Skilsmisse: Pædagoger i klemme

Hvis forældre i en skilsmissesag er uenige om, hvordan ansvaret for børnene skal deles, kan pædagoger blive bedt om at skrive en udtalelse. Men det kan være svært at blande sig i en skilsmisse. Eksperter kritiserer, at fagpersoner skal skrive erklæringer til brug for myndighedernes afgørelser.

Pædagoger og andre fagpersoner risikerer at komme i en alvorlig klemme, når de bliver bedt om at komme med udtalelser i skilsmissesager.

Daginstitutioner og skoler udarbejder hvert år udtalelser i cirka 2100 sager, hvor forældre ikke kan enes om, hvem der skal have forældremyndigheden, hvor børnene skal bo, eller hvordan samværet skal fordeles. Dertil kommer et et mindre antal udtalelser i forbindelse med såkaldte børnesagkyndige undersøgelser. Det er typisk sager af mere alvorlig karakter.

Udtalelserne handler oftest om at beskrive barnets generelle trivsel, men der kan også være tale om, at pædagogerne skal forholde sig til barnets tilknytning til de to forældre.

Det stiller pædagogerne i en svær situ­ation, fordi de kan komme i klemme mellem forældrene.

Den erfaring har børnehavepædagog Anita Frederiksen fra Børnehuset i Jernbanegade i Odense gjort sig.

"Nogle forældre forventer, at vi tager deres parti, fordi det er dem, der kommer mest i børnehaven. Og hvis udfaldet falder til den ene forælders fordel, er det svært at være den, der har gjort forskellen. Det er vanskeligt, når man ved, at det, man skriver, går imod en forælder, som man har et godt samarbejde med," fortæller Anita Frederiksen, som har skrevet adskillige udtalelser.

Erklæringerne er en del af den nye forældre­ansvarslov, som trådte i kraft for tre år siden. Statsforvaltningerne og retterne bruger dem til at skaffe sig indblik i og forståelse for barnets situation.



Stor betydning. I sidste ende kan udtalelserne være afgørende for, hvor et barn skal have bopælsadresse, eller hvordan samværet skal skrues sammen. På den måde har de stor betydning.

Men advokat og mediator Pia Deleuran fra Frederiksberg mener, det er problematisk at give pædagoger og lærere en sådan rolle i skilsmissesager.

"Der er meget uhensigtsmæssigt, at disse fagpersoner skal udarbejde erklæringerne. Det risikerer at gå ud over deres samarbejde med forældrene. Derudover kan man stille spørgsmål ved, om personalet er klar over, hvilken kontekst de indgår i. Og om de har tilstrækkeligt kendskab til selve loven." siger Pia Deleuran.



Forsøger at påvirke. Det er dog ikke kun forældre, som kan have en interesse i at påvirke udfaldet af disse udtalelser. Advokat Pia Deleuran kender til en sag, hvor lederen i en vuggestue blev kontaktet af den børnesagkyndige undersøger, som skulle udarbejde erklæringen.

"Lederen har oplyst til mig, at hun efterfølgende er ked af den udtalelse, hun har udarbejdet. Og hun erkendte over for mig, at hun havde ladet sig påvirke af den børnesagkyndiges syn på sagen. Det er uhørt, hvis den slags forekommer," siger Pia Deleuran.

Af hensyn til sin klients sikkerhed ønsker hun hverken at offentliggøre identiteten på klienten eller børnehavelederen. Børn&Unge kender dog begges identitet.

Børnehavelederens udtalelse om barnet er afgivet i en sag, hvor moderen har forsøgt at beskytte sit barn mod samvær med faderen. Men erklæringen fra børnehavelederen, som er dateret i 2010, afviger markant fra andre udtalelser, der er givet om barnet. I erklæringen bliver det beskrevet, at barnet ikke vil spise, og at det mistrives.

I en tidligere erklæring fra samme institution fra 2009 bliver barnet beskrevet som veltilpasset og velfungerende. Det samme gør sig gældende i en erklæring fra barnets læge, der er afgivet i 2010, på samme tidspunkt som erklæringen fra børnehavelederen.



Den børnesagkyndige står altså meget

a­lene med sin vurdering af sagen, og der kan ikke findes dækning for den i andre udtalelser.

"Denne sag kan være et eksempel på, hvordan man fra myndighedernes side ønsker et bestemt resultat, og at der kan ske alvorlige fejl i sagsbehandlingen. Det er ikke betryggende. Man kan spørge sig selv om, hvilken faglighed, der ligger bag de børnesagkyndiges undersøgelser. De arbejder ofte ud fra en hypotese om, at begge forældre skal have plads i barnets liv. Men hvad nu hvis det ikke er i barnets tarv," spørger Pia Delauran.

Hun har sammen med andre eksperter samlet en række eksempler på, at der er sket fejl i sagsbehandlingen. Eksemplerne er sendt til ombudsmanden, som dog indtil videre har afvist at foranstalte en undersøgelse af sagerne.



Fokus på barnets trivsel. Også Annette Due Madsen, leder af Center for Familieudvikling, der afholder kurser for fagfolk om skilsmisser, problematiserer, at fagpersoner skal skrive udtalelser i skilsmissesager.

"Det er jo altid svært for en pædagog at gå ind og vurdere forældrene. Man kan risikere at bryde den tillid, der er så vigtig i det daglige samarbejde," siger hun.

Annette Due Madsen påpeger, at man skal gå langt for at bevare forældrenes tillid, men at fokus altid skal være på barnets trivsel.

Men den balancegang kan være svær at håndtere fortæller pædagog Anita Frederiksen.

"Det kan være svært for dem at se sort på hvidt, hvordan tingene ser ud udefra. Forældrene har måske overset barnets reaktioner, og så konfronterer vi dem med, at de er skyld i barnets dårlige trivsel."

I Børnehuset Jernbanegade i Odense læser forældrene altid udtalelserne igennem, inden de bliver sendt af sted til statsforvaltningen, selvom det kan være en ubehagelig øjenåbner for nogle forældre.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.