Sproggruppe; Taletudser går da i børnehave

"Jeg er handicappet, fordi jeg ikke fik nok luft til hjernen, da jeg blev født. Jeg falder nemt. Jeg har den her klud på, fordi jeg savler."

Jonas på seks år er helt på det rene med, at han ikke er som andre børn og hvorfor. Den nysgerrige dame fra København skal have svar på alt, synes Jonas. Munden står ikke stille på ham, og selv om det han siger, ofte kun kan forstås af trænede ører, har han intet imod at fortælle, hvad han kan og ikke kan.

Senere fortæller pædagogerne i sproggruppen "Taletudserne" i Børnehaven Doktorvænget i Støvring ved Aalborg, at de har snakket om det at være anderledes. For på et tidspunkt går det op for børnene i sproggruppen, at de ikke helt er som de andre børn i børnehaven.

Fra klokken 9-13 er de seks "taletudser" i sproggruppen, resten af dagen går de i børnehaven på lige fod med de andre børn. Det giver dem en mulighed for at få særlig hjælp til deres vanskeligheder, samtidig med at de føler, de går i en helt almindelig børnehave.

I Støvring Kommune enkeltintegrerede man tidligere disse børn med støtte i den institution, som de nu var indskrevet i. De seks børn i sproggruppen har så svære kommunikative vanskeligheder, at de ikke kunne trives i deres egen daginstitution.

Men nu er de sammen hos "Taletudserne", der blev etableret for næsten fem år siden og holder til på første sal af den gamle villa, som børnehaven bor i. Der er to fuldtidsansatte pædagoger og en pædagog med 10 timer tilknyttet gruppen. Udover gruppens åbningstid har pædagogerne også timer i de andre grupper og følger på den måde også sprogbørnene, når de er sammen med de andre børn.

"Det er meget vigtigt at være i en gruppe med ligestillede, som også har svært ved at sige nogle ord, men samtidig at være sammen med børn, der bare snakker og leger. Sprogbørnene får en følelse af, at det er okay at være, som de er, for der er andre, som også er sådan," siger pædagog i sproggruppen, Lone Engen.



Går ud over trivsel. Børnenes sprogvanskeligheder er meget forskellige. Nogle har både udtale- og forståelsesvanskeligheder, nogle har kun udtaleproblemer, og nogle har udelukkende svært ved at forstå, hvad man siger til dem. De har fået plads i "Taletudserne", fordi deres kommunikation var hindret i en sådan grad, at det gik ud over deres trivsel og udvikling.

Lone Engen fortæller om en dreng på fireethalvt år, der havde udviklet en særlig strategi for at overleve i den børnehave, som han kom fra.

"Han havde oplevet at blive mobbet, fordi han ikke kunne gøre sig forståelig. Da han begyndte her, videreførte han den måde at klare sig på, som han havde lært sig. Når han kom på legepladsen, fandt han en kost - jeg troede jo, at han ville feje - men fluks han fik kosten, vendte han den med skaftet udad. Og så var han parat til at forsvare sig. Jeg glemmer det aldrig. Der gik en måned eller to, så brugte han ikke kost mere. Det fortæller mig, hvor vigtigt det er, at vi får børnene så tidligt som muligt, inden de får ødelagt deres selvværd og får andre massive problemer på grund af deres vanskeligheder med at kommunikere. Vores børn er lidt af et kludetæppe, for de har ofte både følelsesmæssige og sociale problemer som følge af deres sproglige vanskeligheder," siger hun.



Anerkendende pædagogik. Børnene har ofte isoleret sig fra det almindelige børnesamvær og bærer rundt på en tung bagage, fordi de ikke har følt sig accepteret. Deres selvværd er som regel helt i bund, når de kommer til sproggruppen. Derfor gør pædagogerne meget ud af at arbejde anerkendende og benytter sig af Marte Meo-metoden, hvor man følger barnets initiativer og bekræfter dem positivt. På den måde får de mulighed for at sige noget om det, der optager dem.

Børnene lærer også at vente på deres tur, så alle får mulighed for at sige noget og lytte til de andre. De skal lære at være en del af et fællesskab, og at de kan bidrage med noget væsentligt til fællesskabet.

"Vi sætter ord på alt og gentager, hvad de siger, så de hører det sagt rigtigt, men også fordi de så føler sig mødt," siger Lone Engen.

Tiden er en vigtig faktor for disse børn, pointerer Lene Quist-Jensen, den anden fuldtidsansatte pædagog i sproggruppen.

"Vi gør meget ud af at vise dem, at der er tid til at vente på, at de får formuleret det, som de vil sige. Og tid til, at vi kan spørge, så vi er sikre på, at vi har forstået, hvad barnet vil. De skal have en følelse af, at det er helt acceptabelt at have svært ved at tale. Hos os skal de ikke føle, at de er forkerte på grund af deres handicap," siger hun.

"Til Jonas, som er meget svær at forstå, siger vi: "Vi vil gerne forstå dig, Jonas, og vi er kede af, at vi ikke kan." Så føler han sig jo også mødt. Hvis vi bare ignorerer ham og ikke fortæller ham, at vi rigtig gerne vil forstå, vil han jo føle sig overset og misforstået," siger Lone Engen.

Sproggruppen arbejder også med en meget fast struktur. Når der er kaos indeni, som disse børn ofte oplever, er det vigtigt, at de hele tiden ved, hvad der skal ske. En tavle med billeder af ugens program hænger på væggen, og en bog med næste dags aktiviteter går frem og tilbage mellem institutionen og hjemmene. Desuden bliver der taget mange foto af børnene hver dag, og de sættes ind i bogen, så børn og forældre kan tale om, hvad der er sket den dag.



Væk fra fejl og mangler. Når et barn har været i gruppen i tre måneder, laver pædagogerne en handleplan, som tager udgangspunkt i kompetencer og potentialer. Den diskuteres med forældrene.

"Da jeg arbejdede som støttepædagog, tog vi udgangspunkt i det, som barnet havde svært ved. Sikke en rapport vi nogle gange lavede. Den var fyldt med alle de fejl og mangler, som barnet havde. Nu siger vi: Det kan han. Det er han på vej til at kunne, og hvad kan vi gøre for, at han kommer til at have det som en kompetence. Den gamle fejlfinder-teknik er godt og grundigt begravet i det her hus. Den var ikke anerkendende og ikke opbyggende. Efter et halvt år laver vi en ny handleplan. Så ser vi på, hvad hvert barn har lært siden sidst. Heldigvis kan vi sige, at de rykker meget," siger Lone Engen.

"Det er et godt arbejdsredskab for os. Vi kan tydeligt se, om vi gør det, vi tror, vi gør," siger Lene Quist-Jensen.

Pædagogerne samarbejder med en psykolog, talepædagog og ergoterapeut fra kommunens PPR. Herfra modtager pædagogerne også supervision og gode råd, hvis de er i tvivl om noget. Ud over det rent sproglige arbejder pædagogerne med det grov- og finmotoriske, opmærksomhed og koncentration.

Når et barn ikke har brug for sproggruppen længere - eller er blevet for gammel - skal det enten tilbage til sin gamle børnehave, i skole, eller være fuldtids på den stue i Doktorvænget, som barnet har været tilknyttet.

"Den bedste udslusning sker til huset her eller til skolestart. Det er nemmest, når barnet skal være her i børnehaven, for så kan man indkøre det gradvist et par dage om ugen. Det kan være svært at komme tilbage til en institution, som man forlod for et par år siden," siger Lone Engen.