Reel inklusion kræver opbakning

Inklusion er en skrøbelig proces, der skal bakkes op af kommunen, ledelsen og forældrene, ellers bliver det kun til rummelighed, og børnene bliver ikke reelt inkluderet. Det mener forfatteren til ’Den sårbare inklusion’, Tine Basse Fisker, som i mange år har forsket i inklusion og børn med særlige behov.

»Inklusion er en god idé. Men det kræver praksisudvikling, og at pæda­gogerne bliver værdsat og taget alvorligt, når de siger, at de har brug for at vide mere. Der er mange, der gerne vil inklusion, men de har brug for hjælp,« siger hun.



Du anbefaler, at man skal tale om ’børn i sårbare positioner’ i stedet for ’sårbare børn’. Hvorfor?

»Selvfølgelig er det berettiget at have fokus på, at nogle børn kommer ind i børnefællesskabet med forudsætninger, der gør dem sårbare. Men der er også brug for at få blikket vendt væk fra børnene og se på, om der kan være noget i fællesskabet og i arbejdsgangene, der skal arbejdes med. Når man får blik for, at lille Peter reagerer, fordi han for eksempel bliver presset på nogle bestemte måder af de andre børn, er det relevant at se på mønstrene i børnegruppen og udvikle en pædagogisk praksis, der kan hjælpe alle børnene til at fungere bedre.«



Hvordan arbejder pædagoger bedst med inklusion?

»De skal naturligvis have blik for det barn, der for eksempel har lydsensibilitet, eller det barn, som har svært ved at overskue strukturen i dagligdagen. Men de gør det bedst ved at turde se på egen praksis. Inklusion handler om at ændre ’plejer’ en smule, fordi praksis skal tilpasses den aktuelle børnegruppe. Man kan ikke give en metode eller en skabelon til at arbejde med inklusion, for man må hele tiden se på, hvad børnefællesskabet har brug for. Og på de voksne omkring børnene, for hvordan vil det være meningsfuldt for dem at arbejde med en inkluderende praksis? Det er svært at blive udfordret til andre måder at arbejde på, men det prøver jeg i bogen.«



Hvorfor ser mange pædagoger inklusion som en belastende opgave?

»Inklusion uden nok viden, kompetencer og midler er noget hø. Til gengæld giver det rigtig god mening for mange pædagoger, når man først omlægger til at arbejde inkluderende. Men det sker også typisk de steder, hvor man er interesseret i at gøre det og lægger engagement, vilje til forståelse og pædagogisk udvikling i arbejdet. De steder, hvor man bare gør det, fordi ’nu skal vi have nogle flere af den slags børn’, er det rigtig skidt, og både børn og voksne kommer til at betale en høj pris.«



Om bogen

’Den sårbare inklusion’ af Tine Basse Fisker. Forlaget Dafolo, 238 sider, vejl. pris 360 kroner.



Om forfatteren

Tine Basse Fisker, ph.d. i pædagogisk psykologi, har i cirka 12 år forsket i inklusion og børn med særlige behov. Hun forsker og underviser på Aarhus Universitet og har en privat konsulentvirksomhed, som hjælper institutioner til at omstille til inkluderende praksis. Hun bruger mange eksempler fra praksis i bogen.