Professionelle, socialistiske ballademagere

Toget kommer på sin vej over den amerikanske prærie forbi en flok bisonokser. Den ene mand i kupeen til den anden: "Se lige der, gad vide, hvor mange der er".

Den anden mand til den første: "Der er 42.372".

"Hvor kan du vide det fra - og så så hurtigt?"

"Pærelet. Man tæller bare benene og dividerer med fire".

Det er muligvis samme faktor fire, politiet deler med, når det tæller tobenede demonstranter. Påfaldende er det i hvert fald, at ordensmagten som hovedregel havner på et resultat, der er lavere end de fleste andre, når størrelsen på en demonstration gøres op.

Sådan var det også, da der tirsdag den 3. oktober i København under parolen "Mere Velfærd til Alle" blev demonstreret mod nedskæringerne i den kommunale sektor.

Politiet sagde, at 15.000 havde deltaget i København, mens arrangørerne mente 25.000. Samme forskel i Århus, hvor politiet så 15.000, mens arrangørerne insisterede på, at der havde været væsentligt flere, og at der under alle omstændigheder var tale om en af de største demonstrationer i byens nyere historie. Demonstreret blev der på denne første tirsdag i oktober, hvor Folketinget traditionen tro åbnede for en ny samling, også i Silkeborg, Randers, Herning, Hinnerup, Helsingør, Aalborg, Esbjerg og Odense.



Søde piger. Børn&Unges udsendte gik på gaden i København for at få efterprøvet statsminister Anders Fogh Rasmussens forhåndsomtale af de protesterende som den sædvanlige flok professionelle, socialistiske ballademagere.

På vej ind ad Nørrebrogade mod Rådhuspladsen skaber optoget kødannelser for den modgående trafik. En ung fyr, mørk i løden, muligvis af anden etnisk herkomst end dansk, sidder i sin varevogn og venter for åbent vindue på at komme videre i dagens tekst.

- Hej, kan du få øje på nogle socialistiske ballademagere?

"Jeg ved ikke lige, hvordan de ser ud, men de der lader da til at være meget fredsommelige, og så har jeg lagt mærke til en del søde piger."

- Ved du, hvad demonstrationen drejer sig om?

"Fogh, og ham er jeg i øvrigt også selv træt af. Det er da åndsvagt at spare på de der vigtige ting, når man nu har kassen."

Trafikken sætter i gang. Den unge fyr og hans varevogn er væk, inden den udsendte når at få navnet.



Atypisk ydmyghed. Se på folk, om de er socialister, kan selvsagt være svært. Måske går det bedre med at høre sig frem, for er der ikke noget om, at socialister er skråsikre og selvfede.

I så fald er der langt mellem dem, da vi når frem til Rådhuspladsen og der mødes med de studerendes optog, som har fulgt en anden rute gennem byen. Deres optog ankommer til pladsen anført af et råbekor, hvis pointe er, at der er noget, de ikke har styr på.

"Der er to ting i verden, vi ikke forstår. Den ene er Bertel, den anden Anders Fogh."

"Der er to ting i verden, vi ikke forstår. Den ene er Bertel, den anden Anders Fogh."

"Der er to ting i verden, vi ikke forstår. Den ene er Bertel, den anden Anders Fogh."

Sådan lød det igen og igen med en for socialister atypisk ydmyghed. Forklaringen - det er bare et forslag - kan være, at de faktisk ikke er socialister, men bare er faldet for den af BUPL orkestrerede skræmmekampagne mod en regering, som ikke helmer i sin bestræbelse på at skaffe børnene, eleverne og de ældre medborgere masser af velfærd.



Lille bange mand. Efter faglige taler af blandt andre formanden for BUPL Hovedstaden Henriette Brockdorff, LFS-formand Britt Pedersen og faglig sekretær i Pædagogstuderende LandsSammenslutning, Lars Grenaa, manden, der i sin sid malede Anders Fogh Rasmussen rød, gør forsamlingen klar til at begive sig mod Christiansborg. Den udsendte smutter i forvejen og tjekker i sidegaderne, om der her skulle gemme sig nogle undergravende og samfundsomstyrtende elementer. Og det gør der faktisk. På Cafe Nick, et kendt tilholdssted for en blanding af kulturradikale og venstreorienterede, sidder de og drikker bajere.

Umiddelbart altså ingen fare fra den kant, men vide sig sikker kan man ikke. Det er jo ifølge statsministeren professionelle folk, der er på spil.

På pladsen foran det Christiansborg, hvor Anders Fogh Rasmussen nogle timer forinden i sin åbningstale har afsløret sig som tilhænger af grøn energi og sagt, at krav om endnu flere penge til velfærd er uansvarlig overbudspolitik, lader situationen til at være under kontrol. Faktisk er her lidt tamt. Og tamt bliver det ved med at være, indtil

optoget ovre fra Rådhuspladsen stærkt forsinket når frem.

Nu, først på dette fremskredne tidspunkt, er det, at de professionelle, socialistiske ballademagere åbenbarer sig for folket.

Thomas Adelskov fra Socialdemokratiet prøver først forsigtigt, Line Barfoed fra Enhedslisten giver den lidt ekstra gas, mens Villy Søvndal træder sømmet helt i bund. Helt skamløst prøver de, selv om de må vide, at han ikke bryder sig om det, at så tvivl om statsministerens hensigter.

Søvndal omtaler tilmed statsministeren som "en lille bange mand".

Det skal til de demonstrerendes ros siges, at de ikke lader sig forlede. De tilkendegiver på fuldt demokratisk vis, at de er enige med de ærede talere, men ballade, nej, det bliver der ikke spor af.

"Hvor er I syyyge," råber forsangeren for rap-gruppen Street Commitee, da de afslutter deres sæt med et ekstranummer.

Juristen, jeg står sammen med, siger noget overrasket: "Jeg tror sgu han mener det som et kompliment."



Tilbage på redaktionen efter en dag ude i velfærdskampen er meldingen til nyhedsdesken, at den udsendte reporter godt nok så flere notoriske socialister, men at det ikke lykkedes dem at få foranstaltet optøjer.

Der var, som vor statsminister selv ynder at udtrykke det, ikke noget at komme efter.