Rummelige daginstitutioner; I fællesskabets navn

I Århus har man lavet succeskriterier for rummelighed i skoler og daginstitutioner. De lyder: Barnet skal være til stede i det fysiske miljø, barnet skal anerkendes og respekteres af andre, barnet skal selv opleve, at det rummes på en måde, der hovedsageligt er positivt, og institutioner og skoler skal kunne beskrive pædagogiske initiativer og ændringer i miljøet for at imødekomme alle børns behov.

Århus er ikke det eneste sted i Danmark, man har sat rummelighed på den kommunale dagsorden. Og mange steder med pædagogernes fulde opbakning fordi det opfattes som en gevinst for den pædagogiske praksis at arbejde med rummelighed.

Jens Andersen, psykolog og ansat i PPR i Århus, har været med til at lave kommunens succeskriterier for rummelighed. Han mener, at tendensen er, at man nu taler om, at fællesskabet har noget at tilbyde individerne, og at de kan have noget at bidrage til fællesskabet med. Og at man indser, at problemet sjældent ligger hos barnet selv. Men at man forstår børns adfærd som del af en social konstruktion.

"Og hvis man gør det, så bliver man interesseret i, hvordan omgivelserne forholder sig til og reagerer på barnet og den måde, de voksne kommunikerer med barnet på. Børn med problemadfærd er udtryk for, at der er kommunikationsproblemer i de nære relationer. De kommunikationsproblemer kan føre til, at barnet ikke lærer den sociale kode, og derfor bliver det centralt at analysere den måde, de voksne kommunikerer med barnet på. Det er en stor udfordring, men det er det, rummelighed handler om," siger han.



Rummelighed og læreplaner. Jytte Hansen, udviklingskonsulent fra UFC - Udviklings- og Formidlingscenter for Børn og Unge under Socialministeriet, mener, at man ved at forlade fejl- og mangelsynet, i forhold til det enkelte barn, endelig kan få en pædagogisk indfaldsvinkel til at arbejde med børn med særlige behov.

"Det har vi i høj grad manglet, man har set på disse børn ud fra en psykologisk synsvinkel, som man har testet og diagnosticeret børnene ud fra," siger hun.

Jytte Hansen mener, at pædagogikken som fag er blevet trængt af psykologien, så nu skal man tænke på, hvordan man kan skabe nogle fællesskaber og en ressourcetildeling, så børn kan få tilgodeset deres behov for udvikling inden for en såkaldt normalramme.



"Samtidig må vi også sige, at den mangfoldighed, hvormed pædagogerne har fået det til at fungere med disse børn, har været godt for dem. Denne mangfoldighed kritiseres nu, og begrundelsen for læreplanerne har jo været, at der skulle mere styr og struktur på det pædagogiske arbejde. Derved risikerer man at miste en fleksibilitet og en rummelighed, som har været der på trods af den knappe ressourcetildeling," siger hun.

Professor i specialpædagogik ved DPU, Niels Egelund mener, at en af grundene til, at pædagoger vil komme til at beskæftige sige mere med rummelighed, netop er de pædagogiske læreplaner.

"De aldersspecifikke krav til både den kognitive og den sociale udvikling vil formentlig i højere grad gøre pædagoger opmærksomme på, at der er nogle børn, som af en eller anden grund har nogle vanskeligheder, som gør, at det må man have hjælp til," siger han.

Niels Egelund vil ikke afvise, at læreplanerne kan virke mere ekskluderende end inkluderende.

"Kravene, til det børn skal kunne mestre, vil blive mere tydelige. Men en eksklusion sker kun, hvis pædagogerne ikke kan rumme de børn, som ikke klarer kravene. Så i stedet for at sige "ud", skal man finde ud af, hvad man kan gøre for at hjælpe og støtte barnet. Og det er jo dybest set det, der er meningen med det her, at man skal forsøge at holde de børn i almindelige daginstitutioner, som har lidt sværere med at leve op til kravene," siger han.



Kræver anden tankegang. Psykolog John Andersen, der har skrevet om rummelighed til pjecen "Rummelighed i dagtilbud - et KiD-projekt" mener, at vi også skal erkende, at rummelighed er svært for nogle. Det kan være vanskeligt at skulle rumme nogle børn, der er synligt anderledes, og som man ikke ved, hvad man skal stille op med.

"Nogle har følt sig stødt over, at alle uanset vanskelighedernes størrelse skal inkluderes. For de har svært ved at rumme de børn. Måske fordi man næsten altid skal rumme barnet på trods af noget. På trods af at barnet ikke fungerer godt socialt, på trods af at det kræver ekstra arbejde og ressourcer, som ikke er der. Det kan også være, at man har svært ved at rumme barnet, fordi det sætter en masse negative følelser i gang i én som person, som man ikke ved, hvad man skal stille op med," siger han.

Inklusion er det ideelle, men også det svære. For John Andersen er der dog ingen tvivl om, at man skal arbejde i den retning.

"Det inkluderende handler ikke kun om at skabe en ny pædagogik, men også om at skabe en ny kultur. For det inkluderende indebærer jo netop også, at børnene kan lære af hinanden og inkludere hinanden, og det kræver en anden tankegang fra pædagogernes side. Så vi skal passe på med ikke at løbe for stærkt ad den ideelle vej," siger han.

Forskellen på rummelighed og inklusion er, at inklusion handler om at se på pædagogikken for at gøre den mere rummelig. Mens rummelighed betyder, at man vil gøre noget mere for de børn, som har det svært.

"Men det er jo heller ikke alle børn, der har glæde af at være fuldt inkluderet i en gruppe i en daginstitution. Nogle vil stadig have brug for særlig behandling ved siden af," siger John Andersen.



Rummelighed mellem ørerne. Og hvor går grænsen så for, hvilke børn man skal kunne rumme eller inkludere? Psykolog Jens Andersen mener, at det afhænger af, hvad man tænker om rummelighed i den enkelte institution.

"Rummelighed handler også om, hvad der foregår i rummet mellem ørerne på de voksne," siger han og fortsætter:

"Hvor går grænsen for, hvad der er anderledes og normalt? Afviger er man, når nogle, der opfatter sig selv som normale, beslutter sig for, at det er man. Jeg kommer i mange institutioner og ved derfor, at der er forskel fra institution til institution, hvornår børn bliver opfattet som et problem. På en måde kan man sige, at normalitet er lokalt"