Små grupper; Fremtiden har lyd på

Drengen løber med hockeystaven hævet mod den lille bold. Han bliver i sidste øjeblik tacklet af en anden dreng, så bolden ryger op i luften og videre hen over græsplænen. Kampen om den lille hvide bold er intens, men næsten lydløs. Drengene kigger på skift ned på bolden og op på deres modstander.

De to drenge leger godt sammen, men de er ikke så lige, som de var før. Den ene dreng har for nylig fået en sans, som den anden dreng ikke har. For første gang i sit liv er han begyndt at høre lyde, og hans legekammerat har ingen begreb om, hvordan det er.

Drengen har fået en Cochlear Implant-operation og et dertilhørende udstyr, der ved hjælp af elektroniske lyde skaber en hørelse for drengen. Nu skal hans nye sans optrænes og stimuleres, og lægerne anbefaler derfor, at han ikke er for meget sammen med døve børn. Nu skal han lære at tale dansk, og tegnsprog skal ikke længere være hans førstesprog.



Ikke handicappet. Pædagogen Vera Petersen står på legepladsen på specialinstitutionen Jægerhytten i Albertslund og fortæller om de to drenge med hockeystavene. Hun er selv døv og snakker denne dag via en professionel tolk. Hænder og arme skærer gennem luften i præcise ryk og danner bogstaver og ord i verdens eneste lydløse sprog. Munden bevæger sig simultant, som om den oversætter og bekræfter, hvad hænderne "siger", og en gang i mellem former munden ligefrem ordene med lyd på. Vera Petersen har altid været meget hørehæmmet, men har lært at sige en del med munden.

I Jægerhytten er det dog hendes styrke, at hun er døv og altid har været det og derfor heller ikke opfatter sig selv som handicappet. Hendes opgave er at være pædagog for de hørehæmmede børn, og sådan har det været, lige siden hun blev ansat i 1985 som nyuddannet pædagog. I praktiktiden på seminariet var hun ude i en almindelig børnehaveklasse, og her gik pigerne over og holdt hende i hånden, fordi de syntes, det var synd for hende. Siden dengang har hun kun været pædagog for de hørehæmmede børn.

Over 20 år efter oplever hun nu for første gang, at børn med hørelse bliver blandet med de hørehæmmede børn på sin stue. Cochlear Implant er en mindre revolution for de hørehæmmede og flertallet af de børn, der kan få operationen og det tilhørende udstyr, får den i dag. Derfor gav det ikke længere mening at opretholde en stue udelukkende for de døve i Jægerhytten, dem er der nemlig kun tre tilbage af. For nylig blev to døve pædagoger afskediget, fordi der ikke er nok døve børn i institutionen.

"Puha, jeg kan godt se, det er kommet for at blive," siger Vera Petersen, da hun bliver spurgt om udviklingen med Cochlear Implant.

"Jeg er glad for, jeg ikke er ung pædagog længere, for hvor skal de arbejde? Jeg tager et år ad gangen, men det kan godt være, jeg skal på tidlig pension eller efterløn," siger hun.



Cochlear Implant. Jægerhytten er en blandt 12 daginstitutioner i Danmark, hvor personalet kan tegnsprog. Souschef Henriette Salmon forklarer, at Jægerhytten har 30 almindelige kommunale pladser og 15 amtskommunale pladser, der er forbeholdt børn med specielle behov. Før var de 15 pladser udelukkende for hørehæmmede børn, men Cochlear Implant har betydet, at Jægerhytten nu også tager børn med andre problemer. I et lille rum står en rullestol og en respirator, som et barn bruger ved sin middagslur, i et andet rum ligger en autistisk dreng og sover under et tæppe, og imens træner en pædagog en lille pige, der har svært ved at gå.

Jægerhytten ligner på mange måder en almindelig institution, men der er alligevel undtagelser. Under scenen med kulørte lamper ligger en kraftig bas, så de hørehæmmede børn, kan mærke musikken, når de optræder. I et andet rum er væggene belagt med lydisolering, så de hørehæmmede børn ikke bliver forstyrret, når de træner med talepædagogerne.

"Det betyder meget for børnene, at de ikke behøver at blive kørt til taleinstituttet, når de skal til talepædagog," fortæller Henriette Salmon.

En del af børnene bliver nemlig i forvejen kørt i taxa til og fra daginstitutionen, fordi de bor så langt væk, at deres forældre ikke kan aflevere dem. Næsten hver dag får børnene et stykke papir med hjem med billeder og lidt tekst om, hvordan dagen er gået, så forældrene kan følge med i hverdagen på Jægerhytten.



Visuelle forstyrrelser. Det er eftermiddag, og mange af de mindste børn er lige vågnet. En pige er ved at blive klædt på af en pædagog ude på badeværelset, og den lille firkantede sender til Cochlear Implant, der hænger på brystet, er synlig.

En pædagog sidder ved et lyst træbord og smører boller og deler frugt ud - "a-b-r-i-k-o-s-e-r", mens de vågne børn på skift bliver båret eller fulgt ind til bordet. En lille dreng bevæger sig konstant på stolen, mens han smilende snakker. Bag hans højre øre sidder en lille rund magnet på størrelse med en femkrone og vidner om, at han også har fået en Cochlear Implant.

Vera Petersen og tolken står lidt væk fra bordet og fortæller om børnene. En lille pige følger hele tiden de to kvinders hurtige fysiske sprog.

"Se, hun kan ikke koncentrere sig om at spise, fordi hun hele tiden bliver forstyrret visuelt af vores bevægelser. Hørehæmmede børn bliver nemt forstyrret af bevægelser. Hun er et af de børn, der ikke kan få en Cochlear Implant," fortæller Vera Petersen.

De visuelle forstyrrelser betyder også, at børnene skal være i mindre grupper end i almindelige daginstitutioner, og der må ikke hænge for mange ting ned fra loftet.

Pigen vender sig om mod sin sidekammerat, en dreng med almindelig hørelse, og han begynder at efterligne hendes tegnsprog. Selv for en analfabet i det stille sprog er det muligt at oversætte pigens tegn for at sove.

"De hørende børn lærer noget tegnsprog, og de hørehæmmede børn lærer af de hørende børn. Hvis nogle hørende børn er ved at bygge en hule, kommunikerer de meget - en pude skal være der, moren og faren skal bo der osv., og de hørehæmmede børn observerer legen grundigt, og så gentager de den næste dag," siger Vera Petersen.

Hver morgen sidder alle børnene til samling, og den situation tvivler Vera Petersen på er en fordel for de døve børn.

"Mens jeg tolker for dem, hvad der sker, er de andre børn allerede videre. De døve børn er derfor hele tiden bagud," siger Vera Petersen.

De er dog alligevel med til næsten alle aktiviteter i daginstitutionen, og der er faktisk ikke meget i Jægerhytten, der adskiller sig fra andre institutioner. De hørehæmmede børn er med til rytmik, og når de slår i trommerne kan de fornemme vibrationerne, og de døve børn får læst historier op med tegnsprog.

"Hvis der bliver sunget sange, tager jeg ofte de døve børn med hen og laver noget andet, når der er blevet sunget to-tre sange," siger Vera Petersen, som et eksempel på hvornår der er forskel mellem de hørehæmmede og hørende børn.

Den rutinerede pædagog skal ind på kontoret for at ordne nogle papirer sammen med en døv pædagogstuderende, der er i praktik på Jægerhytten i øjeblikket. Bagefter peger hun på en skrivetelefon og forklarer, at institutionen bruger den til at sende beskeder til de døve forældre.

"Skrivetelefonen er dog på vej mod sin død, fordi den er meget dyr i drift - i dag vælger alle at bruge SMS," siger Vera Petersen.