Små lokomotiver. Lad de intelligente børn føre an

Det er spild af ressourcer og skader børnene, hvis ikke man giver de særligt intelligente børn lov til at udfolde deres kunnen, siger børnepsykolog Ole Kyed.

Mellem to og fem procent af alle børn siges at være ’særligt intelligente’, eller som Ole Kyed, dansk ekspert på området, foretrækker at sige, så har børnene ’særlige forudsætninger’ eller et ’særligt potentiale’.

»Når man siger potentiale, understreger det, at det er noget, der skal arbejdes med, før det udmønter sig i kompetencer,« forklarer børne­psykologen, der er forfatter til den populære bog ’Intelligente børn – børn med særlige forudsætninger’.

Bogen er netop genudgivet med opdaterede casebeskrivelser og reviderede tekster. Selvom det er otte år siden, førsteudgaven kom, mangler der stadig i dag meget information om, hvordan man bedst kan arbejde med, hjælpe og understøtte de særligt intelligente børn i en børnegruppe, fortæller Ole Kyed.

For modsat, hvad man kunne tro, er det ikke nemt at være langt klogere end gennemsnittet, og den nødvendige viden om børnene er ’endnu ikke en naturlig del af den almindelige pædagogiske tænkning, eller en del af de pædagogiske tilbud’, skriver Ole Kyed i sin bog.



Hvad skal pædagoger blive bedre til?

»De skal give børnene plads til at udfolde sig. Et barn skal ikke holdes tilbage i sin læring. Jeg hørte så sent som i går fra nogle forældre, at de fra daginstitutionen havde fået at vide, at de skulle lade være med at pace deres barn. Men når interessen er der, og vi så nærmest forhindrer børn i at svare på spørgsmål omkring bogstaver, bare fordi de er fire år, eller ikke understøtter dem i det, de kan, så kan det skade børnene. Nogle skjuler, at de kan læse, gør sig dårligere i skolen for at passe ind eller bliver urolige, fordi de føler sig forkerte. Nogle får ligefrem diagnoser påhæftet, men jeg ser gang på gang, at når barnet endelig får opgaver at beskæftige sig med, som giver mening og udfordrer, så forsvinder uroen, og koncentrationen kommer. De vil så gerne lære.«



Hvordan sikre, at alle børn får det bedste ud af legen eller undervisningen?

»Man skal medtænke det, de særligt intelligente kan, og lade dem føre an og trække børnegruppen fremad. Mange højt begavede børn oplever at skille sig ud og får det skidt selvværdsmæssigt. Vi spilder en ­forfærdelig masse ressourcer ved ikke at bruge deres kunnen«.



Kan almeninstitutioner og folkeskolen rumme børnene?

»Ja, når vi ser og medtænker dem. Men ligesom de her børn kræver meget af deres forældre, gør de det også af pædagoger og lærere. Og det kræver tid. Men tid må ikke være en undskyldning, men en udfordring, vi har sammen«.



Om bogen

’De intelligente børn - Børn med særlige forudsætninger’, 2. udgave, Akademisk Forlag 2015, 310 sider, vejl. pris 300 kr.



Om forfatteren

Ole Kyed har 40 års erfaring som børnepsykolog og er ekspert i børn med særlige forudsætninger. Han er souschef i Den Pædagogiske Psykologiske Rådgivning i Lyngby Taarbæk Kommune, og har egen rådgivningspraksis. I august var han med til at afholde World Council for Gifted and Talented Childrens verdenskonference i Danmark, og til november kan du på Bogforum i Bella Center høre ham tale om sin bog.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.