SFO'er overtræder regler om støj

Mange danske SFO'er lever ikke op til kravene om støjdæmpning. Især i lokaler, der både bruges til klasselokaler og SFO'er, er der problemer. Sidste år gav Arbejdstilsynet 114 påbud på grund af støj.

Schyyy. Det er ikke kun børnenes vilde lege og høje stemmer, der er skyld i larmen i danske institutioner. Flere steder er der ikke nok støjdæmpning, så lyde bliver kastet rundt i rummet, og det kan være svært at høre, hvad andre siger.

I 2010 gav Arbejdstilsynet 114 påbud i forbindelse med støj i dag- og fritidsinstitutioner.

Tilsynets statistik viser ikke præcis, hvad der er årsagen til støjproblemet. Carsten Bartholdy, specialkonsulent i Arbejdstilsynet, har dog et kvalificeret bud.

"I næsten alle tilfælde handler det om generende støj eller akustik eller om en blanding af de to. De kan ikke altid adskilles fra hinanden. Det vigtige er, at der er en unødvendig støjpåvirkning af de ansatte," siger han og tilføjer, at Arbejdstilsynet ikke blander sig i, hvordan problemerne løses.

"Vi giver en tidsfrist. Nogle gange løses det ved at lægge støjende aktiviteter i et andet lokale. Andre gange skal der gøres noget ved lokalet," siger Carsten Bartholdy.

Et af de konkrete problemer er, at efterklangstiden er for lang. Efterklangstiden er den tid, det tager fra en lyd frembringes, til den ikke længere kan høres, fortæller Niels Bang Hansen, der er arbejdsmiljøkonsulent i sit eget firma Sundt &Sikkert. I den egenskab besøger han ofte dag- og fritidsinstitutioner. Problemerne er størst i SFO'er, vurderer han.

"Mange steder har SFO'erne fået de bygninger, der var tilovers på skolen, når undervisningslokalerne er fordelt. Andre steder er børnene i SFO-tiden fordelt rundt på hele skolen. Jeg har som arbejdsmiljøkonsulent besøgt mange SFO'er, der ikke levede op til kravene," siger han.

Kravene, de ikke lever op til, er, at efterklangstiden ikke må overstige 0,4 sekunder i lokaler, der bruges til dag- eller fritidsinstitution. Indtil 2008 var kravet 0,6 sekunder for at leve op til bygningsreglementet.

Langt de fleste institutioner skal kun leve op til kravet fra før 2008, da lokaler skal leve op til det bygningsreglement, der var gældende på det tidspunkt, man begyndte at bruge dem.

Et særligt problem opstår i de SFO'er, der bruger skolens klasselokaler om eftermid­dagen. Støjkravene er nemlig forskellige, alt efter om lokalet bliver brugt til undervisning eller SFO. Derfor kan et lokale sagtens leve op til loven i skoletiden, men ikke om eftermiddagen, når det samme lokale bliver brugt til SFO.

"I undervisningslokaler skal lærerens stemme kunne nå helt ned på bageste række, og de er beregnet til, at børnene er forholdsvis stille. Derfor er de opbygget, så de rent akustisk har en forholdsvis lang efterklangstid. Når de samme lokaler bliver brugt som SFO om eftermiddagen, er det et problem. Så bliver der for meget larm," siger Niels Bang Hansen.



Kommuner er politianmeldt. Også flere kilder i BUPL fortæller om problemer. Mange steder løses de, uden myndighederne bliver blandet ind i det. Andre gange går det den modsatte vej. BUPL Midtsjælland har for eksempel politianmeldt flere kommuner, fordi de har undladt at byggesagsbehandle, når lokaler skal bruges til institution. Politiet har rejst sigtelse, og i fire sager har kommunerne tabt sagerne. I alle fire sager har efterklangstiden været et tema.

I de enkelte kommuner er der sandsynligvis embedsfolk, som kender reglerne. Alligevel er det ikke bevidst, at reglerne bliver overtrådt, vurderer Niels Bang Hansen.

"Problemet opstår nogle steder, ved at skolen i løbet af foråret får at vide, at der skoleåret efter bliver indskrevet 20 børn ekstra i SFO'en. Det har de ikke plads til, så de beslutter at bruge et klasselokale. Skoleledelsen ved ikke, at der skal byggesagsbehandles som ved en daginstitution, når man skal bruge lokalet til SFO i stedet for skole, og den kommunale myndighed, der nok kender reglerne, ved ikke at lokalet skal bruges til andet end undervisning. Så opstår problemerne," siger han.



KL tolker anderledes. Preben Meier Pedersen er chefkonsulent i Kommunernes Landsforenings (KL's) forhandlingssekretariatet. Han medgiver, at der findes lokaler i SFO'er, der ikke lever op til bygningsreglementet. Han tolker dog reglementet lidt anderledes end Niels Bang Hansen.

"Det er ikke sort-hvidt. Umiddelbart vil jeg ikke vurdere, at ændringen ved at bruge et lokale til SFO i stedet for klasseværelse er så væsentlig, at der skal byggesagsbehandles igen. Der er ikke pr. definition støj i et lokale, fordi det bliver brugt til SFO. En lektiecafé støjer for eksempel ikke. Man må se på den konkrete aktivitet i lokalet og på, hvor mange der skal være derinde," siger han.



Sådan er reglerne

En SFO skal som udgangspunkt overholde de samme regler som en daginstitution. Reglerne fremgår af bygningsreglementet, og i forhold til efterklangstider må de være på 0,4 sekunder i lokaler, der er taget i brug som institution efter 2008. Er det sket inden 2008, må efterklangstiden være 0,6 sekunder.

Kommunen kan dog give dispensation til at bruge lokalet til SFO, hvis man kan kompensere for den manglende støjdæmpning. I en SFO vil det typisk handle om at sørge for, at kun få børn opholder sig i lokalet, og at aktiviteterne er rolige og ikke udvikler sig.

Muligheden for dispensation fremgår af byggelovens § 22.

Faktaboksen er blevet til på baggrund af samtaler med Erhvervs- og Byggestyrelsen.



Så mange påbud fik de

Så mange påbud gav Arbejdstilsynet til dag- og fritidsinstitutioner på grund af støj.

2010: 114

2009: 117

2008: 62

Kilde: Arbejdstilsynet.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.