Små øjeblikke af kærhed

For et halvt år siden skrev pædagogstuderende Joan Schjødt Kjær til Børn&Unge for høre, om vi ville skrive om et sted og især en pædagog, som havde holdt fast ved glæden og begejstringen i det pædagogiske arbejde.

Det ville vi gerne. Stedet er Børnehaven Ridemandsmøllevej i Godthåb syd for Aalborg. Pædagogen er Helle Nielsen.

Skønt det er gråt, vådt og blæsende i resten af landet, skinner solen fra en isblå, skyfri himmel over Godthåb. Inde i børnehaven summer det af liv og godt humør. Her har Helle Nielsen været pædagog i 14 år, og hun mener, at hun hver dag giver børnene 'kærhed', en sammenskrivning af nærhed og kærlighed. Det er derfor, hun stadig elsker sit arbejde.



"Jeg kan lide at være sammen med børnene og ser mulighederne i samværet med dem i stedet for at se begrænsningerne. Og så er det min naturlige interesse for andre mennesker, der gør det. Det er den naturlige nysgerrighed over for, hvordan andre har det, og hvad de har lyst til. En åbenhed over for at se de små ting og at se og anerkende barnet for det, det er og føler," siger hun.

Det syn på arbejdet har hun formået at give videre til pædagogstuderende Joan Schjødt Kjær, som bliver færdig med sin uddannelse i januar 2011. Hun var i praktik i børnehaven i efteråret 2008, og hun har taget stemningen og det glade syn på pædagogik med sig.

"Her mødte jeg en begejstring for faget og pædagoger, som kan lide deres arbejde, og som synes, at det er spændende og dejligt at være sammen med børnene. Det gennemsyrer hele institutionen og alt, hvad pædagogerne gør. De mener, hvad de siger, og de gør, hvad de mener. Jeg blev grebet af deres indstilling til børnene og arbejdet. Deres måde at arbejde på betyder, at man bliver opmærksom og er til stede sammen med børnene, og det gør det værd for mig at være pædagog," siger hun.



Børnene har initiativet. Pædagogerne i børnehaven er inspireret af Reggio Emilia-pædagogikken. De har taget barnesynet herfra og gjort det til deres eget. De lægger vægt på, at børnene er kompetente, og de tager udgangspunkt i det, børnene interesserer sig for. Det er altid børnenes initiativer, der er bestemmende for, hvad børn og pædagoger beskæftiger sig med. Helle Nielsen synes, at det giver en positiv ånd og en mulighed for at fordybe sig med børnene og for at se, hvordan de udvikler sig i en proces.

"Anerkendelse ligger for mig i, at man gør, hvad man siger. At det ikke bare er fine ord i en plan, men som også bliver ført ud i praksis, og børnenes initiativer er grundlaget.

Vi lytter til dem og tager dem alvorligt. Et eksempel er, at vi plejer at tage ned til åen for at fange haletudser, og det ville vi også gøre i år. Men den børnegruppe, vi havde på det tidspunkt, havde ingen interesse for haletudserne, så projektet døde, fordi det ikke var deres behov. Det viser, at vi voksne ikke kan bestemme dagsordenen. Men vi skal vide, hvad vi vil opnå som pædagoger, og hvordan vi kan videreudvikle børnenes kompetencer," siger hun.

Joan Schjødt Kjær kan i denne børnehave også i dag både mærke og se, at teori og praksis passer sammen.

"Når jeg ser på alle de små projekter, der er gang i her, kan jeg se, at det udspringer af, hvad børnene er optaget af og har interesse for. Tager man udgangspunkt i det, som barnet synes er spændende, bliver samværet med barnet også helt anderledes. Så kan man bedre forstå, hvad barnet vil, og hvad det oplever," siger hun.



Øjeblikke af nærvær. Helle Nielsen og Joan Schjødt Kjær oplever især lykken som pædagog i små øjeblikke af nærvær og fordybelse sammen med børnene.

"Når man følger børnenes initiativer og er til stede i de aktiviteter, man laver sammen med dem, så synes børnene, at det er fedt. Og det smitter af på mig som pædagog og bliver også sjovere for mig. Jeg bliver grebet af den samme begejstring som børnene. Det er de små situationer, hvor man mærker, at barnet virkelig er interesseret. Man oplever et lille magisk øjeblik, hvor man sammen bliver opslugt. Og det er der, jeg bliver glad for at være pædagog," siger Joan Schjødt Kjær og fortæller om et af de øjeblikke, der har gjort hende lykkelig, mens hun var på arbejde.

"Jeg arbejdede i en vuggestue, og der var et barn, som sad og spise tusindfryd fra græsplænen. Jeg satte mig sammen med barnet, og vi iagttog sammen den lille blomst og dens skønhed. Det lille øjeblik med et helt specielt nærvær er sådan et øjeblik, hvor man kan lide at være pædagog," siger hun.

Helle Nielsen har også et eksempel på noget, som har gjort hende særlig glad. For hende er det især i de øjeblikke, hvor hun kan mærke, at det, hun gør sammen med børnene, virker.

"Vi arbejder med empatiprogrammet 'Trin for Trin' og snakker om, hvad man føler, når man får noget af andre. Jeg spørger Astrid, hvad hun føler, hvis jeg giver hende en pose slik. 'Jeg bliver bare så glad', siger hun. Så siger Tobias: 'Jeg bliver sur' og vender mundvigene nedad. Så siger Mikkel: 'Ja, men hvis vi deler, bliver vi alle glade'. Og så tænker jeg, at de har fattet, hvad det handler om, og det gør mig glad at opleve sådan noget i mit arbejde. Ofte er det jo børnene, der skærer ud i pap for én, hvad det er, tingene drejer sig om. Det er livsbekræftende, når børnene har forstået, hvad man gerne vil lære dem, for så har man gjort det rigtige," siger hun.

Joan Schjødt Kjær er sikker på, at hvis ikke Helle Nielsen havde været nærværende i den situation og virkelig lyttet til, hvad børnene sagde, var det ikke sikkert, at indsatsen for at lære dem om følelser og social adfærd havde givet samme resultat.

"Hvis det, vi arbejder med, bare er noget vi gør, fordi vi skal, og ikke er til stede, får vi ikke det samme resultat. Børnene skal kunne mærke, at det, vi laver, også betyder noget for pædagogen. Ellers står de af," siger hun.



Positiv, spontan og skør. At have fokus på glæde og kærhed i pædagogikken begyndte for Helle Nielsen, da hun læste til pædagog. Hun skrev opgave om 'at kærlighed er den bedste pædagogik', og det har hun holdt fast i siden. Hun mener også, at det afholder hende fra at brænde ud i et fag, hvor vilkårene ikke er så gode.

"Kærlighed og nærvær i pædagogik ligger dybt i mig. Udgangspunktet er, at jeg kan lide at være sammen med børnene, og at jeg kan rumme dem med alt det, som de er.

Samtidig betyder det meget, at vi som kolleger anerkender hinanden med hver vores måde at gøre tingene på, og at vi er fælles om barnesynet. Vi står sammen om det, vi gør, og bakker hinanden op," siger hun.

Joan Schjødt Kjær oplevede, at hun var kommet til et sted, hvor pædagogerne ikke var bange for at gøre noget skørt.

"Jeg tror stadig på, at det er vigtigt, at man giver sig selv lov til at være spontan og udnytte de rammer, der nu engang er, sådan at man alligevel kan synes som pædagog, at man gør et godt stykke arbejde, og at børnene har haft en god dag," siger hun.

"Vi har jo valgt faget, fordi vi vil arbejde med børn. Og så kan det ikke nytte, at nedskæringer og dårlige vilkår skal bremse os. Vi får intet ud af at sætte os ned i et hjørne og vente på, at det bliver bedre. Så det gør vi ikke her," siger Helle Nielsen.

Joan Schjødt Kjær mener, at det handler om at være nærværende og se, hvad børnene oplever.

"Hvis man ser det enkelte barn og lægger vægt på at have tætte relationer, kan det overskygge det negative og gøre det nemmere at holde gejsten oppe. Derfor er jeg også overbevist om, at det er den måde, jeg skal arbejde på, så jeg ikke kører træt i fremtiden. Man skal italesætte det positive, for så kommer det i fokus, og de mere negative ting glider lidt i baggrunden," siger hun.



Aladdins hule. Helle Nielsen og Joan Schjødt Kjær synes, at pædagogik er et nemt fag at blive begejstret i.

"Når jeg kan se børnene være glade eller opleve noget for første gang, får jeg den menneskelige respons. Det er kontakten med andre mennesker, som giver noget specielt. Og så lærer børnene os, at det er de små ting, vi skal huske at se og glædes ved. Når man kan det, er det også nemmere at klare de store forandringer, der sker omkring os," siger Joan Schjødt Kjær.

"Man kan jo godt tage på arbejde og spørge sig selv, hvordan kommer jeg igennem den her dag. Men så åbner man døren ind til børnehaven, og der står fire børn og råber godmorgen og fortæller om noget, der optager dem lige nu. Det kan faktisk føles, som om man kommer ind i Aladdins hule. Lois Malagucci, som er filosoffen bag Reggio Emilia-pædagogikken, siger, at børn er guld, og at pædagogik handler om, at vi skal pudse guldet. Jeg tror, at man pudser børn, så de kommer til at stråle ved at se dem og anerkende dem, og det kan bare handle om, at man om morgenen ser det nye hårspænde, som en pige har fået og er så glad for," siger Helle Nielsen.

At være glade og begejstrede er ikke en beslutning, som pædagogerne har taget bevidst.

"Men vi vælger at se på det positive i jobbet med alt, hvad det indebærer. Vi skal være på arbejde i mange timer, og så vi kan lige så godt nyde det. Jeg tror, at det handler om at anerkende hinanden og børnene. Nu er anerkendelse næsten blevet en floskel, men anerkendelse skal jo ikke bare være noget, man skriver i fine planer. Man skal mene det og gøre det," siger Helle Nielsen.