Mette opgav ikke drengen: Jeg vidste, at det ville tage lidt tid at få ham med

Drengen var bange for høje lyde, og han ville ikke med mig ind i rummet til de andre.

Jeg arbejder altid med musik og bevægelse med 8-10 børn ad gangen. Vi synger fagtesange, dramatiserer, spiller på musikinstrumenter, står på ét ben, klapper og vinker, og det er almindeligt, at nogle børn står lidt mut og ser på i starten.

Men efter et par gange vil de gerne være med, og snart står de i midten af cirklen og viser os andre, hvad de kan med deres krop.

Jeg opgav ikke at få ham med

Sådan var det ikke med drengen. Han kunne virkelig ikke lide alle de lyde og instrumenter, så når resten af gruppen skulle til musik og bevægelse, blev han på stuen og legede med de andre børn.

Det måtte han selvfølgelig godt. Men det var ikke det samme, som at jeg opgav at få ham med. Jeg vidste bare, at det kom til at tage lidt længere tid.

To retninger dominerede pædagogikken

Da jeg blev uddannet fra Fröbel-Højskolen i Roskilde i 1982, var der især to dominerende retninger indenfor pædagogik: Den strukturerede tilgang, som Stig Broström var fortaler for, og den mere ustrukturerede pædagogik, som Erik Sigsgaard stod for.

Jeg var klart mest til den ustrukturerede tilgang, og i de første institutioner, jeg arbejdede i, havde børnene en høj grad af selvbestemmelse.

De måtte selv vælge, hvad de ville lege med, og da vi begyndte at høre Jesper Juels tanker om børns ret til selvbestemmelse, måtte de også selv vurdere, hvornår de ville spise.

Vi mødte en anden slags børn

I 1994 blev jeg ansat i en nybygget institution, som ligger i et område med tæt socialt boligbyggeri. I sådan en institution er der en del børn med særlige behov.

I vores nye personalegruppe ville vi gerne præge stedet og pædagogikken, og vi havde hver især erfaringer, vi ville føre videre i den nyoprettede institution. Men vi mødte en ganske anden slags børn, end vi var vant til, og vi fik kam til vores hår.

Maling ud over vinduerne

Vi begyndte med åbne hylder, hvor børnene selv kunne vælge, hvilke materialer de ville tage. Det endte med, at vi måtte fjerne maling, der var blevet smurt ud over vinduerne og andre steder, og vi blev nødt til at lægge pædagogikken om i en mere struktureret retning.

Man må udvikle sin pædagogik ud fra de børn, man har med at gøre. Prøve sig frem og finde ud af, hvad der virker.

Jeg er blevet ved med at lære nyt

I mine mere end 40 år som pædagog er jeg blevet ved med at lære nyt. Jeg er uddannet Marte Meo-terapeut og har taget kurser i børneyoga og barn til barn-massage.

Jeg har en treårig uddannelse i musik, drama og bevægelse, og jeg har altid fået mulighed for at bruge de nye ting, jeg har lært. Det er, tror jeg, en af grundene til, at jeg er blevet ved med at brænde for mit arbejde gennem alle årene.

Selvfølgelig endte drengen med at være med

Og så selvfølgelig børnene. Især når generte og usikre børn gennem musik og bevægelse begynder at smile, hoppe, tromme og opdager, hvor meget de egentlig kan.

Sådan gik det også med drengen, der ikke kunne lide høje lyde. For selvfølgelig endte han med at være med.

Vi tog små skridt

Vi begyndte med, at han kiggede lidt ind sammen med en voksen. Når det blev for meget, kunne han gå igen.

En dag sørgede jeg for, at vi var en mindre gruppe. Vi aftalte, at vi kun spillede stille og roligt. Drengen gik med ind, og han fik lov til at sidde sammen med mig.

Vi tog små skridt, og han blev tryggere og tryggere. Langsomt begyndte han at deltage, og jeg kunne sige til ham: ”Sikke du kan smile! Sikke du kan hoppe!”

I dag trommer han løs

I dag trommer han løs og er ikke bange for nogen toner. Den gode udvikling smitter af på ham på andre områder. Når børn oplever, at de godt kan, tør de også tage andre udfordringer op.

Det har jeg været med til som pædagog: At give børn en tro på sig selv og fylde dem op med alt det gode, jeg ved. Hold da op, hvor er det egentlig et fantastisk job, jeg har haft.