Sladder er tegn på en uprofessionel arbejdsplads

At sladre er det, man fortæller videre til andre, som man burde holde for sig selv, især noget sensationelt eller ufordel­agtigt. Sådan definerer Nudansk Ordbog, hvad det at sladre er. Og det gør psykolog Heidi Sahlgreen også. Den tidligere pædagog har arbejdet med mange institutioner, der har ønsket at ændre en sladrekultur. Sladder opstår, hvis man ikke ved, hvordan man skal komme af med sin utilfredshed, og hvis man ikke synes, at man får informationer nok. Og sladderen florerer, hvis man ikke er enige om, hvordan man meddeler den utilfredshed til hinanden. Ved at blive enige om kommandoveje og om, hvordan man siger de mindre behagelige ting til hinanden, kan man undgå sladder.

På pædagogiske arbejdspladser sladrer man enten om hinanden, lederen eller forældrene, og det bliver nemt til et 'dem og os', altså modsætninger i stedet for samarbejde. Hvis sladder er udbredt på en arbejdsplads, er det et tydeligt tegn på, at der ikke arbejdes ud fra et fælles fagligt grundlag. Det er i stedet den enkeltes lyst eller personlige behov, der styrer, hvordan man arbejder sammen og behandler børn, forældrene eller hinanden.

"Hvis man som pædagog har fokus på det private og det personlige i stedet for at have et fagligt udgangspunkt, har man brug for den ventil, som sladder er. Det kan være svært at finde ud af, hvornår man bare snakker om tingene, og hvornår det er sladder. Pludselig har man bare gjort sådan i mange år, uden at der er sat spørgsmålstegn ved, om det er den bedste måde at arbejde sammen på. Hvis man i stedet bliver enige om, at institutionen skal opfattes som et hele, og at man skal kunne arbejde sammen fagligt uanset kemi, så undgår man i højere grad et 'dem og os' og dermed sladder," siger hun.

Ifølge Heidi Sahlgreen er det en skrøne, at der bliver sladret mere på kvindearbejdspladser, som børneinstitutioner jo ofte er. Hun har også arbejdet med mandearbejdspladser, hvor der sladres lystigt. Den store forskel ligger ikke i kønnet, men i, om man har en professionel indstilling til arbejdet.

"Hvis man ikke kan skelne mellem det private, det personlige og det professionelle, kommer man ikke bare til at snakke for meget om private ting, man snakker også ud fra et følelsesmæssigt plan. Man er fagligt professionel, når man handler på grundlag af en faglig analyse eller vurdering, og det kræver viden og erfaring, ikke personlige holdninger eller private erfaringer. Kan man blive enige om, at arbejdet ikke skal være styret af følelser og personlige behov, vil der være mindre brug for at sladre," siger hun.



Svært at sige fra. Pædagoger mener ofte i begyndelsen af et forløb med Heidi Sahlgreen, at sladder kan være positiv. Men der sætter hun hælene i. For der skal ikke meget ændring af tonefaldet til, før en bemærkning om 'at hun har da vist fået nye sko igen' kommer til at lyde som en anklage eller afspejler tydeligt, at man har en negativ holdning til personen.

"Så det holder ikke. Er der noget, man vil sige til en person, uanset hvor positivt det er, så sig det til hende selv," siger hun.

Det kan godt være svært at skulle arbejde tæt sammen med mange forskellige mennesker. Det kræver noget af én, men sådan er det nu engang på alle arbejdspladser, mener Heidi Sahlgreen. Hun siger, at det handler om, at man i en personalegruppe bliver enige om, hvordan man kommer af med det, man gerne vil sige.

"Jeg beder altid pædagogerne om at blive enige om, hvordan de vil have det på deres institution. Skal man gå direkte til kollegaen, og hvordan gør man det så? Hvad siger man? Ofte udvikler jeg sætninger sammen med pædagogerne, og jeg ved, at sådanne sætninger har lettet mange steder. Jeg siger ikke, at det nemt, for det er mange menneskers udfordring at sige fra, men det gør det nemmere, hvis man enige om, hvad man kan sige, hvordan og hvornår, " siger hun.



Tillærte sætninger. De sætninger, som kan bruges, er forskellige, alt efter hvad man vil sige og til hvem. Men her er et par bud: Hvis man er irriteret over, at en kollega opholder sig for meget i køkkenet, kan man sige: 'Jeg oplever, at du står en del i køkkenet', Og for at åbne op, skal man så sige: 'Hvad siger du?' På den måde tillader man den anden at komme på banen. Det sagte bliver ikke bare et statement, hvor den, der modtager kritikken, går i forsvar, og der er lukket for kommunikation. I andre situationer, hvor man ser en kollega gøre noget, man ikke bryder sig om, måske i forhold til et barn, kan man sige: 'Det, du gør nu, mener jeg ikke er i orden'. Man kan også sige: 'Jeg undrer mig over, at du ... Kan vi snakke om det?', hvilket er en mere anerkendende måde at sige tingene på.

"Det tager lang tid at lære at tale anerkendende, og det er svært for mange. Først skal det indlæres som en teknik, men hvis det kun er teknik, lyder det falsk. Derfor skal man faktisk ændre hele sit verdens- og menneskesyn for virkelig at lære det. Så den professionelle og meget nemmere måde at gøre det på er at stille åbne spørgsmål," siger Heidi Sahlgreen.

Oplever man, at der bliver sladret om én selv, eller at der tales med dæmpede stemmer, når man kommer ind i et rum eller ud på legepladsen, må man enten gå til lederen eller eventuelt sige: 'Jeg finder det dybt ubehageligt, at I dæmper stemmerne, når jeg kommer, for jeg kan jo ikke vide, om det er mig, I taler om'. Man kan også udvikle en sætning som: 'Jeg oplever, at det her er sladder, og vi har aftalt, at det ikke er i orden. Hvad siger I?'.

Føleord er fyord. Det kendetegner en arbejdsplads med en udbredt sladrekultur, at man begrunder sine valg og dispositioner med føleord. Det er der intet fagligt i, mener Heidi Sahlgreen.

"Hvis man ikke arbejder professionelt med at skelne mellem følelser og det faglige, kommer man konstant til at blande det sammen. Man skal arbejde med at bruge ord som 'jeg vurderer' eller 'jeg mener'. Eller hvis der er noget, man ikke forstår, kan man forholde sig undrende: 'Jeg undrer mig over, at det og det skete' eller 'jeg forstår ikke ...'. Man skal altid gå til lederen, hvis man oplever, at der sladres eller arbejdes mindre professionelt. Man skal ikke ligge vågen om natten, fordi man er ved at dø af skræk over at sige noget til kollegerne. Hvis lederen ikke behandler sådan en henvendelse professionelt, er hun en dårlig leder," siger hun.

Har man et professionelt udgangspunkt for sit arbejde med børnene og sit samvær med kollegerne, kan man spare sig selv og hinanden for en masse dårligdomme som blandt andet sladder, udbrændthed og et stort sygefravær. Den slags findes netop på mange pædagogiske arbejdspladser og opstår, fordi man er alt for usikker på, hvad det egentlig indebærer at arbejde som professionel pædagog, mener Heidi Sahlgreen. Hun opfordrer pædagoger til at læse mere faglitteratur for at styrke fagligheden.

"Læs faglige artikler og fagbøger, for man bliver ikke dygtigere af kun at være praktiker. Man bliver dygtigere af at vide, hvad der sker udviklingsmæssigt og forskningsmæssigt. Det er jo ikke sådan, at man skal læse 30 bøger om året, men 10 sider om ugen vil være fint og virkelig tiltrængt mange steder," siger hun.



Det professionelle 'selv'. Pædagoger siger ofte, at de skal 'bruge sig selv', og derfor har de svært ved ikke at være personlige og private. Men hvis det at bruge sig selv betyder, at man forklarer sine handlinger ud fra sin egen personlige holdning, så bliver der for lidt plads til fagligheden, mener Heidi Sahlgreen.

"I bogen 'Den professionelle pædagog',

som jeg synes alle pædagoger skal læse, står der, at pædagoger blandt andet skal være professionelle, fordi det giver mere respekt, når der argumenteres på en faglig baggrund. Forældre og andre tror mere på pædagoger, som kan forklare deres valg på baggrund af teorier og forskning, og ikke på, hvad de synes eller har erfaret i deres personlige liv," siger hun.

At 'bruge sig selv' er ikke det samme som at gøre, hvad man har lyst til eller behov for. Det er at bruge det, man ved, og det, man har erfaret, og så bringe sig selv i spil med de to ting, mener Heidi Sahlgreen.

"Alle bruger sig selv i deres arbejde, men det 'selv' man bruger, er et 'professionelt selv' og ikke et 'privat selv'. Man kan have lyst til og behov for mange ting, men det må sættes til side, mens man er på arbejde. Hvis man styres af sine følelser, er der meget stor sandsynlighed for, at man ikke arbejder professionelt. Når man arbejder som professionel, skal man vurderes på, hvad man gør, og ikke på, hvem man er. Og sådan må man også have det med andre på sin arbejdsplads. Hvis man husker på det og laver klare aftaler om, hvordan utilfredshed og kritik kan siges, vil man kunne minimere sladder," siger hun.



Det sladrer pædagogerne om

Ifølge psykolog Heidi Sahlgreen sladrer pædagoger om :



Forældrene

"Ofte oplever pædagogerne, at det er dejligt, at de kan sige til hinanden, hvis de har oplevet, at en forælder er meget irriterende. Men det kan sagtens gøres, uden at det bliver sladder, og på en professionel måde. I stedet for at sige: 'Hvor er han bare irriterende den far', kan man sige: 'Hold da op, det var lige lidt hårdt det her'. Hvis man siger: 'Nå, nu skal de igen på ferie uden børnene', er det også sladder, for man siger ikke noget om, hvad man rent fagligt mener, der er et problem i, at forældrene tager på ferie uden børn. Den professionelle tilgang er, at man snakker med forældrene, hvis man oplever, at det er et problem for barnet, ellers ikke," siger Heidi Sahlgreen.



Kollegerne

"Når man sladrer om kollegerne er det både den pædagogiske væremåde og det personlige. 'Åh, hvor lyder det dumt, når hun griner', er den personlige sladder. Den faglige er: 'Jeg forstår simpelthen ikke, at hun er sådan over for lille Søren'. Den professionelle måde at tackle tingene på er at gå direkte til den kollega, man har kritik af. Og at holde sig til den faglige kritik og lade det personlige ligge, til man kommer hjem," siger Heidi Sahlgreen.



Lederen

"Typisk sladder om lederen handler om utilfredshed: 'Jeg forstår ikke hendes dispositioner' eller 'Vi får heller aldrig nok information'. Begge dele er ofte årsag til sladder om lederen. Det er lederens rolle at afværge sladder eller at forsøge at ændre en sladrekultur. Hun skal vide, hvis det er et problem, og tage det op med personalet, så der kan blive gjort noget ved det. Mange ledere synes, at det er svært, lige indtil de får nogle konkrete redskaber," siger Heidi Sahlgreen.



Om

Heidi Sahlgreen

Uddannet pædagog og psykolog. Har arbejdet både som medhjælper og pædagog og har nu egen psykologpraksis. Gennem psykologstudiet har Heidi Sahlgreen oplevet at få ord på meget af det, hun ikke havde som pædagog, og det vil hun gerne give videre. Har stor erfaring med at lave forløb i lederudvikling og personaleudvikling, især om sladder og professionalisme. Læs mere på

www.aktivforandring.dk