Savn sætter fagligheden i spil

En lyshåret knægt står midt på legepladsen og kigger rundt. Alt er, som han husker det, men børnene virker mindre, end da han selv gik her. Seksårige Anton Leth er for en kort bemærkning på besøg i sin gamle børnehave, Børnehuset Troldehøjen, i Virklund ved Silkeborg.

"Hej Anton," siger en velkendt stemme pludselig.

Stemmen tilhører 36-årige Pia Ihler Pedersen. Hun var pædagog i Antons børnegruppe, da han gik her, og på trods af at de ikke har set meget til hinanden, siden Anton startede i skole for godt et år siden, bliver distancen mellem dem lynhurtigt kortet ned.

Pia Ihler Pedersen, uddannet i 2000 og ansat i Troldehøjen siden 2005, spillede en afgørende rolle i Antons børnehaveliv, da hans far, Erik Leth, i 2007 gjorde tjeneste som soldat i Irak. Dengang var Anton fem år gammel.



Savnet kom med det samme. Inden udstationeringen havde Antons forældre trukket Pia Ihler Pedersen til side. De fortalte, at Antons far, Erik Leth, som er helikopternavigatør i Flyvevåbnet, skulle sendes til Irak i tre måneder.

Pia Ihler Pedersen havde på forhånd ingen pædagogisk erfaring med sådan en situation.

"Det satte min pædagogiske indsigt i spil. Det gjaldt om at udnytte den viden om sorg og afsavn, jeg havde fået på uddannelsen," siger hun.

For Anton kom det umiddelbare savn allerede kort efter, at hans far var taget af sted, fortæller Pia Ihler Pedersen. Han skiftede reaktionsmønster og kunne blive meget vred eller ked af det over små ting.

"Han fik nogle tilbageskridt med hensyn til ting, som han ellers mestrede. Det viste sig for eksempel i forhandlingssituationer med andre børn," siger hun.

Det var tydeligt, at Antons savn tog mange ressourcer fra ham. Derfor sørgede Pia Ihler Pedersen og det øvrige personale i Antons børnegruppe for at gøre hverdagen i institutionen let overskuelig for ham.

"Vi forsøgte at gøre tingene forudsigelige, så han ikke behøvede at tænke over, hvad der nu skulle ske. Og hvis vi gik nogle steder hen, fortalte vi ham, hvor vi var, så han ikke skulle bruge krudt på at finde ud af det," fortæller hun.



God forældrekontakt. Pia Ihler Pedersen og ledelsen i Troldehøjen havde tæt kontakt til Antons Mor, Malene Holch-Leth, mens Antons far var i Irak. Pædagogerne holdt Malene opdateret på, hvordan Anton havde det, men de undlod at fortælle om små problemer og løste dem i stedet internt i personalegruppen.

"Hun skulle vide, hvordan hendes søn havde det. Men samtidig behøvede vi jo ikke bekymre hende mere end højst nødvendigt," siger Pia Ihler Pedersen.

Selvom hun ikke havde erfaring med børn i Antons situation, følte Pia Ihler Pedersen sig alligevel sikker på, hvordan hun skulle tage hånd om ham.

"Vi evaluerede ofte situationen i personalegruppen. På den måde vidste vi, hvordan vi bedst skulle reagere," siger hun.



Ikke farligt at savne. Pia Ihler Pedersen blev ofte mødt af en lidt mut Anton, som sagde 'jeg savner min far'.

Ordene blev mødt med forståelse fra Pia. Hun undlod at snakke om, hvor Antons far var henne og selve situationen i Irak, men fokuserede i stedet på selve savnet.

"Nogle ting behøver man altså ikke vide som fem-årig," siger Pia Ihler Pedersen bestemt.

Pædagogerne fokuserede også på at hjælpe Anton med at rumme savnet.

Han måtte ikke få indtryk af, at hans følelser var forkerte, eller at der var noget galt med ham, når han savnede sin far.

"Det var vigtigt at vise, at det ikke er 'farligt' at savne nogen. Vise ham, at 'jeg vil gerne være sammen med dig, selvom du savner din far'," fortæller Pia Ihler Pedersen.

Da Antons far kom hjem i oktober 2007, fik Anton fri fra børnehaven i en periode, så de to kunne tilbringe tid sammen.

"Det var lige det, Anton havde brug for," siger Pia Ihler Pedersen.

"Det er store følelser at skulle tackle for en dreng på fem år."