Santiago, Chile

Nogle gange kan en enkelt oplevelse gøre et uudsletteligt indtryk.

Jeg deltog for nylig i OMEPs konference i Santiago, hovedstaden i Chile. OMEP er verdensorganisationen for førskolepædagoger. Konferencen bragte repræsentanter fra 38 lande sammen, så der var gode muligheder for, at pædagoger kunne få indsigt i hinandens arbejde og udveksle erfaringer.



En formiddag forlod jeg imidlertid konferencen for at besøge institutionen La Caleta i forstaden La Legua. En kombineret børnehave og fritidshjem i et område med store sociale problemer, bl.a. med vold og narkohandel. På fortovet lige uden for institutionen så vi, hvad der lignede et gravsted: Kiké, død i 1998, blev 16 år gammel. Lederen fortalte os, at "gravstedet" var et mindesmærke over en ung mand fra kvarteret, som var blevet stukket ned i et slagsmål og dræbt lige uden for institutionen.



Hun fortalte os også, at der havde været indbrud om natten, hvor blandt andet institutionens ghetto-blaster var blevet stjålet. Samme morgen var moderen til en af drengene (på seks år) kommet for at tilbagelevere tingene, som hun havde fundet derhjemme.



Sundhedsplejersken fortalte os, at hendes arbejde mest handlede om misbrugsproblemer. Hun arbejdede fast med en gruppe mødre i institutionen. En af de store vanskeligheder ved arbejdet var at prøve at holde børnene og de unge fri af narkomisbrug og -handel, selv om dette ofte var en del af familiens virkelighed, for eksempel på den måde, at storebroderen brugte narkotika, og faderen var indblandet i smugling og handel.



Efter et par timers besøg fulgte lederen os op til hovedgaden og sagde, at vi ikke skulle fotografere på vejen eller på anden måde demonstrere, at vi kom fra et sted, hvor der var en anden overflod end den, vi kunne se i gadeboderne, hvor man for eksempel solgte en bøjet ske eller én plastiksandal. Da vi kørte ud af kvarteret La Legua, overværede vi fra bilen, hvordan politiet inde på fortovet ransagede en ung mand for våben og narkotika.



Børn i Danmark har det godt sammenlignet med børn i La Legua. Og pædagoger i Danmark har bedre løn, bedre overenskomstforhold, arbejdsmiljø, retssikkerhed, osv. end pædagoger i mange andre lande. Det er blandt andet fordi, at fagforeninger i Danmark i gennem mange år har arbejdet for forbedringer for børn og pædagoger. Men der er stadig meget at gøre, for at alle børn i Danmark har et godt, trygt og lykkeligt liv, for at pædagogers ar-bejdsvilkår er gode nok, og for at pædagogisk arbejde er respekteret og lønnet efter fortjeneste. Og det er der i endnu højere grad brug for i mange andre lande. I det arbejde kan pædagoger og fagforeninger række hinanden en hånd. BUPL spiller en rolle - og skal fortsat spille en rolle - i det internationale arbejde.