Små institutioner - mindre end lille

Vinduet står på vid gab i den tidligere skole i Sønderho på Fanø. Udenfor løber en flok glade unger og leger i blæsten, i klitterne. Børnehuset Bakskuld er en af landets mindste institutioner og holder til i et af de smukke, stråtækte huse, der er så karakteristiske for Fanø.

Puljeinstitutionen blev oprettet på forældreinitiativ for ni år siden og har plads til 16 børn. For øjeblikket er der kun 13 børn og fire faste medarbejdere.

Der er hverken hegn eller stakit omkring legepladsen. Børnene navigerer efter ét enkelt pejlemærke: de skal altid kunne se Bakskuld, derfra hvor de leger.

"De må godt gå op på klitterne. En dag var de væk, og jeg måtte ud og lede efter dem. Der ligger sådan en lille lund derovre, og der fandt jeg dem. Jeg var vred og sagde "I kan jo ikke se Bakskuld". Så svarede de "Jo, vi kan se skorstenen," fortæller pædagogmedhjælper Tina Sonnichsen.

Normalt fungerer reglen udmærket, og er i al sin enkelhed et godt billede på den lille puljeinstitution: her kan det meste lade sig gøre, friheden er stor, og foretagendet kan i høj grad minde om en velfungerende familie, hvor der tages hensyn til den enkelte.



Én stor familie. Flere af Bakskulds børn er søskende, og alle føler sig stærkt forbundet i den lille børnegruppe, hvor man må "strække sig" og lege med et større barn den ene dag og et mindre den anden.

"Det er de små steders største styrke, at børnene leger sammen på tværs af alder. De er jo i mesterlære hos hinanden, og det er SÅ vigtigt at lære af hinanden og drage omsorg for hinanden uanset alder," mener Diana Boholm, der har været pædagog i Bakskuld et par år. Samtidig peger hun dog også på den lille gruppes sårbarhed.

"Nogle kan køre for sig selv i perioder, fordi de ikke falder i hak med andre i børnegruppen. Der er ikke så mange at vælge imellem."

Pædagogisk lægger Bakskuld vægt på tryghed, fri leg og spontanitet.

"Der er meget kort fra idé til handling. Vi går bare i gang, for der skal jo ikke organiseres noget med andre stuer. Og hvis vi ser noget hos børnene, der kræver en særlig indsats, har vi heller ikke lang betænkningstid. De få børn betyder meget for lysten til at gå i gang. Det er meget overskueligt at male eller andet, og det gør det nemmere at følge den enkelte til dørs og blive færdig med et projekt, at der ikke er flere børn," mener Diana Boholm.

Den tid, som der er så lidt af andre steder, har de rigeligt af her. Det kommer både børn og voksne til gode.

"Vi har tid til at stå og vente på, at de små får knappet deres tøj. Og jeg synes også, vi kommer godt rundt om et barn. I en stor institution kan man jo nogle gange stå og tænke over, hvor Peter egentlig er, eller hvad han har lavet i løbet af dagen. Her ved vi altid præcis, hvor de er," forklarer Marianne Hilkjær. Hun er stedets anden pædagogmedhjælper og er netop blevet færdig med at putte to små i barnevogne udenfor huset.



Smørhuller under pres. Sammenfattet er medarbejderne helt enige om, at Bakskuld er et smørhul - både for børnene og den lille, meget fleksible personalegruppe, der til gengæld for fleksibiliteten stort set aldrig går forgæves med individuelle ønsker til mødetider eller andet.

Men er der plads til "de små smørhuller" i fremtidens institutionsstruktur i et Danmark, hvor kommunalreform og udvikling i øvrigt går i retning af større enheder med mange sammenlægninger på daginstitutionsområdet?

Ebbe Søgaard er pædagogisk rådgiver i Landsforeningen Frie Børnehaver og Fritidshjem, der organiserer cirka 350 selvejende institutioner, 50 puljeinstitutioner og 20 private institutioner. Han peger især på én faktor, som gør livet svært for de små institutioner: At der over hele landet indføres økonomimodeller, hvor pengene følger barnet. Tidligere blev de små institutioner ofte vist særlige hensyn og fik for eksempel økonomisk hjælp, der gjorde det muligt for dem at have samme åbningstid som de andre institutioner.

"De rene økonomimodeller gør det vanskeligere og vanskeligere at drive en lille institution. Derfor begynder de små nogle steder selv at vælge at lægge sig sammen for at kunne dække åbningstiden," siger Ebbe Søgaard.

Men andre tendenser peger i en anden retning, blandt andet fordi de nye kommuner agerer forskelligt. Mange steder bliver der etableret områdestrukturer på daginstitutionsområdet for at udnytte stordriftsfordele. Her kan mindre institutioner i nogle tilfælde bevares som en afdeling af en større enhed. I andre kommuner får institutionerne tildelt en økonomi og bestemmer derefter selv, hvordan de vil overleve. Alene eller ved at fusionere med andre.



"De smås" fortsatte eksistens. "Og hvor de små institutioner selv får lejlighed til at bestemme, tror jeg, at de vil vedblive med at eksistere - eller overveje at blive private simpelthen for at blive fri af det pres, som det er at blive lagt sammen med andre," spår Ebbe Søgaard.

I det hele taget oplever han, at der er en særlig kultur i de små institutioner, som ikke er specielt forenelig med sammenlægningerne på institutionsområdet.

"Lederne i de små institutioner er vant til et råderum. De vil have det svært i store organisationer, hvor man skal søge om alt.Jeg kan godt være bekymret for, at de ledere bliver stækket så meget på vingerne i en områdestruktur med meget bureaukrati, at de mister gnisten. For pædagogisk kvalitet afhænger simpelthen af engagement," siger Ebbe Søgaard.

Men sammenlægningerne skaber efter hans mening også modreaktioner.

"Kurven for private institutioner er opadgående hos os. Og jeg tror, at mange af de initiativer, der er omkring private institutioner, ikke nødvendigvis skyldes, at folk synes private institutioner er den allerbedste idé i verden, men mere at de føler sig pressede over kommunernes økonomitænkning. Nogle institutioner kan simpelthen bedre se deres faglighed blive udviklet i en privat struktur. Vi får henvendelser om dette hele tiden og fra hele landet. Jeg er sikker på, at de små institutioner også er der om ti år, for samfundet har brug for dem," forklarer han.

I børnehuset Bakskuld er børnene på vej ind fra legepladsen, godt vindblæste. Ingrid og Victor, der er husets ældste børn, fortæller om fællesaktiviteter med øens øvrige kommende skolebørn én gang om ugen.

"Nogen gange laver vi snobrød. Det er sjovt. Men jeg kan nu bedst lide at være her i Bakskuld," siger Ingrid.

Victor er enig, selvom Ingrid ikke helt kan forstå, hvorfor han så ofte brokker sig over fællesskabet med de andre institutioner.

"Du leger jo så godt, så det er lidt mærkeligt," lyder det eftertænksomt.

"Jamen, der er aaaalt for mange børn," svarer Victor bestemt.