Solidaritet med slagside; Fanget i fællesskab

Lige siden 60'erne har det været god dansk pædagogisk tradition at opdrage børnene til at blive socialt indstillede borgere i et demokratisk samfund. At indgå i fællesskab, at kunne samarbejde og give udtryk for sine behov i relationer med andre har været centralt i daginstitutionerne. Men to eksperter advarer om, at fællesskab ikke kun er af det gode.

"Daginstitutionernes sociale fællesskabsprojekt er ædelt. Men pædagogerne må ikke glemme, at alle mennesker har brug for at være alene. Og det gælder i den grad også børn, som uden ret mange erfaringer bliver kastet ind til en masse fremmede børn i en institution. Det er råt, så barnet skal have lov til at falde i staver, fordybe sig, finde ro og lege med sig selv. Det er meget vigtigt, at pædagogerne ser de børn, som har brug for det, og ikke presser dem til fællesskab," siger lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), Eva Gulløv, som har foretaget flere feltstudier af børns sociale samspil i daginstitutioner.

Hun bemærker, at danske pædagoger betragter det som et større problem, at et barn er udenfor fællesskabet, end at det ikke kan tale rent eller ikke er renligt. Det er en særlig kulturel prioritering, som ikke genfindes så mange andre steder.

På Institut for Pædagogisk Filosofi på DPU har specialestuderende Anders Rosenlund beskæftiget sig med samme emne. Han mener, at den massive fokus på fællesskab faktisk er øget i daginstitutionerne i disse år, og han mener, at det risikerer at skade børnenes personlige udvikling.

"Fællesskab er positivt i daginstitutionerne i dag - ensomhed er negativt. Ja, ligefrem yt. Og pædagogernes intentioner bag deres store fokus på fællesskab er gode, for det er meget vigtigt at kunne begå sig i sociale sammenhænge. Problemet er, tror jeg, at børnene ikke i tilstrækkelig grad får en dybere erkendelse af sig selv. De lærer ikke egne lyster og behov at kende, men agerer efter fællesskabet. Derfor opfordrer jeg pædagoger til at være mere bevidste om vigtigheden af børns 'alenehed', de bør signalere, at det er ok at være alene," siger Anders Rosenlund, der priser daginstitutioner med 'stillerum' eller 'alenerum'.



Fællesskabets fødsel. Den pædagogiske fokus på fællesskab er født i de idealistiske, fællesskabssøgende og i nogen grad socialistiske 70'ere. At opdrage børnene til at leve som sociale borgere i et demokratisk fællesskab var visionen for mindst en generation af pædagoger. I dag er visionerne ikke så markante.

"Pædagoger i 70'erne havde en samfundsmission, og det er lidt forstemmende, så lidt visionsfyldt faget er i dag. Fællesskabsprioriteringen er i dag udtryk for en praktisk tilrettelæggelse snarere end en vision om en bestemt samfundsudvikling," siger Eva Gulløv.

Der er også to store generelle samfundsudviklinger, som yderligere har skubbet til det pædagogiske fokus på fællesskabet. For det første forlod kvinderne i midten af 1900-tallet deres hjem for at stemple ind på arbejdsmarkedet. Det sendte børnene i vuggestue og børnehave til daglige store fællesskaber, der afløste hjemmets ro med mor indenfor rækkevidde. For det andet har politikere gennem mange år stuvet flere og flere børn ind i landets daginstitutioner. På den måde er fællesskab også en praktisk nødvendighed.

"Jeg tror ikke, at fællesskab er nogen tilsigtet overordnet prioritering fra politikerne - det er en konsekvens af den måde, som vi i dag organiserer barndommen på," siger Eva Gulløv.



Sociale junkier. I dag er der fokus på fællesskab alle steder, mener de to forskere. I familien, i daginstitutionen og siden hen i folkeskolen, fritiden og SFO'en.

"Alle steder får barnet at vide, at det ikke er godt at være alene. At trække sig tilbage er 'kikset'. Vi risikerer at udvikle sociale junkier, som er bange for at gøre noget på egen hånd. Der er en tendens til, at fællesskabet er ved at tage overhånd," siger Anders Rosenlund, der synes at se resultaterne af det massive fokus på fællesskab hos folkeskoleeleverne.

"Er de ikke sammen med kammerater eller familie, så er de på sms'en eller på chatten. Veninden er aldrig længere end en sms væk - hverken når de går i seng eller står op," siger Anders Rosenlund.

Han tror også, at de unges svære problemer med at vælge livets vej i et samfund med enorm frihed kan stamme fra optagetheden af at dyrke fællesskabet.

"De fleste unge har jo frit valg på alle hylder - det gælder både uddannelse, erhverv, bosted og livsledsager. Det kræver stor selvbevidsthed at træffe sine egne valg i livet, og det kan mange have svært ved, fordi de ikke er vant til at trække sig tilbage fra fællesskabet og lytte til dem selv," siger Anders Rosenlund.



Behov for fordybelse. Forvirringen er total. Hvorfor nu gøre fællesskabet til noget problematisk, når vi i flere år har fået tudet ørerne fulde med, at den stigende individualitet og egoisme er problemet. Vi taler om 'butler-forældre', som servicerer deres barn dagen lang, og vi taler om 'curling-forældre', som fejer alle forhindringer af vejen for deres barn med selvtilstrækkelige børn til følge - børn som mener, at verden drejer sig om dem alene.

"Men jeg tror netop, at pædagoger, og i øvrigt også lærere i folkeskolen, har øget deres fokus på fællesskab, fordi de vil modvirke denne problematisk individualistiske udvikling. De har drejet den sociale knap et niveau op, fordi de oplever mange narcissistiske børn. Min pointe er, at de ikke må gå i den anden grøft, og glemme hvor vigtigt det er at have tid for sig selv," siger Anders Rosenlund.

Det er ifølge de to eksperter et spørgsmål om at være lige så opmærksom på behovet for ro og fordybelse som på behovet for fællesskab.

"Det er jo en enorm svær opgave for pædagogerne, i dagens ofte overfyldte daginstitutioner, at have blik for hvert enkelt barn. Men de sociale bestræbelser må ikke blive forcerede, den gode pædagog, og dem er der mange af, bør lægge mærke til, hvornår et barn har brug for at være alene. Og kan tilmed skelne mellem, hvor når et barn har brug for ro, og hvornår det bliver holdt udenfor - for ensomhed er jo noget andet end behovet for indimellem at være alene," siger Eva Gulløv.





Pædagoger blændet af fællesskab



I daginstitutionen Mågebo i Brøndby er der et naturligt og idealistisk fokus på fællesskab og inkluderende pædagogik. Børn&Unge har vist institutionens leder artiklen ved siden af, og lederen har diskuteret pointerne med sine medarbejdere.

"Det er jo ofte sådan, at når man har fokus på noget fint, så kan man komme til at overse noget andet. Så vi vil da tænke lidt over eksperternes påmindelse om at huske børnenes behov for ro og tid til egne tanker," siger leder af Mågebo Jens Jørgensen.

I Serviceloven står det direkte, at danske daginstitutioner skal arbejde med 'forpligtende fællesskab', og ifølge Jens Jørgensen har der i årtier været fokus på fællesskab i danske daginstitutioner. Det ligger i dag i hele daginstitutionernes organisering i grupper og stuer.

"Grundlæggende vil vi stadig forsøge at skabe en rummelig og inkluderende institution med fokus på fællesskab. Vi har faktisk netop afholdt et weekendkursus om fællesskab. Men eksperternes pointe, at ro og fordybelse også er vigtigt, er spændende. Vi vil bruge det og være opmærksomme på, at børn ofte har brug for at sunde sig lidt. For jeg vil ikke afvise, at det både her og i alle andre danske institutioner sker, at vi har draget et barn unødigt ind i fællesskabet. Det ligger så naturligt," siger Jens Jørgensen.

Han mener også, at rammerne og normeringerne har noget at sige for daginstitutionernes fællesskabsfokus.

"Pladsen er lille, det forringer mulighederne for at være alene. Og med de dårlige normeringer kan det være svært for pædagogerne hele tiden at have empati og blik for den enkelte," siger Jens Jørgensen.