Pragmatisk ja til fryns

Fitness, bærbare computere og fri avis er populære frynsegoder. Nu har BUPL's hovedbestyrelse vedtaget en politik for, hvad man kan sige ja til på pædagogernes vegne.

Man får lidt mere for pengene, når arbejdsgiveren tilbyder frynsegoder. For så bliver udgiften til fitness, aviser eller den bærbare computer trukket fra lønnen, inden skatten bliver trukket. Dermed får medarbejderen i realiteten sit frynsegode til halv pris.

Frynsegoder har længe været almindelige i den private sektor, men nu har de kommunale arbejdsgivere også fået øjnene op for fidusen og tilbyder i stigende omfang frynsegoder til deres medarbejdere, også til pædagogerne.

Det er en udvikling, man ikke er begejstret for i BUPL's politiske ledelse.

"Hvis man gerne vil have personalegoder, fint nok. Det skal bare ikke trækkes af lønnen."

Sådan opsummerer BUPL's næstformand, Birgitte Conradsen, holdningen.

Udviklingen har tvunget BUPL's hovedbestyrelse til at udarbejde retningslinjer for, hvornår BUPL kan indgå aftaler om frynsegoder med kommunerne.

"Vi bliver presset af vores medlemmer: 'Hvis de andre får en bærbar computer, hvorfor kan vi så ikke også få en?', spørger de. Der bliver lavet så mange ordninger, og vi kan ikke bremse det alene. For at imødekomme ønsket fra medlemmerne, har vi taget stilling til, hvad vi vil gå med til," siger Birgitte Conradsen om, hvorfor BUPL vedtager en politik, som forbundet egentlig helst var fri for at have.

"Det er en pragmatisk holdning om, at vi er nødt til at gøre noget ved det," siger næstformanden.

En undersøgelse, som BUPL foretog blandt 561 pædagoger tidligere på året, viste, at de er lige så glade for fryns som alle andre. Seks ud af ti pædagoger vil sige ja tak, hvis arbejdsgiveren tilbyder personalegoder som en del af lønnen. Kun hver fjerde pædagog ville takke nej, hvis hun fik tilbudt et personalegode af den type, hvor udgiften til godet trækkes fra lønnen inden skat.

Skulle personalegodet være en delvist skattefinansieret sundhedsfremmeordning, stiger interessen yderligere. Så vil 70 procent være interesserede.

Undersøgelsen viste også, at pædagoger under 49 år er mere positive over for personalegoder end pædagoger over 50.

Et flertal af medlemmerne vil kun bruge lokale lønmidler til at købe personalegoder.



BUPL's retningslinjer

• En forudsætning for, at en arbejdsgiver kan tilbyde individuelle personalegoder, er, at det samlede gode kan finansieres inden for den lokale løndannelse. Centrale løndele kan ikke anvendes i ordninger med bruttoløntræk.

• Aftaler om bruttoløntræk indgås af fagforeningerne med de respektive arbejdsgivere.

• I de tilfælde, hvor den enkelte medarbejder tilbydes en ordning, hvor der sker bruttoløntræk, må denne ikke have indflydelse på den enkeltes pensionsbidrag, feriegodtgørelse og andre sociale ydelser.

• Sundhedsfremmeordninger (massage, fysioterapi, adgang til svømmehal mv.) bør tilbydes som et kollektivt arbejdsgiverfinansieret gode i overensstemmelse med aftaler om trivsel og sundhed på arbejdspladserne.

• Fagforeninger vejleder om indholdet af de aftaler, som indgås. Vejledningen kan samtidig bestå i en anskueliggørelse af principperne ved bruttoløntræk.

• BUPL medvirker ikke til ordninger, hvor den enkelte arbejdsgiver tilbyder sundheds- og sygeforsikringer til medarbejderne (dækning af behandlingsudgifter på private klinikker, hospitaler mv.) hverken som et kollektivt eller som et individuelt gode. BUPL mener, at sådanne ordninger medvirker til at underminere det fælles sundhedssystem.

Vedtaget af BUPL's hovedbestyrelse 28. maj 2009.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.