Problemet er de fysiske rammer
Problemet er de fysiske rammer
Når der er problemer med, at danske børn sidder for meget stille ved computere, spil og TV, er det nemt at give teknologien skylden. Men i virkeligheden er problemet snarere, at vi har ændret de fysiske rammer omkring vores børn, så de ikke har nogle ordentlige muligheder for at mødes på steder, hvor de kan udfolde sig fysisk - og så kan computeren og andre medier blive en erstatning,« siger Carsten Jessen, der er børnekulturforsker ved Danmarks Pædagogiske Universitet og har forsket i børn og medier gennem mere end ti år. Han er medforfatter til rapporten "Det er bare noget, der er lavet - børn, computerspil, vold og virkelighed", som Medierådet for børn og unge udsendte tidligere i år.
Carsten Jessen mener ikke, at computere isoleret set giver problemer for danske børn:
»Vi har organiseret os sådan, at børnene opholder sig i gode institutioner, og de får simpelthen ikke lov til at sidde stille hele dagen.«
Han peger på, at børn ikke bliver isolerede og ensomme af at spille på computere - det er noget, børnene gør sammen med hinanden.
»De børn, der i forvejen gerne er sammen med andre, bliver ikke ensomme af computere,« siger han og tilføjer, at computerspil, som han ser det, ikke giver nogen nem eller kunstig tilfredsstillelse - mange af dem er uhyre vanskelige at spille, og det kræver en stor indsats af børnene at lære dem.
Carsten Jessen advarer imod at lade fordommene imod "det nye" dominere, den nye teknologi er blevet en ny - og positiv - del af den nye børnekultur:
»Da tegneserierne og fjernsynet kom frem, mente man også, at det ville ødelægge børnene. Børn skal have inspiration til deres leg. Det kunne de før i tiden få fra dagliglivet sammen med deres forældre - men i dag ser de ikke forældrene hele dagen, og de fleste forældre sidder jo faktisk ned på deres arbejde. Derfor tager mange lege i institutioner udgangspunkt i det, børnene har set i Børne-tv dagen før.«
Carsten Jessen tror ikke, at den amerikanske rapport kan overføres til danske forhold.
»Men det kan da være fint med en advarsel,« siger han.