Regering indgår uforståelig aftale

Regeringen har indgået en aftale, som skal gøre det lettere for private at drive daginstitutioin. Men aftalen er uklar og uforståelig, mener ekspert.

Private virksomheder skal have lettere ved at drive børnehaver og vuggestuer. Det har regeringen Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne vedtaget med 12 initiativer. Men aftalen er uforståelig, og det er uklart, på hvilket grundlag det skal være lettere for private at drive daginstituion, fastslår professor Ove Kaj Pedersen fra CBS.

"Det er uforståeligt, og hvis du og jeg ikke forstår det, så er der nok også mange andre, der ikke gør. Det er jo et problem," siger han.

Af aftalens punkt 9 fremgår det, at der skal være lempeligere godkendelseskriterier til privatinstitutioner. Men hvad det eksakt indebærer, fremgår ikke.

Betyder det for eksempel at private må oprette daginstitutioner med uuddannet personale? Eller hvad betyder det?

I selve teksten står der:

'Der foretages en ændring af dagtilbudsloven, så privatinstitutioner i forbindelse med godkendelse skal leve op til de samme krav, som stilles til kommunens øvrige alderssvarende tilbud, dvs. både daginstitutioner og dagpleje såfremt kommunen har begge dele. Godkendelseskravene skal svare til forudsætningerne for beregningen af driftstilskuddet, der også bygger på kommunens øvrige alderssvarende tilbud. I dag baserer godkendelseskriterierne sig udelukkende på institutioner'.

Socialordfører for de konservative Vivi Kier, som har været med til at indgå aftalen, har svært ved at forklare, hvad det betyder.

"Jeg kan godt høre, at det står lidt kluntet. Det er jo ikke lige til at forklare. Jeg må kigge på den igen. Der kom et par ekstra punkter til, da vi forhandlede. Men det vigtige er, at det ikke skal være så svært for private at drive daginstitution," siger hun.

Volapyk. I Socialministeriet er der heller ikke noget klart svar på, hvordan godkendelseskriterierne for private skal lempes.

"Der er lagt op til, at godkendelseskravene skal ændres, så kravene afspejler det tilskud, man får.

Der har været kritik af, at det tilskud, private får, består af et gennemsnit af de penge, kommunen bruger på henholdsvis dagpleje og daginstitution. Når det nu er gennemsnitstilskud, så skal kriterierne også afspejle det tilskud, man får," siger specialkonsulent i ministeriet Charlotte Mailbom.

Svaret fra ministeriet gør ikke sagen mere klar, mener Ove Kaj Pedersen.

" Vi er jo helt nede på detailnivau. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Men det er jo et udtryk for, at processerne går meget hurtigt, og at de, som forhandler om det her, måske ikke er helt klar over, hvad de taler om. Og så bliver det også svært for embedsmændene at finde ud af det," siger han.



Samme vilkår. Når regeringen vil gøre det lettere for private at drive daginstitution, er det afgørende, at det sker på samme vilkår som med offentlige institutioner.

"Private virksomheder skal underlægges samme kvalitetskrav og drives på samme vilkår som de offentlige institutioner. Sker det, giver det god mening," mener Ove Kaj Pedersen.

Det skete som bekendt ikke, da privathospitalerne i en årrække fik overpriser for deres behandlinger. Privathospitaler som Hamlet og Mølholm fik langt mere for deres behandlinger, end offenlige sygehuse gjorde.

Hvordan kravene bliver til private daginstitutioner er uklart. Og det er ikke godt, medgiver Vivi Kier.

"Selvfølgelig er det vigtigt, at vi ved, hvad det er for en aftale, vi indgår," siger hun.



12-Punktsplanen

Her er regeringens aftale, der skal forbedre vilkårene for selvejende og private institutioner.

1. Mulighed for, at private leverandører kan trække overskud ud af ud­liciterede dagtilbud m.v.

2. Lavere driftsgaranti fra privatinstitutioner.

3. Målrettet information til potentielle private leverandører.

4. Øget gennemsigtighed ved kortlægning af klage- og tilsynsstrukturen.

5. Mulighed for højere driftstilskud til privatinstitutioner.

6. Mulighed for højere bygningstilskud til privatinstitutioner.

7. Løbende behandling af ansøgninger om godkendelse af privat­institutioner.

8. Understøttelse af partnerskaber på dagtilbudsområdet.

9. Lempeligere godkendelseskriterier til privatinstitutioner.

10. Klarere regler og vejledning.

11. Undersøgelse af mulighed for yderligere informationer om private leverandører.

12. Dokumentation af kvaliteten i selvejende daginstitutioner og privatinstitutioner.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.