Skilsmisse: Vi taler om knuder i maven

Man kunne tro, at man var trådt ind i et eventyr. Bag et mørkerødt velourtæppe står en to meter høj kongestol med gyldent armlæn. På en taburet ved siden af bobler et akvarie fyldt med guldfisk.

Vi er i Fritidshjemmet Krudtuglen i det lille rum, som institutionens 54 børn kalder 'Hakket'. Her i stueetagen i Dannevirkegade på Vesterbro i København er alle rum særlige. I et af rummene træder en skov af birketræer ud af tapetet. I et andet er der opstillet en bagerbutik i børnestørrelse.

Selv kontoret for enden af gangen er specielt. I dette tilfælde ikke på grund af indretningen. Her er småt med plads, men ellers ligner kontoret alle andre kontorer. Det særlige opstår hver anden mandag, når 14 små, alvorlige ansigter samles i rundkreds på kontorets gulv. Vi er trådt ud af eventyridyllen og har sat os midt i virkeligeheden.

I ly af kontorstole og stabler af papir taler børnene om at være barn i en skilsmissefamilie. De lytter opmærksomt, mens Oscar på 10 år fortæller, hvordan han tidligere følte, han havde en knude i maven.

Hvert år oplever 200.000 børn, at deres forældre går fra hinanden. I Krudtuglen har leder Rikke Haugen Sørensen i lang tid været opmærksom på skilsmissebørnene, der ifølge hende bærer rundt på en tung historie, som de savner, at nogle vil lytte til.

"Vi har følt, at det var vores pligt som institution at tage det her alvorligt, for skilsmissen er et vilkår for en rigtig stor gruppe af vores børn," siger hun.

I september 2010 oprettede hun og souschef Silvija Nikolic skilsmissegruppen, hvor 14 børn i alderen 6-10 år kommer en halv time hver anden mandag. Det svarer til mere end hver fjerde af alle Krudtuglens børn.



Tilliden og fortællingens rum. Børnene sidder tæt på kontorgulvet, men gør plads til fritidshjemmets pædagoger Rikke og Silvija, før en lille stemme bryder tavsheden:

"Noget er hemmeligt, men Rikke og Silvija må godt vide det, som vi ikke kan fortælle vores forældre," siger pigen.

Der nikkes rundt omkring.

Børnene er trygge ved hinanden, og Olivia på otte år bemærker, at det derimod ikke er alt, hun vil fortælle en journalist fra Børn&Unge. De andre børn giver hende ret i, at det meste af det, der tales om i skilsmissegruppen, er privat. Det lille fællesskab går dog med til, at Rikke læser op, hvilke 'gode råd til forældre' børnene blev enige om sidst, de sad sammen.

Et råd, som er formuleret af Laura på otte år, lyder: 'Når I skændes, så husk, at I er blevet skilt, og det minder os om dengang, I var ved at blive skilt'.

Andre råd er formuleret som ønsker: 'Det ville være rart, hvis I blev ved med at give hinanden fødselsdagsgaver', synes Nora på seks, mens alle er enige om, at 'det ku´være dejligt, hvis mor og far kunne grine sammen en gang imellem'.

Rikke Haugen Sørensen og Silvija Nikolic har talt med børnene om at samle skilsmissegruppens 'gode råd til forældre' i en bog, og den er nu under udarbejdelse.



Håber de finder sammen. Flere af børnene har over for hinanden og pædagogerne givet udtryk for, at de håber, at deres forældre vil finde sammen igen. De mangler at få skabt en fortælling omkring det, der er sket, før de kan forstå og acceptere den ny situation, forklarer Rikke.

En seksårig dreng i gruppen har efter en snak i skilsmissegruppen spurgt sine forældre, hvornår de egentlig blev skilt og kunne stolt vende tilbage i gruppen og sige, at det skete, da han var et år og tre måneder.

Rikke og Silvija har også andre eksempler på, at bevidstheden om det, der er sket med forældrene, hvornår og hvordan, først er ved at indfinde sig nu.

"Historien omkring skilsmissen er rigtig vigtig. Det kan vi for eksempel se, når en dreng fra gruppen hos sin farmor har set et billede af mor i hvid kjole og far med sløjfe, og han så har spurgt, om mor og far engang var gift. Børnene forsøger at samle brikkerne via flashbacks, og det hjælper samtalerne her i gruppen til," siger Rikke.



Autentiske børn. Pædagogerne i Krudtuglen har aldrig skulle vriste følelserne fra børnene. Rikke Haugen Sørensen fortæller, at institutionens børn er nemme at aflæse.

"Vi arbejder relationelt, og det vil sige, at vi er opmærksomme på børnenes relationer til hinanden og os. Vores børn er rigtige børn, der bærer følelserne uden på kroppen. Det er autentiske børn, der reagerer både ved at være kede af det, vrede og glade. I det børneunivers, vi har skabt, skal vi tage alle følelser alvorligt, også de svære," fastslår Rikke.

Med oprettelsen af skilsmissegruppen er det hendes og Silvijas ambition, at børnene oplever, hvad fællesskabet kan gøre for den enkelte.

"Vi lever i en individualistisk tid, men vi ligner jo hinanden," minder Rikke om og ler, inden hun med alvorligere mine siger:

"Det er glæden ved at blive spejlet i andre mennsker, glæden ved at blive set og blive forstået, som gør én til menneske. Derfor er det simpelthen så vigtigt, at børnene lærer fællesskabets betydning at kende."

Silvija Nikolic understreger, at det er tanke­vækkende, hvor seriøse børnene er, når de sidder sammen. Hun er positivt overrasket.

"Børnene minder om små voksne med store tanker og følelser. De er simpelthen så empatiske og respektfulde over for hinanden," forklarer Silvija, der lytter med, når de 14 børn på skift forsøger at sætte ord på deres stemninger.

Hun og Rikke forsøger med deres kropssprog at indikere, at de forstår, hvad børnene siger, men så vidt muligt undgår de at bryde ind i snakken.

"Børnene styrer selv, hvorhen snakken går, men de har også givet udtryk for, at det er rart, når vi indimellem spørger ind til det, de siger," fortæller Silvija Nikolic, der ved, at det kan være svært for mange voksne og især for forældrene at tale med børnene om skilsmissen.

Pædagogerne i Krudtuglen er i tvivl om, hvor mange voksne, der overhovedet ved, hvor dybe følelser børn er i stand til at opfange og gøre til deres egne bekymringer.

"Far og mor er pludselig fuldstændig ulykkelige, vrede eller forelskede igen. Børnene oplever dem som forandrede og fjerne. De bliver kastet ud af rutiner, ud af vante stemninger og ind i nye. De møder vrede og bitterhed, som er meget svære følelser for børn, der står uden erfaring og uden indflydelse på, hvad der nu skal ske," forklarer Rikke Haugen Sørensen.



Tid til tunge tanker. På kontorets opslagstavle hænger et sort-hvidt fotografi af en kvinde, indrammet og udsmykket af en orange blomsterkæde. Kvinden smiler stort. Hun var mor til en dreng, der engang gik i Krudtuglen. Hun døde ung et par år tilbage. Dengang hængte drengen og pædagogerne billedet op, og da drengen flyttede skole og dermed fritidhjem, insisterede han på, at det skulle blive hængende. Mange af børnene, blandt andre børn fra skilsmissegruppen, var med til moderens begravelse.

"Det var en rigtig hård tid at komme igennem for os alle sammen," fortæller Rikke Haugen Sørensen, der har erkendt, at sorg og svære følelser tager tid at bearbejde, uanset om det som i drengens tilfælde handler om at miste sin mor eller som for skilsmissebørnene at forstå, at mor og far ikke længere vil leve sammen. Rikke mener, at det moderne samfund har svært ved at acceptere, at ting tager tid.

"Det er samfundsnormen i dag, at vi skal komme hurtigt over de svære følelser. Jeg tror også, at det er opfattelsen i institutionerne. Man siger: 'Kom nu! Vi skal videre, du skal være glad', i stedet for at give den tid og det rum, der skal til, for at man undgår at blive overrumplet af svære følelser i fremtiden."

Udfordringen for pædagogerne er ikke den halve times tid hver fjortende dag, som de har afsat til skilsmissegruppen. Det, som sætter pædagogernes kræfter på en prøve, er at være der for børnene og lytte til deres bekymringer og håb.

"Jeg har været helt smadret efter nogle møder, for det er rigtig hårdt at høre på så mange børn, der har det svært. Det har virket befriende for børnene og meget tungt for os voksne," fortæller Rikke Haugen Sørensen.

Børn og pædagoger er blevet enige om at nøjes med at mødes hver anden mandag. Efter en weekend har børnene altid noget at tale om.

"Vi synes, det er ofte at mødes, men hvis det stod til børnene, ville de gerne mødes mere," siger Silvija Nikolic, som kalder snakken på kontorgulvet for et pusterum for skilsmisse­børnene.



At tale om er ikke nok. Rikke Haugen Sørensen er selv skilsmissebarn, men har ingen erfaring med skilsmissegrupper.

"Jeg snakkede ikke om det, for dengang mente pædagogerne, at hvis man bare lyttede lidt, så ville barnet føle sig forstået," fortæller Rikke Haugen, der i dag selv er fraskilt og dermed må siges at være mere erfaren i skilsmisser end de fleste.

Med oprettelsen af skilsmissegruppen har hun forsøgt at skabe bedre rammer for børnene, end hun selv havde, da hendes forældre gik fra hinanden.

Rikke Haugen Sørensen er dog bekymret for, at en rest af den pædagogik, hun mødte som barn, stadig findes i faget.

"Man snakker meget om børn, hvis forældre er blevet skilt. I vores fag snakker vi i det hele taget meget om, men glemmer at snakke med børnene. Jeg ved, at pædagoger vil flippe ud over, at jeg påpeger det, men jeg synes, vi taler for meget i personalerummet og er for lidt nysgerrige efter, hvad der sker i det enkelte barn."

Tilbage i den tætte rundkreds på kontoret taler børnene med hinanden. De lader, som om de ikke har fremmede på besøg. Senere i dag flytter Annes far fra hende og hendes mor.

"Det bliver svært for Anne i dag," siger en af de ældre piger og kigger over på pigen med de lysebrune fletninger, der har trukket sine knæ op til brystet. Anne på seks lægger armene omkring knæene og knuger dem. Sådan sidder hun lidt og studerer sine strømpebukser, før hun slår blikket op for at vise, at hun har hørt, hvad Olivia sagde. Konstateringen bliver hængende lidt i luften, inden et tredje barn tager over.



Flere skilsmissebørn

• Der var 20.200 hjemmeboende børn under 25 år i familien hos de ægtepar, der blev skilt i 2008. Siden 1999 er antallet af børn, som har oplevet skilsmisse i løbet af et år, steget 21 pct.

• Der var flest 7-årige børn i 2008, som oplevede, at familien blev opløst. Der var dog næsten lige mange børn i alle aldrene mellem 3-13 år, som var berørt af skilsmisse i familien. Antallet var betydeligt mindre for de 0-2-årige.

Tal fra 2010 offentliggøres i uge 13.