Spejling er et effektivt værktøj

Målet med de almindelige pædagogiske metoder er at få et barn til at klare mere og mere selv, så det kan vokse op og blive en selvstændig samfundsborger.

Børn, der ikke vil sidde på stolen, i rundkredsen eller ikke vil være med i legen, vejledes til at ændre adfærd fra noget uhensigtsmæssigt til noget mere hensigtsmæssigt. Hvis barnet stadig ikke vil, stiller man krav.

Almindelig pædagogik virker som regel på de fleste børn, som i tilfredsstillende grad gør, hvad pædagogen vil have dem til at gøre. Men der er også situationer, hvor barnet ikke gør, hvad man ønsker.

For mange år siden var praktiserende psykolog og specialist i klinisk børnepsykologi Lars Rasborg medhjælper i en børnehave. Det var her, han først blev nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor de adfærdsregulerende metoder ikke blot er uden effekt på nogle børn, men ligefrem kan forstærke deres modstand på at indfri den voksnes anmodning.

Da han senere i karrieren som børnepsykolog arbejdede med omsorgssvigtede børn, fandt han – ud fra praktiske erfaringer, læsning af udviklingspsykologiske teorier og inspiration fra den moderlige omsorg for spædbørn og småbørn – ud af, at det først og fremmest er to forhold, der gør dem uimodtagelige for almindelig pædagogik.

»Svigtede børn er ikke så følelsesmæssigt modne som sunde børn. Deres lyster og impulsivitet overtrumfer ofte deres evne til at modtage en sproglig anvisning. Derudover har omsorgssvigt fået børnene til at udvikle mistillid til den voksne, der ses som en modstander, hvor almindelige børn ser den voksne som en hjælper. Derfor har disse børn behov for, at vi forstår og accepterer deres følelsesmæssige tilstand, før vi stiller krav. Forståelsen alene kan i nogle tilfælde være nok til, at barnet opfylder kravet. I andre tilfælde må forståelsen suppleres med, at man konkret guider barnet,« siger Lars Rasborg.



Spejling. ’Du er forkert. Vi vil gerne have at du ændrer dig’. Det er den underliggende besked, som af det pressede barn kan opfattes som et tillidsbrud, når adfærdsændring er pædagogens ærinde. Derfor udviklede Lars Rasborg spejling og jeg-støtte som metoder, der konkret kan vise barnet forståelse og accept.

»Spejling består i at fortælle barnet, hvordan dets adfærd måske kan forstås. Det kan for eksempel lyde sådan: ’Måske er du så optaget af at lege, at du slet ikke har lyst til at komme hen og få frokost’. Det lyder enkelt, men kan være svært for pædagoger at lære. For spejlingen er et radikalt brud med det, vi er så vant til at gøre i pædagogisk arbejde: at vejlede barnet, stille krav og stille spørgsmål. Det eneste, spejlingen gør, er at tilbyde barnet ord for dets tilstand. Det indebærer, at pædagogen for en stund sætter ønsket om en ændret adfærd på pause og accepterer, at barnet ikke vil stoppe legen og spise frokost,« siger Lars Rasborg.

Spejling er velkendt i omsorgen for et spædbarn. ’Du er nok træt, men måske så opkørt, at det er svært at falde til ro’, kan en mor sige til sit grædende spædbarn.

»Den almindeligt omsorgsfulde mor fornemmer intuitivt, at den korteste vej til ro er, at hun rummer uroen og ser den som meningsfuld. Selvom barnet ikke forstår hendes ord, mærker det tonen og føler sig accepteret og forstået,« siger Lars Rasborg.

Når barnet får sprog, holder de fleste voksne, både forældre og pædagoger, op med at anvende spejling.

»Det er, som om vi forestiller os, at det urolige, overtrætte barn nu er så stor, at det kan følge en vejledning om at ligge stille, eller svare på et spørgsmål, som for eksempel: ’Hvad er der dog med dig?’. Det kan være en god idé at se det sproglige børnehavebarn som mindre, end det i virkeligheden er – som et barn uden sprog. For måske forstår barnet slet ikke en sproglig anvisning,« siger Lars Rasborg.



Jeg-støtte. I nogle tilfælde virker spejlingen med det samme. Alene det, at barnet føler sig set, hørt og forstået kan bevirke, at det går hen til frokostbordet. I andre tilfælde virker spejlingen ’blødgørende’, så barnet på længere sigt bliver nemmere at nå.

Hvis barnet, efter at det er blevet spejlet, fortsat ikke gør det, pædagogen ønsker, kan forklaringen være, at det mangler en simpel handlingsanvisning. Det har brug for jeg-støtte: ’Kom du her. Nu går vi to hen og sætter os ved frokostbordet’.

»Når et barn føler sig presset, kan ansvaret for situationen virke tyngende. Derfor bør pædagogen tage det fulde ansvar, ligesom man helt naturligt vil gøre det over for et mindre barn. Eksempelvis aftaler man ikke med en etårig dreng, at han gerne må gå rundt på græsplænen ved en sø, bare han holder sig fra søen. Vi ville heller ikke formulere en regel om det, men holde øje og tage ansvar for, at barnet ikke går ud i søen. Hvis vi pludselig så barnet ude i søen, ville vi tage det på os som vores fejl, at vi ikke havde holdt godt nok øje,og derefter vil vi holde bedre øje,« siger Lars Rasborg.

Han understreger, at der ikke er noget nyt i hverken spejling eller jeg- støtte. Metoderne er velkendte i omsorgen for de mindste børn, selvom de der ikke har noget navn.

»Det nye, som jeg gør, er blot at beskrive, hvad metoderne går ud på, at give dem navne og at foreslå, at de i visse situationer kan være hjælpsomme, selvom børnene ikke længere er små,« siger Lars Rasborg.



Hvad er spejling?

1. En spejling er en beskrivelse af, hvad barnet måske tænker og føler, og af, hvordan det måske kan forstås. En spejling indeholder ikke noget om, hvad den voksne tænker, føler eller gerne vil have barnet til at gøre.

2. Spejlingen er en formodning: ’Måske tænker du …, for vi kan hverken se tanker og følelser eller se, hvordan de kan forstås.

3. Spejlingen er et udsagn, aldrig et spørgsmål. Derved kræver den ikke et svar af barnet.

4. Barnet kan gøre, hvad det vil med spejlingen: lytte til den, holde sig for ørerne, lave lyde, kommentere m.m.



Hvad er jeg-støtte?

1. Jeg-støtte består i sin grundform i skridt for skridt at guide barnet gennem handlingsforløb ved at være tæt på barnet og give det små, enkle anvisninger uden forklaringer.

2. Anvisningerne bør indeholde så små krav, at det må forventes, at barnet kan indfri dem.

3. Den voksne tager ansvar for, at det går godt, og giver, når det alligevel ikke går godt, en ny og bedre støtte.

4. Varianter af jeg-støtte kan være at sænke kravene til barnet, hjælpe det mere og at gøre situationen mere overskuelig.