Sjællandsk megafusion og nationalt kompromis

Forslag om én i stedet for to fagforeninger i Region Sjælland får blandet modtagelse. Frygt for at særinteresser skal kuldkaste reform af BUPL's struktur har ført til udsendelse af "opråb om nationalt kompromis"

Debatten om BUPL's fremtidige struktur er blevet tilført nyt brændstof. Leverandørerne er dels en gruppe tillidsrepræsentanter i Haslev Kommune på Sjælland, dels BUPL-fagforeningerne København, Frederiksberg og Afdeling 6.

Tillidsfolkene i Haslev foreslår, at der i stedet for to kun skal være én fagforening i Region Sjælland. Med sine 8100 aktive medlemmer vil den gå hen og blive BUPL's største. En anden konsekvens af forslaget er, at det samlede antal fagforeninger efter 1. juni 2006 vil blive 11 i stedet for de 12, der ellers er lagt op til.

Hovedargumentet for megafusionen er, at en sammenlægning af områdets nuværende tre fagforeninger - Roskilde Amt, Vestsjællands Amt og Storstrøms Amt - vil sikre, at samtlige medlemmer bevarer tilknytningen til deres gamle fagforening under den nye struktur.

Modellen med to fagforeninger i Region Sjælland, som er den hovedbestyrelsen peger på, er omstridt, fordi den flytter Ringsted, Skovbo, Køge, Vallø, Fuglebjerg og Haslev kommuner til den nye fagforening for Sydsjælland og Lolland-Falster. I dag hører de pågældende kommuner til hos BUPL Vestsjælland og BUPL Roskilde Amt - de to fagforeninger, som efter hovedbestyrelsens model sammen danner en ny fagforening for Sjælland Midt.

Samme hovedbestyrelse har tidligere afvist forslag om at ændre modellen, så Køge Kommune og Ringsted Kommune flyttes over under den midtsjællandske fagforening. Grunden er, at en sådan omflytning vil bevirke, at de to sjællandske fagforeninger får et meget uens medlemstal. Den midtsjællandske vil få 5000, mens fagforeningen for Sydsjælland og Lolland-Falster havner tæt på de 3000, som anses for mindstemålet, når enheden skal være bæredygtig.



Storstrøm siger fra. Hovedkasserer Henning Pedersen synes, at forslaget om kun én fagforening i Region Sjælland er interessant.

"Jeg kan ikke med sikkerhed sige, hvordan hovedbestyrelsen vil stille sig. Der vil nok være nogen betænkelighed, fordi det bliver en i geografisk udstrækning meget stor fagforening. Men hvis de involverede fagforeninger selv synes, det er en god ide med kun én fagforening i Region Sjælland, så vil hovedbestyrelsen formentlig lægge endnu større vægt på det. Og altså give grønt lys sådan som tilfældet var, da fagforeningerne i det syd- og sønderjyske - Vejle Amt, Ribe Amt og Sønderjyllands Amt - bad om tilladelse til at slå sig sammen til én i stedet for to fagforeninger."

Ikke ret meget tyder dog på, at der vil komme et tilsvarende ønske fra de tre sjællandske fagforeninger. BUPL Roskilde Amt og BUPL Vestsjællands Amt går ganske vist ind for en storfusion, men det gør BUPL Storstrøms Amt ikke.

Ulla Smedegaard, som er formand for BUPL Storstrøms Amt, forklarer hvorfor: "Det handler ikke bare om, at det bliver en meget stor fagforening, men nok så meget om at vi ser nogle demokratiske problemer i konstruktionen. Der bliver simpelthen for langt mellem det enkelte medlem og fagforeningen," siger Ulla Smedegaard. Hun peger i den forbindelse på de erfaringer, som PMF i sin tid gjorde med den storsjællandske fagforening Mellem Broerne.

"Der var på grund af afstandene vanskeligheder med at rekruttere folk til det faglige arbejde."

Selv om der er 220 kilometer mellem Sjællands Odde og Nakskov, som vil blive yderpunkterne i en eventuel samlet regionsfagforening, mener formanden for BUPL Roskilde Amt, Søren Th. Andersen, at det ikke i sig selv udgør et problem.

"Jo, hvis alt skal udgå og styres fra fagforeningskontoret, så betyder afstandene da noget. Men det er nu heller ikke min vision. Tværtimod ser jeg for mig en fagforening med en stab af fuldtids frikøbte fællestillidsrepræsentanter, som i samspil med fagforeningskontoret bærer det faglige arbejde ude i hver enkelt kommune. Det vil i forhold til i dag i dag betyde mere nærhed og mere medlemsdemokrati, ikke mindre," mener Søren Th. Andersen, som derfor håber, at BUPL Storstrøm vil genoverveje forslaget om en fælles fagforening.



Samling om kernen. Frygt for at hele forslaget til ny struktur falder på den ekstraordinære kongres 30. marts, uden at nogen egentlig vil det, er årsagen til, at BUPL København, BUPL Frederiksberg og BUPL Afdeling 6 i fællesskab har udsendt, hvad de selv kalder "opråb om det nationale kompromis".

Kompromisset går på, at særinteresserne nu lægges til side til fordel for samling om det, der betegnes som strukturreformens kerne, nemlig ny geografi for fagforeningerne samt en ny model for tildeling af ressourcer.

"Mange har haft ønsker, som ikke er blevet tilgodeset. For eksempel er vi tre fagforeninger, som står bag opråbet om et nationalt kompromis, ikke vilde med den nye økonomimodel. Andre er utilfredse med grænsedragningen mellem fagforeningerne. Det, der risikerer at ske, hvis man i frustration over ikke at have fået det, som man helst ville, stemmer mod forslaget på den ekstraordinære kongres, er, at hele pakken falder. Og det ville være meget ulykkeligt for BUPL's fremtid," siger Flemming Brøgger Andersen, der som formand for BUPL Afdeling 6 er blandt underskriverne på "opråbet". De øvrige underskrivere er Henriette Brockdorff og Birthe Scheel, formænd for henholdsvis BUPL København og BUPL Frederiksberg.

Opråbet indeholder tillige en personlig opfordring til forbundsformand Birgit Elgaard.

"Det er efter vores opfattelse forbundsformandens opgave at kaste sin politiske og personlige autoritet ind i arbejdet for at fastholde kernen i projektet, fastholde helheden og holde sig fri af alliancer og dermed sikre projektets gennemførelse," hedder det.



Kredsen bag forslaget om BUPL Region Sjælland har skrevet et læserbrev, som kan læses på side 31-32 i dette nummer af Børn&Unge.


Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.