. Men så en dag begyndte pædagogerne ...

Sådan kunne historien om daginstitutionen Jægerhytten i Albertslund begynde, hvis den skulle fortælles som et eventyr. Og det ville ikke være en helt skæv genre til denne artikel, da eventyret er et af de pædagogiske værktøjer pædagogerne i Jægerhytten bruger til at give børnene et bedre sprog.

Eventyret kunne godt ende med, at børnene overvandt deres forhindringer og lærte at tale godt dansk, og de mødte op til første skoledag med masser af selvtillid. Men historien er ikke et eventyr, og pædagogerne i Jægerhytten tryller ikke, tværtimod er sprogstimuleringen i Jægerhytten et stykke pædagogisk arbejde, som bliver gentaget dag efter dag.

Jægerhytten i Albertslund har som resten af daginstitutionerne i kommunen sat ekstra fokus på stimuleringen af børnenes sprog. Hver enkelt institution bestemmer selv, hvordan de vil arbejde med sproget, og i Jægerhytten er fortællingen kommet i centrum.



Der var en gang to krokodiller. Det er fortælletid i Jægerhytten, og syv børn og tre voksne sætter sig på gulvtæppet. En høj stol beklædt med et gammelt hvidt lagen, og dekoreret med slotte og prinsesser og meget andet er blevet institutionens fortællestol, og nu skiftes børnene til at sætte sig op på stolen og fortælle en historie. De "læser" op af den sideløse bog, en slidt Tommelise-bog, der havde mistet alle sine sider, men i stedet for at blive smidt ud, nu er blevet en af børnenes yndlingsbøger, da den har en ny handling hver gang.

Gül, Sarah, Christian og Ösnur læser op af den sideløse bog, og denne dag kredser historierne sig om to temaer, prinsesser og krokodiller. Hovedpersonerne kommer ud for en masse dramatiske begivenheder i mere eller mindre overnaturlige handlinger af varierende længde - men de ender alle godt og med slut, prut og finale. Og så klapper både børn og voksne. Alle børnene sætter sig frivilligt op på stolen og virker ivrige efter at fortælle.

Susanne Olsen er pædagog i Jægerhytten og har ansvaret for at være sproglig inspirator for kollegaerne i daginstitutionen. Hun mener, at daginstitutionen er kommet langt i forhold til for tre år siden, da personalet ikke i samme grad var fokuseret på sprogstimuleringen.

"Vi er alle meget bevidste om vores faglighed og på den sproglige udvikling, og det hjælper de sprogligt svage børn," siger hun.

Et eksempel er en lille tyrkisk dreng, der begyndte i daginstitutionen som fireårig med et meget dårligt sprog, men som nu et år efter glad stiller sig frem og fortæller historier.

"Han er fra en familie, hvor moren ikke taler dansk, og faren ikke er så meget hjemme, så han er nærmest blevet opdraget af sine søskende. Han kunne kun lidt "gadedansk", da han begyndte. I dag har han fået en helt anden forståelse for sproget, og han har forudsætningerne for at begynde i skole," siger Susanne Olsen.

Jægerhytten arbejder med fortællingen, men på mange forskellige måder. For eksempel havde de et tema om Den grimme Ælling i flere uger. Der blev læst historie, spillet teater og musik, børnene gik til søen for at se på ænder, de lavede papmacheænder på værkstedet, hængte billeder op og legede med plasticænder.

"Det kræver fordybelse og ro at få alle børn med, og derfor bruger vi lange forløb. Vi taler om historien i mange situationer, og til sidst kan børnene genfortælle historien, og de begynder at lege med udgangspunkt i Den grimme Ælling," siger Susanne Olsen.

Samtidig er det også vigtigt, at Den grimme Ælling bliver præsenteret på andre måder end som historie. Daginstitutionen tager udgangspunkt i de seks læreplanstemaer, og for eksempel det kropslige, musiske og naturen er også vigtige elementer til at opnå et godt sprog.

I Jægerhytten brugte børn og personale seks uger på Se min kjole - en uge for hvert vers. I den røde uge blev postbuddet inviteret inden for, der blev købt røde roser, og stuen fyldt med røde ting.

Pædagogerne i Jægerhytten går systematisk frem. De mener ikke, det er nok at have en god fornemmelse for, at det går fremad, de vil også være sikre. Derfor udfylder personalet de såkaldte sprogvurderinger TRAS (udgivet af Special-pædagogisk forlag) for hvert enkelt barn. Vurderingerne giver en tidlig registrering af sprogudvikling og viser, hvor langt børnene har udviklet sig på forskellige parametre.

"Vi gør det for at være sikre på, at der er en udvikling, og det er en hjælp at have noget at snakke ud fra. Vi vil ikke bare synes, vi vil også vide. Jeg tror, det er nødvendigt at planlægge og være meget bevidste om, hvad man gør, når man skal sikre en kvalitet i den sproglige udvikling," siger Susanne Olsen.

Personligt har den store fokus på den sproglige udvikling, også betydet meget for Susanne Olsens arbejdsliv.

"Det er meget stimulerende at se den udvikling, børnene gennemgår. Når børnene "vokser" på trods af svære forudsætninger, så er det sjovt at gå på arbejde," siger Susanne Olsen. o



Jægerhytten er også en institution for en gruppe hørehæmmede børn.