Så jeg ting, der ikke var der?

Frederik på fire år har opført sig anderledes den sidste tid. Pludselig vil han helst være alene. Han vil ikke med ud i fællesrummet eller på legepladsen. Han slår og napper både de andre børn og de voksne. Han har ingen appetit og vil ikke have hjælp på toilettet. Bare få uger tidligere var han en glad og imødekommende dreng.

Mille Simmernæs, som Frederiks kontaktpædagog hedder, husker den nagende tvivl.

"Man tænker jo altid, om det bare er noget, man forestiller sig. Nogle gange er det heller ikke så grelt, som man først lige tror. Signalerne kan også have en anden forklaring, for eksempel havde hans mor lige fået en ny kæreste. Det kunne jo også have påvirket ham. Og når vi spurgte moderen, kunne hun ikke forstå vores bekymring. Hun syntes, det gik fint."

Den næste måneds tid holder pædagogerne på stuen en række møder, laver observationer og skriver notater. Men Frederik får det ikke bedre, snarere tværtimod, og pædagogerne indkalder hans mor til et møde. Det vil hun ikke, og i ugerne efter holder Frederik hyppigt fri. Så tager Mille i fællesskab med ledelsen i institutionen det afgørende skridt og sender en underretning.



Vred og ulykkelig mor. Det bliver Mille, som skal give moderen besked om underretningen, da hun har den bedste kontakt med moderen.

"Jeg satte mig ned og tænkte lidt for mig selv, hvordan jeg ville gribe det an. Så skrev jeg en lille seddel med det, jeg ville sige, sådan at hun fik det kort og præcist fremfor at få en lang forklaring."

Men Mille når aldrig at få talt færdigt under mødet med moderen. Hun rejser sig i vrede og forlader institutionen, mens hun sværger, at Frederik aldrig nogensinde kommer igen.

Mille forstår godt moderens voldsomme opførsel.

"Jeg tror, at det var en øjebliksreaktion. Hun vidste godt, at hun ikke kunne blive ved med at dække over, hvad der skete. Der var nok problemer i hendes liv i forvejen, og hun kunne ikke overskue, hvis Frederik skulle fjernes. Selvom hun ikke altid formåede at gøre det bedste for Frederik, var det hendes ønske, og hun prøvede. Men underretningen væltede hende fuldstændigt."

Oplevelsen påvirker selvfølgelig også Mille.

"Det var ikke sjovt at se hende forlade institutionen vred og ked af det. Jeg tænkte ved mig selv, om jeg kunne have gjort noget anderledes. Så jeg ting, som ikke var der?"

Det gjorde Mille ikke.

Efterfølgende viser det sig, at moderens kæreste har misbrugt Frederik seksuelt. Moderen bryder med kæresten, og Frederik får tildelt støttetimer.

Mille bruger sin leder og kollegerne i den kommende tid i bearbejdningen af oplevelsen.

"Jeg fik snakket reaktionen igennem med dem - både moderens og min egen. Det er vigtigt ikke at stå alene med alle tankerne og følelserne. Jeg blev mindet om, at jeg gjorde det, jeg skulle, og at det hjalp et barn."

Ifølge Mille er det desværre ikke alle pædagoger, der opfylder deres arbejdsopgave på det område:

"Jeg ved fra mine tidligere arbejdspladser, at der helt sikkert er nogle, som har udsat at lave underretninger - eller som simpelthen har undladt det. Der er nogle pædagoger, som synes, at der skal rigtig meget til, før de underretter. Hvis der blev lavet underretninger tidligere, ville det virkelig hjælpe børnene."



Frederik er ikke drengens rigtige navn, og alle aspekter, der kan afsløre hans identitet, er blevet sløret.