PlayStation kan også give motion

Computerspil behøver ikke være en stillesiddende aktivitet foran tv-skærmen, men kan indgå på lige fod med andre fysiske aktiviteter. Nye teknologier til PlayStation er udviklet, så spillene kun kan styres ved hjælp af bevægelse

Der står PlayStation-konsoller i en del af de danske SFO'er, men det er måske de færreste voksne, der ved, at producenterne har udviklet nye måder at bruge spilkonsollen på. I dag kan joysticks gemmes væk og erstattes af et bevægelsesfølsomt kamera, som filmer bevægelser og sætter spillerens ansigt og krop ind som en del af spillet på skærmen. Det er ved hjælp af bevægelser, at man styrer de nye såkaldte EyeToy spil. I modsætning til et joystick, som man sidder stille med, er der intet stillesiddende ved EyeToy. Her hopper, danser, kaster, vrikker, sparker og svinger man med armene for at få spillet til at reagere. Den måde at spille videospil på er blot begyndelsen på en lang række nye måder at kombinere elektroniske spil og fysisk aktivitet på.

At PlayStation-spil kan kombineres med bevægelse er resultatet af en udvikling, som begyndte for få år siden. På det tidspunkt dukkede der alternative kontrolenheder til PlayStation og andre spilkonsoller op. Interaktive dansemåtter, snowboards og Sonys EyeToy-kamera var nogle af varianterne, der skulle give spil en ny dimension. EyeToy er i dag en succes for Sony, der sideløbende med andre spilproducenter fortsætter med at lancere de særlige spil, og det er der en naturlig grund til, at de gør, mener Carsten Jessen, lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, som blandt andet forsker i børn og unges brug af digitale medier.

"Det bliver videreudviklet, fordi teknologien er der i dag, og producenterne ved, der er et marked for det - ikke mindst hos børn, der meget gerne vil bevæge sig, når de leger. Det er faktisk ikke særlig naturligt for børn at lege stillesiddende, men det er de ofte tvunget til, og det skyldes ikke alene computeren, men at der tit er alt for lidt plads til at lege på og alt for mange børn på samme sted," siger han.

Carsten Jessen peger på, at både forældre, lærere og pædagoger bør få en større indsigt og forståelse for, hvorfor børn i dag bruger og drages af medierne på en anden måde, end børn gjorde for bare 20 år siden.

"Det er nemt nok at konstatere, at mange børn bruger tiden på computerspil og ikke på leg udendørs, men det forklarer jo ikke, hvorfor de gør det. Når man hævder, at computerspil og andre medier er skyld i, at børn ikke længere leger fysiske lege, så vender man i virkeligheden op og ned på årsag og virkning. Den væsentligste grund til, at mange børn foretrækker computerspil, er, at de hverken får plads eller inspiration til fysiske lege. Det er alt for simpelt, for ikke at sige dumt, at give medierne skylden, for det fører ikke til en løsning," siger han.



Plads til vildskab. Selvom EyeToy kan introducere nye muligheder, hvor man kombinerer fysiske aktiviteter og ny teknologi, tvivler Carsten Jessen på, at EyeToy vil blive særlig udbredt i institutionerne hovedsageligt på grund af den øgede støj, det giver, når børnene spiller med kroppen. Det synes han er ærgerligt, fordi en teknologi som EyeToy giver pædagoger mulighed for at aktivere børnene med et medie, som børnene kender, og hvor de er på hjemmebane. Ved at være åben for mulighederne kan pædagoger samtidig vise børnene, at nye digitale medier sagtens kan være en aktivitet på linje med andre aktiviteter i en SFO anno 2006.

"Det er min erfaring, at mange voksne lynhurtigt tysser på børnene, når de synes, det bliver for vildt, fordi det hæver støjniveauet betragteligt. Man skal så vidt muligt skabe rum for fysisk leg, ude og inde. Og det handler ikke kun om fysisk plads, men også om accept af mere støjende og vilde lege. Når man tager i betragtning, at vi er midt i en verdensomspændende fedmeepedemi, så må man se på, at EyeToy og lignende legetøj kan have den fordel, at de kan skabe intensiv fysisk bevægelse på lidt plads," siger Carsten Jessen, der bakkes op af Politikens ernærings -og fitnessekspert Chris MacDonald, der også er stifter af MOVE-kampagnen, der skal få børn i hele landet til at bevæge sig mere.

"Pædagoger, lærere og forældre skal lave regler for, hvor mange timer børnene skal bruge foran computeren eller fjernsynet. Kombinationen af regler, grænser og legetøj som EyeToy er løsningen på at få børn til at bevæge sig mere. Jeg tror ikke, at EyeToy alene kan løse problemerne med, at børn har en tendens til at blive overvægtige og inaktive. Men det kan være en hjælp, og ud fra mine egne test af EyeToy spil behøver du ikke være dygtig til sport i forvejen for at have det sjovt og blive god til spillene," siger Chris MacDonald.



Kun begyndelsen. På Danmarks Pædagogiske Universitet følger Carsten Jessen de nye tendenser inden for legetøj og medier tæt. Han oplever, at der i stigende grad fokuseres på nye måder at benytte de digitale underholdningssystemer på.

"Vi vil uden tvivl se mange andre udgaver af fysiske computerspil i den nærmeste fremtid. Computerteknologi flytter væk fra skærmen og ud i omgivelserne. Der er spil på vej, som udnytter mobiltelefonen og får spillerne til at bevæge sig rundt over større afstande. Jeg deltager selv i et udviklingsprojekt, hvor vi udvikler elektroniske legeredskaber og legepladser ved at bygge computerkraft ind i redskaberne. Så EyeToy er kun begyndelsen," siger Carsten Jessen og forklarer: "Teknologien er der, så vi mangler bare kreativiteten og fantasien til at opfinde de rigtige legeprodukter. Her burde pædagoger komme på banen, men de har muligvis for travlt med at være teknologikritiske."

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.