Rummelige daginstitutioner; Problembørn udsat for pædagogik

De ville arbejde med pædagogikken i forhold til børn med vanskeligheder. Pædagogerne i børnehaven Bethania i Odense vidste ikke, at det de ville lave, kaldes social inklusion og er en vidtgående form for rummelighed. De vidste bare, at der blev udskilt alt for mange børn, og at de ville se på, hvordan der rent pædagogisk sættes barrierer op, så børn med særlige behov ikke har muligheder for at blive i fællesskabet.

Leder Bente Holtsmark fortæller om starten på det projekt, som nu har været i gang i halvandet år:

"Vi har altid arbejdet med at få de børn, der mistrivedes, til at trives i fællesskabet. Her i Odense udskilte man børn med vanskeligheder i såkaldte "knaster", grupper, hvor man samlede børn med de samme handicaps eller problemer. Men vi synes, at det kunne være mere interessant at udvikle pædagogikken inden for normalområdet, i stedet for at fokusere så meget på specialpædagogikken. Vi var optaget af, hvorfor vi udskiller børnene, når målet er, at de skal inkluderes i fællesskabet."

Der blev lavet en aftale med kommunens institutionsafdeling og serviceafdeling om, at man fik visiteret seks børn med støttekrævende, specialpædagogiske behov, og i samme hug blev man nednormeret med otte børn, så der nu er 37 børn i den gamle børnehave i hjertet af Odense. Det betød en ekstra pædagog 37 timer om ugen, samt at man fik tilført en støttepædagog også på fuld tid.

Gitte Madsen har arbejdet som støttepædagog i seks år. I Bethania er hendes arbejdsbetingelser meget anderledes, men hun er ikke i tvivl om, at den inkluderende måde at arbejde på giver resultater.

"Det jeg har set her, er faktisk det, som giver de bedste resultater. Med min erfaring som støttepædagog på almindelige vilkår kan jeg tydeligt se forskellen i forhold til børnene og deres forældre ikke mindst. Jeg kan godt lide menneskesynet bag. At vi alle er ansvarlige for, at barnet har det godt, og vi aldrig kan give det enkelte barn skylden for, at det ikke trives i fællesskabet," siger hun.



Vi forhandler helt tiden fællesskabet. Bente Holtsmark mener, at den måde man har skruet forvaltningssystemet sammen på medvirker til den store udskilning. Men medgiver også gerne at pædagogernes vanetænkning kan være en del af problemet.

"Er der er noget galt med et barn, så tænker vi straks: "Hvad skal vi stille op med ham?" Vi er ikke så gode til at kigge på os selv og sige, hvad er det her hos os, der gør, at barnet reagerer på den måde, og hvad kan vi lave om på for at give barnet bedre muligheder. Vi er for længe om at reagere, når vi ser, at børn stigmatiseres i en uhensigtsmæssig rolle," siger hun.

På den baggrund opstod tanken om, at det eneste man som pædagog kan gøre noget ved, er det, man selv gør. Bente Holtsmark mener at ved at udvikle en inkluderende praksis, kan daginstitutionerne være med til at løse problemet med, at så mange børn bliver ekskluderet fra fællesskabet.

"Vi skal ikke kigge så meget på, hvad der er i vejen med barnet. Men mere på, hvad der betyder noget for barnets trivsel derhjemme og her, og det skal vi så have noget mere af. Når man inkluderer, forhandler man hele tiden fællesskabet med dem, der er en del af det," siger hun.

Det bagvedliggende syn er, at skal børnene behandles lige, så skal de behandles forskelligt, mener Bente Holtsmark.

"Så vi ser ikke, at der er de særlige børn, og så er der de normale. De er forskellige børn, der skal behandles forskelligt, så de udvikler sig så optimalt som muligt og har et godt liv," siger hun.



Almindelig pædagogik virker. Det er en helt speciel oplevelse at se børn gå fra at være opfattet som særdeles vanskelige til at fungere godt og ikke have de store problemer. Bente Holtsmark fortæller om et barn, som var beskrevet som meget problematisk, men som er endt med at blive en solstrålehistorie.

"Vi besluttede, at vi ikke ville læse papirerne, men bare lade ham starte. Vi kunne mærke, at han var vant til at få meget negativ respons. Vi gjorde så det modsatte, og i løbet af et par uger begyndte han at finde venner, blive en meget populær dreng, der udviklede sig godt. Vi opdagede, at han var vant til at være centrum for mange konflikter, og han lagde da også ud med at slå med en skovl og ville ikke spise og den slags. Blandt andet insisterede han på at spise det, der var beregnet til eftermiddagsmad først, men det lod vi ham så bare gøre, og snart var det jo ikke interessant mere."

Gitte Madsen mener, at det jo handler om at bruge ganske almindelig pædagogik, for det virker også på de her børn.

"Vi fortalte ham bare stille og roligt, at vi ikke slår her i børnehaven. Og viste ham en anden måde at komme i kontakt med børnene på. Han er virkelig et eksempel på et barn, der kunne have fået en løbebane i specialregi og en adfærd, der kunne have fulgt ham resten af livet og givet ham mange problemer. Også fordi hans forældre havde vanskeligheder, der gjorde, at man meget let kom til at se ned på dem. Men faktisk er de gode forældre. Og vi opdagede, at især moren havde ressourcer, da vi kom i gang med at snakke med hende. Hun var bare ikke vant til at blive snakket med, hun var vant til at blive belært," fortæller Gitte Madsen.



Rumpen på komedie. For at få positive billeder af børnene og for at kunne se, hvad de selv gør i forhold til børnene, arbejder pædagogerne med fortællinger. De bruger den narrative metode, som er beskrevet af Søren Smidt og Henning Kopart i bogen "Iagttagelse og fortælling - pædagogisk iagttagelse og beskrivelse af børn (omtalt i Børn&Unge fra 1998 nr. 46). Der skal mindst skrives en fortælling om ugen af hver medarbejder, og de tolkes så i to grupper. Bente Holtsmark mener, at man i en hverdag, hvor man hele tiden handler på det praktiske plan, har brug for tid til tolkning og refleksion.

"At arbejde med fortællinger betyder, at vi kigger på os selv og er kritiske i forhold til egne normer og holdninger. Det er nok den største forudsætning, at man i en given situation tænker, om man kunne have gjort det på en anden måde, så man havde fået et andet resultat. For ellers er man ikke i stand til at indgå i en relation, hvor du er parat til at forhandle og lade dig flytte på. Det er os, der skal tænke anderledes om de her børn, for så bliver de også anderledes," siger hun og fortsætter.

"Samtidig skal vi jo også være tydelige voksne. Vi kan ikke bare være inkluderende hele tiden og forsvinde som personer og ansvarlige voksne. Vi skal være meget tydelige med, hvem vi er, samtidig med at tingene er til forhandling, hvis de ikke giver mening. Mange ting i hverdagen er jo i princippet til diskussion og i spil, og det har da ind imellem været svært især i begyndelsen, hvor der var mange, der havde det sådan, at blev de sur på et barn, så var de nok ekskluderende. Men det er man ikke, for børnene skal jo have noget at spille op ad."

Bente Holtsmark mener, at den narrative metode fortæller noget om én selv, og hvordan det kan være, at man lige ser på tingene på den eller den måde. Gitte Madsen kalder det, at man får "rumpen på komedie".

"Vi udstiller os selv, men det er også fedt, for vi står ikke stille. Samtidig giver det et bedre samarbejde og en bedre måde at være sammen på, fordi vi tør se på os selv og hinanden. Men det er vigtigt, at det sker i et rum, hvor det gøres på en god måde, og sådan er det her," siger hun.

Gitte Madsens seneste fortælling handler om et barn, som hun ikke kan få til at holde med at drikke noget beskidt vand på legepladsen.

"Der er bare ikke noget af det, jeg gør, der virker. Så det er en slags afmagtshistorie, som der jo også er nogle af. Men jeg vil da glæde mig til, jeg kan skrive historien om, at jeg fik ham til at lade være," siger hun.