Små grupper; Hjælp til svage kvinder

I en smuk renoveret baggård på kanten af Islands Brygges industrikvarter i København trækker Anne Nielsen en grædende baby op fra barnevognen. Barnet bliver hurtigt roligt, selv om mor ikke er at se. Mor har ikke tid - hun er nemlig til undervisning. Samtidig i et lokale på 1. sal oven over dem går Mette Leisner foroverbøjet fra bord til bord mellem et etnisk fyrværkeri af kvinder og klæder. Hun vejleder den generte etniske klasse, som er ved at nedskrive deres historie fra kvindedaghøjskolens 20-års jubilæumsfest.

Dagligdagen for de fem pædagoger, som er ansat på Københavns Kvindedaghøjskole - den eneste af sin art i Danmark - er pakket med tæt kontakt til kvinder og børn. Men det er samtidig et job, som er langt bredere end arbejdet med lignende grupper på almindelige døgninstitutioner eller dagtilbud. Hverdagen i jobbet er spændt ud mellem en mængde opgaver og ansvarsområder - med eller uden børn. Det ene øjeblik er pædagogerne undervisere, det næste stuepædagoger. Så bliver de personlige vejledere, så myndighedspersoner, som f.eks. indberettere, og så kursustilrettelæggere og ansvarlige, fundraiser- og projektmagere. Til tider det hele på samme dag.

"Det er et job med store og meget forskellige udfordringer," siger Mette Leisner, der er underviser og vejleder især på indvandrerkurserne.

"Vi må i den grad være omstillingsparate. Tilmed er skolens økonomi altid usikker - vi er ikke sikret penge ud over 2005 - så vi sørger selv for at lave projekter, som kan skaffe penge til nye forløb og kurser. Den efteruddannelse, som vi netop har været igennem, kom kun op at stå, fordi vi selv lavede et projekt, som vi kunne få fondsstøtte til," siger Mette Leisner.

Nogle af kvinderne på Københavns Kvindedaghøjskoles kurser har store personlige og sociale problemer. Da daghøjskolen blev grundlagt i 1985 fokuserede skolen i højere grad på erhvervsrettede kurser blandt andet i samarbejde med fagforeningerne. Kvinderne skulle ud i arbejde, oftest industriarbejde. Dengang som nu havde daghøjskolens kursister af en eller anden grund svært ved at leve på til erhvervslivets krav.



Indvandrerkvinder. Nu er over halvdelen af kvinderne indvandrerkvinder, som har mistet eller aldrig fået fodfæste på det danske arbejdsmarked, og blandt skolens øvrige kursister har nogle problemer med anoreksi, eks-misbrug, overvægt, eller det er kvinder med andre psyko-sociale problemer. Andre kvinder skal omskoles på grund af eksempelvis nedslidning eller fyring fra arbejdspladser. Nogle kvinder har simpelthen brug for at få struktur i deres hverdag, og andre har levet et problemfyldt liv, men er nu parate til at komme videre

"Indimellem kan dagligdagen være hård. Vi har mange kasketter på, eksempelvis skift fra børnepasser, oplægsholder til eksterne samarbejdspartnere, individuelle samtaler med kursisterne og undervisning. I forbindelse med kursets uge 10 opleves et personligt "ryk" hos kursisterne, som kan vise sig ved konflikter i gruppen eller på hjemmefronten. Kursisterne udvikler sig meget under det 21 uger lange kursus," siger Anne Nielsen.

Kursisternes personlige problemer gør ikke hverdagen lettere for pædagogerne.

"Vi er opmærksomme på faren for såkaldt "sekundær traumatisering". Når mange kursister hænger med næbbet, har tunge, komplekse problemer, så smitter det af på os. Man skal være opmærksom på ikke at brænde ud," supplerer Mette Leisner.

De ansatte på kvindedaghøjskolen har haft supervision i flere år, men af økonomiske årsager har det været på kontraktbasis i perioder.

"Supervisoren er vel nærmest en mellemting mellem en psykoterapeut og en praktisk problemløser. Det virker godt. Supervisionen støtter mig i at udføre mit arbejde på en personlig og relationel måde, således at det er til kursisternes bedste. Det giver mig gejst, og det støtter min personlige og faglige udvikling," siger Anne Nielsen, der ligesom Mette Leisner understreger, at hun er meget glad for sit job.

Københavns Kvindedaghøjskole har for tiden otte forskellige kursustilbud. Familiekurserne, som består af et fødselsforberedende kursus, et efterfødsels-kursus og et kursus kaldet "Fremtid" for mødre til børn, hvor fokus er forældrekompetencegivende og arbejds- og uddannelsesrettet.

Hertil er knyttet en pasningsordning for børnene, så mødrene har mulighed for at gå på kursus, mens de stadig er tæt på deres børn. Kvinderne er sammen med deres børn i pasningsordningen cirka to timer dagligt, hvor de bliver støttet og rådgivet i deres rolle som mor. Derudover er der kurser for kvinder, der har brug for faglig og personlig afklaring, og på alle kurser er der mulighed for at få supplerende dansk- og matematikundervisning. Nogen kurser har mest vægt på livsstilsændring og kost, andre på sprog- og integrationsdelen.

"Vi arbejder ud fra en holistisk ide og med ideen om de mange intelligenser, derfor har vi mange forskellige tilgange til læringen. Det kan være kropsligt, visuelt/kreativt, "learning by doing", i praktik, eller via personlig vejledning," siger Mette Leisner.



Uforudsigeligt job. "Det er jo et fantastisk alsidigt job. Alle dage er forskellige og uforudsigelige. Vi kan godt lave en dagsorden for en dag, men den holder aldrig," siger Anne Nielsen.

Der er ofte to undervisere på til undervisningen. Det giver kvinderne mulighed for at kunne gå fra med en underviser til individuel vejledning eller undervisning. Halvdelen af samtalerne drejer sig om kursistens personlige udvikling, den anden halvdel om det faglige og elevens erhvervsmæssige fremtid.

"Mange skal jo først til at lære en rytme, hvor de kan klare at stå op om morgenen, klare de daglige pligter og ikke mindst klare deres barn, før de kan komme i betragtning til et job," siger Mette Leisner, der nævner et eksempel fra en tidligere kursist fra Mellemøsten.

Den unge kvinde havde to børn med. De græd en del, var meget rastløse og frustrerede, og havde udviklet en begyndende spiseforstyrrelse. Kvinden reagerede desperat ved nærmest at tvangsfodre dem. Hun forstod ikke, at hun blot forstærkede børnenes negative reaktioner.

"Jeg talte meget med hende, og personalet havde en del konflikter med hende. Hun blev vred, hun skældte ud på os, troede ikke på os og var tæt på at forlade højskolen. Men til sidst fik jeg et tillidsforhold til hende, og hun fandt ud af, at vi godt viste, hvad vi gjorde. Og hun indså, at hendes børn udviklede sig i en god retning sammen med de andre børn. Hun var her et helt år med sine børn," fortæller Mette Leisner.

I dag er den unge kvinde i gang med SOSU-uddannelsen.

"På den måde må vi bruge os selv rigtig meget. Vi er hele tiden rollemodeller for kursisterne, vi skal være "eksemplariske" og autentiske. Og de personlige problemer, som vi tager op med dem, går langt ud over børneopdragelse. Vi vejleder omkring kendskab til deres krop, problemer med kæresten, skilsmisse og kulturelle og praktiske problemer," siger Anne Nielsen.

Det er vigtigt for pædagogerne at være til stede i kontakten med kvinderne hele tiden. Mange er sårbare og har brug for at blive set og hørt samt mødt fordomsfrit, hvor de er lige nu.

Pædagoger og undervisere på Københavns Kvindedaghøjskole tager hele tiden initiativ til nye kurser. Senest har kvinderne igangsat et kursus for XL-kvinder. Det næste kunne blive et kursus for unge kvinder, der aldrig har været på arbejdsmarkedet, eller et iværksætterkursus for indvandrere.

Interviewet er slut - og der går ikke fem minutter, før Mette Leisner sidder bænket i tæt samtale med en kursist i gårdens sol.



Små specialgrupper

• Af BUPL's cirka 53.000 medlemmer tilhører 5.000 de såkaldte små specialgrupper. De er defineret som medlemmer, der ikke er ansat i daginstitutioner, klubber og SFO'er. Her er miljøpædagoger, bibliotekspædagoger, døvepædagoger, ansatte i medborgerhuse, børnehaveassistenter, støttepædagoger, handicap-pædagoger, osv.

• BUPL har ansat fire medarbejdere til specielt at servicere de små specialgrupper. Blandt andet afholdes et årsmøde hver oktober for specialgrupperne. Her er fokus på pædagogisk indhold samt efteruddannelse og kompetenceudvikling.

• Københavns Kvindedaghøjskole blev oprettet i 1985 og er den eneste af sin art i landet. Så de fem BUPL-medlemmer ud af næsten 30 ansatte på daghøjskolen er i sandhed en lille gruppe.







Usikker fremtid for kvindedaghøjskolen

Jobbet på Københavns Kvindedaghøjskole har været usikkert siden skolen blev grundlagt i 1985. Men aldrig så usikkert som lige nu.

"Vi har driftsoverenkomst for daghøjskolevirksomheden 2005 ud - derefter ved vi ikke hvad der sker," siger Ulla Lunde, forstander for Københavns Kvindedaghøjskole.

Forhistorien er kompliceret. Men i grove træk skyldes skolens manglende sikkerhed, at Københavns Kommune nedlægger Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, som Københavns Kvindedaghøjskole hører under. Daghøjskolerne er altså kastet op i fri kommunal luft, samtidig med at statstilskuddet til kommunernes drift af daghøjskoler er forsvundet. Spørgsmålet er altså, hvilke daghøjskoler som kommunen beslutter skal overleve - for der bliver ikke penge til at bevare dem alle, hvis Borgerrepræsentationen ikke pludselig afsætter flere midler.

"Vi kan ikke være sikre på at overleve. Så vi har is i maven og kan ikke planlægge langsigtet - men det er vi jo efterhånden vant til," siger Ulla Lunde.

Der er masser af kvinder, som gerne vil på Københavns Kvindedaghøjskole. Problemet er at få dem visiteret af kommunens overbelastede socialrådgivere, der nu skal lave en resurseprofil på borgeren, inden vedkommende kan få bevilget et kursus.

Skolen får i øjeblikket 380.000 kr. i fast tilskud om året. Derudover giver Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens taxameter godt 1.400 kr. per kursist per kursusuge og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen 775 kr. per kursist per kursusuge.