Professionen gennem 40 år; Fra kreativ til akademiker; Relationerne er afgørende

Et stort klatretårn stræber mod himlen foran fire baraklignende bygninger. Det regner, så ingen klatrer på væggen, der vender ud mod Artillerivej i København. Tårnet tilhører Bryggens Børne- og Ungdomscenter, der med sin beliggenhed klods op ad Amager Fælled nyder godt af det nærmeste, man kommer natur i hovedstaden. Bryggen består af en fritidsklub med 170 børn, en ungdomsklub med 100 børn og et fritidshjem med 22 børn. Ud over at klatre kan børnene ride, dyrke sport og bage.

Allan Dixen og Margot Bolvig Wissing arbejder begge i Bryggen.

Margot Bolvig Wissing er uddannet håndarbejdslærer - en uddannelse der primært er rettet mod at undervise voksne, men nu arbejder hun som afdelingsleder i Bryggen. Meget naturligt bruger hun en del tid på kreative udfoldelser med børnene i hobby-værkstedet.

Samværet i værkstedet handler også om andet end at sy og klippe.

"Vi får mange gode samtaler over en perleplade om, hvad børnene har lavet i weekenden, eller hvordan de har det derhjemme. Det er en god måde at komme i kontakt med børnene," siger hun.

Den kontakt foregår, uden at de store pædagogiske teoretikere rumsterer i baghovedet.

"Jeg bruger ikke meget teori i hverdagen. Jo, netop det fælles tredje - at man snakker over en fælles aktivitet - men ellers bruger jeg sund fornuft og arbejder med, at vi har det rart med hinanden," siger Margot Bolvig Wissing, der ikke mener, hun mangler meget i sin hverdag, fordi hun ikke har gået på seminariet.

"Det er jo store børn, som er lette at tale med. Det sværeste er konflikthåndtering. Jeg bliver bedre og bedre til det, efterhånden som jeg har oplevet flere episoder. Men jeg synes, børnene er ekstremt gode til at argumentere," siger hun og forklarer, at hun taler meget med sine kolleger og bliver inspireret af dem.



Vigtigt at organisere. Allan Dixen arbejder i Bryggens fritidshjem. Han kommer oprindeligt fra Ringkøbing, men har boet flere år i hovedstaden. Som den eneste i institutionen er han uddannet pædagog. Han afsluttede sin uddannelse i 2004 på Sydhavnens Pædagogseminarium, hvor han blandt andet lærte at forstå teorierne og føre en pædagogisk metode ud i livet. Men netop det metodiske er vanskeligt i Bryggen, fordi Allan Dixen er den eneste uddannede pædagog.

"Jeg er havnet et sted, hvor man ikke kender meget til metoder. En metode er jo ikke at sige, at man følger sine egne holdninger og det, som man selv mener er rigtigt. Det er snarere et helt system som Marte Meo-pædagogikken. Så det er svært at følge en metode, og det skal man heller ikke nødvendigvis. Man kan overveje, om børnene bliver gladere af, at pædagogerne følger en bestemt metode," siger han.

Allan Dixen blev præsenteret for en række pædagogiske teorier på seminariet. Ingen af dem gjorde særligt indtryk på ham. Til gengæld lærte han meget, han kan bruge på det organisatoriske plan.

"Institutionslivet er ændret. Der er kommet mere skriftlighed og krav om dokumentation. Hvis man ikke kan se, at man er nødt til at have fokus på det og skabe plads til at klare de ting, kan man heller ikke skabe rum til det, det hele drejer sig om: at være sammen med børnene. Hvis man bare lader det flyde, dukker der hele tiden noget uforudset op," siger Allan Dixen.



Tillid på fodboldbanen. Alligevel er Allan Dixen glad for arbejdet på det lille fritidshjem, som han blandt andet valgte, fordi der kun er 22 børn.

Han anså det som en oplagt mulighed for at skabe gode relationer til børnene og børnene imellem.

"Der skal være plads til at komme ind til børnene, så man kan arbejde på det relationelle plan. Det handler om, at de får tillid til dig, og den tillid kan sagtens opbygges på fodboldbanen eller ved at bygge en bivuak. Man snakker godt over en fælles aktivitet," siger Allan Dixen.

I samarbejdet med kollegerne skal man give hinanden plads til at udfolde sig.

"Man må ikke være en bremseklods for sine kolleger. Det værste er, hvis én siger: "Det går ikke." Man skal prøve noget, og så kan man altid justere det bagefter, hvis det ikke er så godt. Kolleger skal være håbsbærende og opmuntrende for dem, der vil noget," siger han.

For Margot Bolvig Wissing er det afgørende, at de voksne har det godt sammen, fordi det smitter af på børnene, som både skal opleve tryghed og have det rart.

Men de skal også lære noget.

"Børnene skal have noget læring, som de selv kan udvikle. Når jeg laver hobby-arbejde med dem, ser jeg det som en velkomstpakke. De får præsenteret flere muligheder og kan selv vælge, hvad de vil gå i dybden med," siger hun.

Margot Bolvig Wissing er generelt godt tilfreds med jobbet, men bliver frustreret over, at børnene udviser ligegyldighed over for tingene i huset.

"De virker ligeglade. De har ikke en fornemmelse af, at det her er et sted, vi har sammen, og som vi skal passe på. Det er en ufordring for os at lære dem, at tingene har en værdi, og man ikke bare kan købe noget nyt, hvis det går i stykker," siger hun.





Pædagogfaget- og uddannelsen har ændret sig markant i løbet af de seneste 40 år. Før lå vægten på gruppen og de kreative fag. I dag ligger vægten på teorien og individet. Karriere og personlig udvikling er kommet i centrum. I en artikelserie portrætterer Børn&Unge fire hold pædagoger, der har uddannet sig i fire forskellige årtier.



Mere teori end kreativitet



Ole Hansen har været ansat på Ikast Seminariet fra 1974-2006.

Han er Lektor emeritus, cand.mag. et exam.art. i fagene Nordisk Filologi, Teoretisk pædagogik, Børne- og ungdomskultur samt Humanøkologi. I dag er Ole Hansen på efterløn, men underviser stadig på kurser og som timelærer på Textilseminariet i Skals. Her er hans bud på, hvad der kendetegnede seminarierne i 90'erne.

I 1992 kom der en ny pædagoguddannelse. Det betød, at vægtningen mellem de kreative og de teoretiske fag blev ændret fra at være fifty-fifty, til at de teoretiske fag fyldte 60 procent. Samtidig ændrede man på antallet af studerende i værkstedsfagene, så der nu var lige så mange elever på holdene i de kreative fag som i de teoretiske.

"Antallet af værkstedslærere blev halveret, og dermed forsvandt en del af den kreative tænkning," siger Ole Hansen.

I 90'erne gik seminarierne over til økonomisk rammestyring. Det betød blandt andet, at de kunne sælge kurser. Samtidig åbnede man øjnene for, at efteruddannelse er vigtig.

"Tidligere havde man tænkt, at når man var uddannnet på seminariet, var det nok. Så var man god nok til at "passe børn." Nogle mente endda, at det ikke var nødvendigt med en uddannelse for at arbejde i en børnehave. Det ændrede sig heldigvis," fortæller Ole Hansen.

En del af den oprindelige lærerstab forsvandt og blev erstattet af akademikere.

"Der blev ansat forskere på de store seminarier. Deres forskning betød, at man nu kunne undervise i teori, der i højere grad byggede på den virkelighed, de studerende skulle ud i. Det var et fremskridt," siger Ole Hansen.

Det teoretiske grundlag kom fra de tænkere, der allerede var slået an i 80'erne. "Det var modernitets-filosofferne. Det var folk som Habermas, Ziehe og Foucault, der dominerede," siger Ole Hansen.



BUPL og professionen



BUPL arbejder i disse år med en omstilling fra traditionel fagforening til professionsfagforening. Forbundet ønsker at skabe et fælles anerkendende billede af en profession, som varetager en vigtig og samfundsnødvendig opgave. Man vil derfor lave en platform, der beskriver, hvad der kendetegner pædagogers profession, arbejde, kompetencer og vidensgrundlag. Arbejdet er delt i fire emner: Profession, løn, vilkår og ledelse.

I forhold til vilkår er der fokus på:

• sammenhængen mellem (psykisk) arbejdsmiljø og professionsstrategien om "at pædagogisk arbejde skal udføres af pædagoger

• sammenhængen mellem arbejdsmiljø og professionsstrategien om "autonomi"

• styringsmæssige udfordringer for professionen

• sammenhængen mellem ressourcer og arbejdsopgaver.



Tænk over!

> Har metodefrihed og selvbestemmelse betydning for din trivsel (det psykiske arbejdsmiljø)?

> Hvor vigtigt er det for dig og din trivsel, at dine kolleger fortrinsvis er pædagoguddannede?

> Der er kommet mange nye opgaver til gennem årene - fortrænger disse delvis kerneopgaverne?



" Institutionslivet er ændret. Der er kommet mere skriftlighed og krav om dokumentation. Hvis man ikke kan se, at man er nødt til at have fokus på det og skabe plads til at klare de ting, kan man heller ikke skabe rum til det, det hele drejer sig om: at være sammen med børnene.

Allan Dixen





" Børnene skal have noget læring, som de selv kan udvikle. Når jeg laver hobby-arbejde med dem, ser jeg det som en velkomstpakke. De får præsenteret flere muligheder og kan selv vælge, hvad de vil gå i dybden med.

Margot Bolvig Wissing