Sandheden versus (for)dommen

Pædagoger i specialbørnehaver skal arbejde for, at børnene får den bedst mulige opvækst. Det kan være svært, når pædagogen vurderer, at forældrene ikke yder den nødvendige omsorg og nærhed.

"Som pædagog er jeg ansvarlig for at observere, hvad barnet har behov for, og være barnets talerør. Det etiske dilemma opstår, når jeg som pædagog er med til at dømme forældre, som gør deres bedste, til ikke at være gode nok til at løse forældreopgaven. Tidligere har jeg måske tænkt anderledes, men nu tror jeg, at alle gør det bedste, de kan, ud fra de ressourcer, de har. Jeg dømmer ikke længere," siger Vibeke Gravgaard Nielsen, pædagog i Resen Specialbørnehave.

Det betyder ikke, at forældrene bare får at vide, at de gør det godt nok.

"Jeg er åben og ærlig over for forældrene. Jeg fortæller, hvad jeg observerer, og hvad jeg mener, er barnets behov. Det er svært, fordi jeg ikke har lyst til at træde nogen over tæerne. Men jeg kommer længst ved at være åben," siger hun.



Private oplysninger. Forældre giver også anledning til et andet dilemma. Indimellem oplever Vibeke Gravgaard Nielsen, at forældre, der ikke længere bor sammen, taler meget lidt sammen. Eller slet ikke.

Til gengæld taler de med pædagogerne.

"Når jeg snakker med dem enkeltvis, kan det være svært at sætte stopklodsen det rigtige sted og sige klart, hvad der kommer os ved, og hvad vi ikke behøver at vide noget om. Dilemmaet opstår, når eksempelvis en mor fortæller os noget privat og understreger, at vi ikke må sige det til faderen. Så tænker jeg indimellem, at det ikke er i orden, at faderen ikke får oplysningerne. Det er ikke det bedste for barnet," siger hun.

Vibeke Gravgaard Nielsen er for eksempel blevet fortalt, at et barn havde været indlagt, og at der for et andet barn skulle træffes vigtige beslutninger om at skifte medicin - hvor den ene forælder ikke ville involvere den anden.

"Her er jeg barnets talerør og holder fast i, at det er bedst for barnet, at begge forældre er informeret. Men jeg går ikke til faderen bag om ryggen på moderen. I stedet argumenterer jeg for, at moderen skal tale med faderen, fordi det er bedst for barnet."



Støtten er ikke ens. I en specialbørnehave får flere familier økonomisk støtte til transport, nogle får hjælp i hjemmet, og i det hele taget er der forskellige muligheder for at søge om hjælp. Vibeke Gravgaard Nielsen oplever, at hjælpen ikke bliver fordelt ligeligt. Det er et dilemma for hende, om hun skal behandle familierne forskelligt, for at de i virkeligheden kan få de samme muligheder for støtte. Det vælger hun i nogle tilfælde at gøre.

"Frustrerede familier fortæller, at de har fået afslag på hjælp, som andre familier har fået bevilget. Og de har måske lige meget brug for hjælpen. Forskellen er forældrene. Nogle kan skrive en ansøgning, så hjælpen nærmest er bevilget, når de sender den af sted, mens andre ikke har de evner. De får afslag. Det virker ikke retfærdigt," siger Vibeke Gravgaard Nielsen, der derfor hjælper nogle forældre med at skrive ansøgningerne.