Små grupper; En hel skole

Klokken er et kvarter i elleve, og bordene i lærerværelset er fyldt med dampende kaffekopper. Havde det været et klasselokale, ville læreren nok have bedt om ro, men herinde taler man i munden på hinanden, hvis man da ikke fylder den med sin medbragte kartoffelmad. Det er frikvarter på Laursens Realskole i Århus.

Pædagogen Malene Ringberg står og taler med en lærer lige til højre for kaffemaskinen, mens lederen af SFO'en, Lene Christiansen, går gennem det gamle lærerværelse med en stak kuverter med afslag under armen. 85 frimærker skal der til for at fortælle, at det opslåede job som pædagogmedhjælper i SFO'en er blevet besat.

Lene Christiansen og Malene Ringberg er pædagoger og dermed i mindretal i det aflange lokale med sorte og lilla stole og gamle P.H. lamper, der lyser ned på de talende lærere. Herinde er alle dog lige. SFO'en er en del af Laursens Realskole og ikke et vedhæng.

De to pædagoger i SFO'en underviser også børnene op til tredje klasse og har forberedelsestid til timerne, som de andre lærere på skolen, forklarer de med hævede stemmer for at overdøve deres kolleger. De er bl.a. med til skovskole om mandagen, hvor eleverne bliver undervist ude i naturen.

I BUPL arbejder ca. 500 medlemmer på privatskoler, friskoler og andre skoler uden for det offentlige system. Ofte udgør pædagogerne små enheder på skolerne, og det gælder også på Laursens Realskole.

"Vi skal have et godt forhold til hinanden, og vi skal respektere hinanden. Hvis vi ikke havde det, kunne vi ikke blive her," siger Lene Christiansen og tilføjer, at de to pædagoger en gang i mellem går på café sammen i fritiden.

Laursens Realskole tog navn efter lærerinden Fru Anne Laursen, der blev leder af skolen i 1891. Skolen var dengang kendt for at tage afslappet på datidens krav om disciplin, og eleverne fik aldrig tæv med spanskrøret, men højest en øretæve en sjælden gang, kan man læse på skolens hjemmeside.

I dag er den sidste øretæve for længst uddelt, og nu er nogle af skolens nøgleord tryghed, tillid og kreativitet. Begge pædagoger er meget begejstrede for at arbejde på den gamle skole, også selv om en senere rundvisning afslører, at væggene hist og her godt kunne trænge til en kraftig gang polyfilla - men det kunne væggene på mange danske folkeskoler selvfølgelig også.

"Her er der meget kort vej fra idé til handling. Det er et lille sted, og der er ikke mange led, så det er nemt at komme igennem med sine ting, der er meget, der kan lade sig gøre," siger Lene Christiansen, der i dag ikke har lyst til at vende tilbage på en almindelig kommunal SFO, også selv om hun har været tilfreds med sine tidligere arbejdspladser.

De to pædagoger har blandt andet været med til at opfinde et nyt fag for de mindste børn på skolen for tre år siden. Hver tirsdag formiddag har børnene op til 3. klasse faget musik og drama, hvor de får lov til at udfolde sig både med rytmer og med kroppen.

"Skolen vægter i det hele taget musik og det fysiske højt. Børn rører sig jo for lidt i dag," siger Lene Christiansen.

I dag er det torsdag. Malene Ringberg kigger på uret og siger, hun bliver nødt til at gå til time. Fra 11 til 13 skal hun have værkstedsfag med 1. og 2. klasses elever. Fagværkstedet tager udgangspunkt billedkunst, dansk, kristendom, matematik og naturfag, og børnene bliver undervist inden for lidt løsere rammer. Her laver de for eksempel købmandsbutik for at lære at regne.

På Laursens Realskole går der kun 16 elever i hver klasse, og i dag er første og anden klasse delt op i fire hold af otte børn. Malene Ringbergs hold bliver i lokalet, med betegnelsen "krearum" på skiltet uden for døren.

"Børnene deles i forskellige hold på tværs af klasserne, efter modenhed, køn, særlige behov og andre måder," siger Malene Ringberg, mens hun tager dunke med rød, gul og blå maling frem.

De otte børn kravler op på de høje stole og sætter sig til rette med deres malertrøjer. De sidder pænt, mens deres øjne følger de tre malerklatter, der sprøjtes ud på deres papir foran dem.

"Er der nogle, der ved, hvordan man blander grøn?" spørger Malene Ringberg.

De små arme bliver skudt op i luften, så den strittende finger næsten ikke kan følge med op, og en pige med opsat hår får lov til at give det rigtige svar.

Børnene får besked på at forsøge at blande forskellige farver med de tre grundfarver, og derefter sidder børnene koncentreret og tegner små og store farveklatter på papiret.

Malene Ringberg og Lene Christiansen, der i dagens anledning også hjælper til, går rundt om bordet og hjælper børnene.

Dagen før har børnene været i Vennelystparken om formiddagen og tegnet tegninger fra naturen. Foran hvert barn ligger en blyantstegning med motiver som blade, træer og ænder med ekstra tynde ben. Børnene skal nu lægge farver på gårsdagens oplevelser,

og stemningen bliver mere løssluppen. To piger fniser over, at de

tre farver, når de blandes godt og grundigt, danner "hundelortsfarve."

Mens børnene lidt senere løber ud i gården med det store grønne egetræ for at holde pause, viser pædagogerne resten af skolen frem. I en orangefarvet murstensbygning holder indskolingen til, og det er her, de to pædagoger bruger de fleste af deres timer.



Op ad smalle trapper på anden sal sidder et af de andre hold børn og laver billedbøger med tekster. En dreng tripper for at præsentere sin bog om "superkartoflen". Hans yndlingsside er den, hvor "kartoflen rejser langt bort og aldrig kommer tilbage."



Vi føler, vi gør det godt. Selv om de to pædagoger underviser børnene, er de stadig mest pædagoger. Og deres måde at se børnene på er lidt anderledes end lærernes.

"Vi bruger meget af vores tid på at støtte børnenes venskaber og leg

Vi har et andet kendskab til børnene, fordi vi har dem om eftermiddagen, hvor der ikke bliver stillet de samme krav til dem," siger Malene Ringberg.

Mens folkeskolen bliver beskudt med kritik om, at elever ikke kan læse og regne, er kritikerne noget blidere ved privatskolerne, og de to pædagoger føler sig ikke ramt.

"Jeg mener, der er for meget fokus på, at børn skal have faktuel viden, frem for at de skal udvikle sig ved at lege og være sammen i forskellige sociale sammenhænge," siger Malene Ringberg.

"Vi føler os ikke ramt af kritikken. Vi føler, vi gør det godt," siger Lene Christiansen.

En af de ting, pædagogerne føler, de gør godt, er indskolingen. Det skyldes bl.a., at der kun er 16 børn i en klasse.

"Skiftet fra børnehaven og til skolen bliver på den måde knap så voldsomt. Man bliver ikke overset her," siger Lene Christiansen.

Hun nævner også, at pædagogerne har en tæt forældrekontakt og er med til forældremøder og skole-hjem-samtaler.

Børnene på Laursens Realskole kommer fra mange forskellige typer hjem. Det er dog en privatskole, og det betyder, at forældrene aktivt skal skrive deres børn op til skolen, og alene det gør, at familierne skal have et minimum af overskud for at få deres børn ind på skolen. Det er der åbenbart ikke mange nydanskere, der har. I hvert fald er der ikke mange i skolegården og på de smalle gange på Laursens Realskole.

"De indvandrere, vi har her, er fra velfungerende familier," siger Lene Christiansen, da vi står ude på gangen i en pause.