Rum til børn: Lille projekt med stor effekt

En lang gang løber i hele institutionens længde med garderober til alle børnene. Herfra går døre ind til grupperummene. Børnenes tegninger og andet pynt hænger tilfældigt på væggene ved siden af sedler på dørene om mæslinger og turen på torsdag. Gangen er rodet på grund af garderoberne, og børnene bruger den til at løbe i. Den indbyder ikke til andet.

Sådan er mange danske daginstitutioner indrettet. Også Børnehuset Stensmosen i Albertslund. Men så indledte personalet og en af kommunens arkitekter et samarbejde for at indrette gangarealet og et par tilstødende rum med regulering af lyden og en belysning, der understøttede rummenes funktioner. Væggene blev malet hvide med blå felter i en lysere nuance end dørene. Lydreguleringen er kombinerede lydabsorberings- og dokumentationstavler. Nedenunder er en lav bænk, og på den modsatte væg er hængt store stykker trælegetøj op.

I loftet går en wire til spots i hele rummets længde. Bagrundsbelysningen er store rispapirlamper. Al information til forældrene er samlet ved en skrivepult og på en tavle lige inden for døren til en lille forgang.

To rum, som ligger i åben forbindelse med gangen, fik hver deres funktion. Det ene er nu et atelier, som er delvist afskærmet fra gangarealet med en væg. Det andet kan bruges til morgen-modtage-rum, hygge-læse-rum, spiserum, spille-spil-rum og sanse-rum.

Nu passer rummene endelig til pædagogikken, som er ændret markant, siden institutionen blev bygget i 1980.

Det vigtigste for personalet i børnehuset har - ud over at få lavet nogle smukke rum - været at definere rummene pædagogisk og læringsmæssigt.

For at undgå støj og få en bedre udnyttelse af rummene mener leder Mette Sanderhage, at man nøje skal overveje, hvad der skal ske i rummene. Skal der være mange eller få børn? Skal der leges roligt eller vildt? Eller?



Mere ro. "Rummet skal signalere, hvad man kan lære her, og hvilken læring børnene selv kan opsøge. Når vi ikke får flere hænder, skal vi tænke mere i, at børn kan meget selv, hvis indretningen indbyder dem til det. Hvis de selv kan nå tingene og ikke behøver at hente en voksen hver gang, de vil lave noget, er det nemmere for alle. Det giver også mere ro, hvis børnene kan lege uforstyrret i længere perioder. Skal børnene have mulighed for ro, fordybelse og koncentration, må vi skabe en ramme med forskellige nicher, hvor de kan være. Børn kan godt håndtere mange i og omkring rummet, bare der ikke hele tiden er nogle, der skal noget andet hen over bordet, når de sidder og tegner eller spiller spil," siger Mette Sanderhage.

Det er vigtigt, at man tænker i helhedsløsninger, når man vil ændre rum. Det er sjældent nok at købe en sofa eller reol og skifte en pære, for det løser ikke problemer med støj og dårligt lys, mener kommunens arkitekt, Karen Marie Børsting, som har hjulpet med at føre ideerne ud i livet. Hun har samtidig haft øje for lys, lyd, farver og materialer, så det æstetiske blev kombineret med det praktiske og det pædagogiske.

"Vi har fokuseret på at løse nogle af institutionens problemer med støj og dårlig belysning. Derudover har vi defineret præcise, pædagogiske muligheder i gangarealet. Det skal ikke være et sted, hvor man suser op og ned, men et sted man kan opholde sig og have det rart. Det skal også være en god velkomst til institutionen, som sender signaler om, at her ønsker man, at børnene har det godt og trives. Det har været spændende at koble de to fagligheder. Det vil jeg anbefale, at man også gør andre steder," siger arkitekten.

Planen var at ændre hele institutionen, men i første omgang var der kun råd til gangen og de to rum. Det har kostet 135.000 kroner plus moms. Nogle penge er kommet fra kommunens ejendomsafdeling, nogle fra Pædagogisk Center og nogle fra institutionens eget budget. Det dyre har været malerarbejdet, wiren til spots og lydabsorberende plader. Inventaret og den øvrige indretning er klaret med billige, men brugbare løsninger. De store rispapirslamper og reolerne er eksempler på det.



Nye rum til ny pædagogik. For nogle år siden delte man Stensmosen i en vuggestue- og en børnehaveafdeling. De 40 børnehavebørn havde til huse på stuer, men i dag er de delt i tre faste spisegrupper, og ellers kan de lege, hvor de vil. Det betød, at man ikke havde brug for de samme funktioner i alle grupperum. Nu er der mulighed for at lege i varierende gruppestørrelser i afgrænsede nicher, som børnene kan ændre på med skillevægge. Garderoberne blev flyttet fra den lange gang til et stort gymnastik- og teaterrum, hvor der er direkte adgang til legepladsen.

De seks ansatte i Stensmosen opfatter sig som et team, der skal få det hele til at fungere for alle 40 børn, men da strukturen blev lavet om, opdagede personalet hurtigt, at de fysiske rammer var bygget til en anden tid.

"Da vi lavede ny struktur og teamsamarbejde stillede det andre krav til indretningen. Udfordringen var, hvordan vi fik skabt nogle rammer for det, som vi synes er vigtigt, at børnene lærer. Hvordan laver vi rammer, der understøtter pædagogikken og støtter børns nysgerrighed, undren og lyst til samtale? Det kan for eksempel ikke ske, hvis der er helt bare vægge eller overbroderet i en eller anden tilfældig opsætning," siger Mette Sanderhage.

Med en skillevæg til atelieret er der skabt et rum i rummet, som indbyder til fordybelse og stille samtale. Trælegetøjet på væggen er stoppesteder til fordybelse, en dokumentationsvæg gør rummet flot og giver det sammenhæng samtidig med, at det viser, hvad børnene arbejder med og er optaget af. Den er også med til at sætte samtaler i gang. Kridttavlen bruges til kreativitet og til samarbejde med store armbevægelser. Udover at være samlingsrum er det såkaldte "Hjerterum" blevet et sanserum med skind på væggene og med billeder af dyr, som indbyder til at bruge sproget.

Karen Marie Børsting mener, at bænken i gangen er et godt eksempel på noget, der kan bruges på mange måder.

"Sætter man nogle kasser foran bænken, bliver der et lille rum, man kan lege i. Bænken kan bruges til samtale, til at lægge sig på, til at køre med biler på og meget andet. Man kan lave en masse ud fra helt enkel ting. Der skal bare være en tændsats, så finder børnene ud af at gøre en masse. Vi skal blot åbne for mulighederne," siger hun.



Smukt gør godt. Mette Sanderhage fortæller, at løsningerne skulle have fokus på fire ting: lys, lyd, leg og læring.

"Lyden var et vigtigt parameter, og derfor har vi også arbejdet med ruminddelinger. Det har givet mere plads, og vi synes, at børnene kan fordele sig på en mere hensigtsmæssig måde. Der er ingen grund til hele tiden at have alle 20 børn samlet på relativt få kvadratmetre. Hvis de har mere plads og fred, kan de have lange, gode lege i små grupper - også selv om det er i det samme rum," siger hun.

Rummene skulle ikke være mere stramt indrettet, end at børnene skulle have mulighed for at sætte spor og være med til at definere rummene.

En forælder spurgte en dag Mette Sanderhage, om det var nødvendigt, at der var så smukt til børn. Hun sagde ja.

"Vi skal sikre børnene smukke miljøer, som pirrer deres nysgerrighed. Det æstetiske skal understøtte pædagogikken. Børn skal lære at forholde sig til, hvad der er smukt og grimt, kvalitet og skrammel, og det lærer de, når vi præsenterer det for dem. Vi gør det jo hele tiden: Når vi går på udstillinger og beder dem om at tage stilling til billederne, eller når vi beder dem om selv at afgøre, hvilken en af deres fire tegninger, de selv er mest tilfreds med," siger hun.



For usselt og rodet. Projektet har betydet, at personalet har tænkt på, hvad omgivelserne gør ved børn og voksne. Det betyder ikke, at det skal være helt vildt smukt, men man skal kunne se, hvad man vil i rummene og i institutionen.

"Det er ærgerligt, at man ikke forholder sig mere til det, der er i rummene. Når nogle hylder hænger højt oppe på væggen, bare fordi der en gang stod et skab nedenunder. Eller at der hænger billeder lavet af børn, der gik ud af børnehaven for fem år siden, og glasset er revnet i flere af dem. Det kan blive så usselt og rodet, at man faktisk ikke kan holde ud at være der, og så det ikke giver optimale udfoldelsesmuligheder for børn eller ansatte. Vi er ikke hellige her, for vi har det da ikke smukt hele vejen rundt. Jeg kan bare se, at vi glæder os over at træde ind, når der er smukt her. Det kan blive så svært at overskue at få noget gjort, hvis det hele ser lidt grimt ud," siger hun.

"De tanker, der ligger bag, skal vise sig i indretningen. Hvis de mennesker, der har indrettet rummene, ikke viser omtanke eller er ligeglade, kan det ses, og så smitter det af på dem, der skal være i rummene. Vi mennesker bliver påvirket af omgivelserne, så det drejer sig om livskvalitet, når vi laver smukke gennemtænkte rum," siger Karen Marie Børsting.