Pigeklub; Den røde tråd

Med fælles personalemøder og fælles uddannelse har fem pigeprojekter i Fredericia fundet frem til en arbejdsform, der flytter noget i arbejdet med de stille, de hårde og de udsatte piger.

Det er især det fællesskab, som personalet har opbygget, der giver resultater og energi, fremhæver Nini Ravn Hansen, opsøgende medarbejder i Fredericia Syd:

"Det er så fedt, at det ikke bare er ude i hver sin lille klub, man laver noget, som andre så ikke ved noget om. Det er så fedt, at der er en helhed omkring det, et fællesskab og et fælles udgangspunkt. Der er en rød tråd i det, vi laver," siger hun.

De fem pigeprojekter er selvstændige projekter i forskellige klubber, men med en målsætning om en sammenhængende indsats for arbejdet i klubberne (vedtaget af Fredericia Kommune i 2002) og en rund million kroner fra BG Fonden, der blandt andet er blevet brugt til at uddanne projektmedarbejderne og evaluere indsatsen, har pigearbejdet i Fredericia fået mulighed for at få en helt anden dimension.



PMS. Men begyndelsen for pigeprojekter i Fredericia er lidt mere ydmyg. Det er Bente Jørgensen, der har været opsøgende medarbejder i Fredericia siden 1998, der får ideen til det første pigeprojekt i kommunen.

"Jeg havde bare så mange en til en-samtaler med de piger, og det måtte kunne gøres bedre, så de kunne bruge hinanden," siger Bente Jørgensen, der får startet projektet PMS - Piger med Stil i 2002. Det bliver så stor en succes, at ideen skal bredes ud. Det ender i 2004 med fem pigeprojekter: Rough Silence, Tøseklubben, Miss Outlandish (for piger med anden etnisk baggrund end dansk), Flames og Girls In Control. Bente Jørgensen bliver ansat som projektkoordinator for de fem pigeprojekter. Nini Ravn Hansen bliver tilknyttet Rough Silence i Taulov syd for Fredericia.

Alle projekterne har base i en af byens klubber, som hver især også lægger medarbejdere til. Der er to medarbejdere på hvert pigeprojekt, og hver medarbejder får tildelt 10 timer til pigeprojektet. Heraf bliver de tre brugt på den ugentlige aften, hvor pigerne mødes.

Der er normalt 10 piger tilknyttet et projekt, selv om det er i overkanten ifølge Bente Jørgensen.

"Det optimale er otte, for der har man tid til at få hørt dem alle, fordybe sig - og få lavet nogle aktiviteter. Men så presser vi citronen og siger 10 piger," siger Bente Jørgensen.



Omfanget af problemer. Det har været en bred vifte af problemer, pigerne har haft, når de er kommet ind i pigeprojekterne. Nogle er bare alt for stille, andre er udadreagerende med selvskadende adfærd, eller de har et omfattende brug af alkohol og stoffer. Andre har haft en tidlig sexuel debut, for eksempel som 13-årige, og har allerede et aktivt sexliv med flere partnere, nogle gange mænd, der er væsentligt ældre end dem selv. Nogle bevæger sig i kriminelle cirkler, og andre igen er mobbeofre.

"Mange af de her piger er ikke altid selv helt opmærksomme på, hvad for nogle problemer de står i," siger Bente Jørgensen.

"Men når man får snakket om det, og de i øvrigt møder spørgsmål og refleksion fra de andre piger, så bliver det også tydeligt for dem."

Nini Ravn Hansen fremhæver de stille piger som et godt eksempel på nogle piger, der ikke helt er klar over omfanget af deres problemer. Hun har selv været tilknyttet som medarbejder i Rough Silence, som netop er for stille piger.

"Pigerne var nok bevidste om, at de var meget stille i skolen, og at de ikke var det, når de kom i pigeprojektet, men de så det ikke nødvendigvis som et problem. Det er heller ikke, fordi vi skal gøre det hele til et problem for dem, men når de har gået i pigeklubben et stykke tid, begynder de at flytte den her ikke-stille pige ind i skolen, og de begynder at turde række hånden op eller sige noget i timerne. De bliver meget bevidste om, at der er en forskel på før og nu," siger Nini Ravn Hansen.

Bente Jørgensen supplerer:

"For de stille pigers vedkommende handler det også om, at de har følelsen af ikke at være okay. Og når man kommer i sådan en pigesammenhæng, hvor man bliver rummet og accepteret, og i øvrigt møder nogle, der har tilsvarende vanskeligheder, så får man en erkendelse af, at jeg er okay, selv om jeg er den, jeg er."



Mobbeoffer. Hun nævner et eksempel med en stille pige, der havde været mobbeoffer i syv år, og som gjorde, hvad hun kunne for at være usynlig.

"Det bedste sted i verden var ude på pigetoilettet, for der kunne hun låse døren. Vi oplevede hende til en musical her i byen, hvor hun stillede sig op på scenen og fortalte, hvordan det mareridt havde været - i overværelse af 700 mennesker," siger Bente Jørgensen.

Den udvikling kommer selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden, men over et par år. Men det er et pænt stykke at flytte sig for en pige, der kun kommer i pigeprojekt en gang om ugen i tre timer.

"Vi har snakket om, hvad det er, vi gør. Jeg tror, det handler om, at de her piger har brug for at blive set og hørt, accepteret, få mulighed for at reflektere over alt det, der sker, og finde ud af, at de ikke er den eneste i hele verden. Den opmærksomhed, det at blive set og hørt, det tror jeg er en væsentlig faktor, for der er bare ikke plads til dem ret mange steder," siger Bente Jørgensen.

"Og så sidder der nogle medarbejdere, der virkelig brænder for de her pigeprojekter," tilføjer Nini Ravn Hansen.

"Som har svært ved at slukke for deres telefon, når de har fri. Så de her piger får virkelig en følelse af, at der fanme er nogen, der vil os og vil gøre alt for at være der, når vi har brug for det."



Hvornår har jeg været glad. Selv om projekterne i sagens natur er forskellige, har den fælles uddannelse og de fælles personalemøder gjort, at medarbejderne rundt omkring bruger de samme arbejdsredskaber, naturligvis tilpasset det enkelte projekt.

Først og fremmest bruger man "runden", hvor pigerne - og medarbejderne - fortæller, hvordan det går og er gået siden sidste uge, fortæller Nini Ravn Hansen:

"I starten var det meget: Hvad er sket siden sidste mandag. Og der blev det pludselig sådan noget med: "Jeg var ude og cykle i går". Fint nok, men når vi er 10, der skal rundt, og medarbejderne også, for vi siger også, hvordan vi har haft det, så gik der lidt for lang tid med ingenting. Så prøvede vi med "hvad har været svært i den sidste uge", og det var okay, men det kunne også trække meget langt ud. Og det sidste, vi prøvede, var humørrunden, for at de skulle prøve at blive opmærksomme på, "hvordan har mit humør været i løbet af ugen? Hvornår var jeg trist og hvorfor? Og hvornår har jeg været glad?" Så det ikke kun blev de tunge problemer, for dem kender vi," siger hun.

Hun understreger, at det har været en løbende proces at finde ud af, hvad der virker.

"Der kan være noget, der virker for en gruppe, og så står du med en ny gruppe i løbet af et halvt år, og så skal du lave nogle ting om."

En anden udbredt metode til at få gang i diskussionerne har været "bøtten rundt", hvor en bøtte bliver fyldt med udsagn fra de unge, som for eksempel "Det er sjovt at være ung i Taulov" eller "Jeg er træt af mine forældre". Udsagnene bliver derefter kommenteret og diskuteret.

"Det er der, de bruger hinanden, i ung til ung," fremhæver Bente Jørgensen.

"Vi kan sige nok så meget, men det har mest vægt, når det kommer fra veninderne eller dem, man synes er nogle fede unge. Det er der, det rykker."

Men medarbejderne byder også ind, understreger Nini Ravn Hansen:

"Vi har været gode til at være dem, der har stillet de rigtige spørgsmål, der får dem til at reflektere.

De sidder og lytter til os, og de oplever, at de selv finder frem til, hvad de skal gøre ved det," mener hun.

I projektet Miss Outlandish har man dog ikke kunne arbejde med fællessnak på grund af deltagernes og ikke mindst forældrenes frygt for sladder.

Det har nu ikke kun været rundbords-alvor det hele. Der er også blevet tid til ture ud af huset, aktiviteter og pauser, hvor det kunne blive mere sjovt og afslappet.



Tavshedspligt. En anden grundsten i arbejdet med pigerne har været, at alle deltagere i pigeprojekterne har haft tavshedspligt. Det er noget, som pigerne selv fremhæver i evalueringen, fortæller Bente Jørgensen:

"Da vi i tidernes morgen indførte tavshedspligt, var vi slet ikke klar over, hvor vigtig en del det var. Men det er den, fordi sladder og rygter fylder så meget i de her unges liv. Det at være inde og ude, hot or not, har så stor betydning for dem. Så man tør ikke være sårbar og hudløs i en pigegruppe, hvis man kan risikere at høre det igen udenfor gruppen," konstaterer hun.

Generelt har pigerne respekteret tavshedspligten. Det er kun gået galt for et par piger, og det har været forfærdeligt, fortæller Nini Ravn Hansen:

"Det har skabt ballade, så det gør noget. Og vi har haft en stor opgave, med de piger, der er kommet til at bryde den, de er i den grad blevet udstødt. Og vi skulle snakke rummelighed igen, og "det kan ske", Men man har den også selv: "Hvorfor fanden gjorde du det?" For det er så vigtigt," siger Nini Ravn Hansen, der i det ene tilfælde måtte flytte en pige til et andet projekt.



Vi ringer. Der er også en anden pligt i pigeprojekterne, nemlig mødepligt. Og det respekterer pigerne faktisk.

"De kan være ligeglade med mødepligt i skolen, men ikke i pigeprojekterne. For allerede efter første gang, de har været til en aften i et projekt, får de en følelse af, at her er rart at være. Og så kommer de. Det er de færreste, vi har oplevet blive væk," siger Nini Ravn Hansen.

Men pigerne udvikler også en omsorg for hinanden, der gør, at de sørger for, at alle møder op, fortæller Bente Jørgensen:

"Hvis der er en pige, der er væk, eller ikke kommer, så vil hun typisk opleve, at hun bliver sms'et eller ringet op og igen bliver et betydningsfuldt medlem af gruppen. "Vi savner og mangler dig". Og den omsorg tror jeg, pigerne higer efter," siger Bente Jørgensen.



Vildt meget energi. De fælles personalemøder, som medarbejderne i pigeprojekterne har holdt og stadig holder hver anden måned, har været en uundværlig grundsten i indsatsen.

"Der er helt vildt meget energi i de møder, og når man går derfra, så føler man virkelig, at man har fået noget. Uden at der måske har været et punkt, der hedder sparring, så har man fået det alligevel," siger Nini Ravn Hansen.

"Grupperne er lokalt forankret, men er målrettet bestemte problemer. Men hver især har nogle problemstillinger, som man har kunnet bruge på tværs," siger Nini Ravn Hansen.

Netværket har også gjort det muligt for medarbejderne at undgå at brænde ud i det krævende arbejde. Møderne er nemlig også blevet brugt til at diskutere, hvordan man passer på sig selv. Og med god grund, fremhæver Nini Ravn Hansen:

"Det er hårdt arbejde, for pigerne æder en op, hvis de får lov til det. Og det er bagsiden af arbejdet. Hvis ikke man passer på og har nogen at sparre med, så kan man ikke holde til det ret mange år. Fordi det er så tungt, som det er," siger Nini Ravn Hansen.

"Man bliver nemt sovset lidt ind i det, for man kan ikke lade være med at blive følelsesmæssigt involveret, uanset hvor professionel man er," siger Bente Jørgensen.

"Men det er også det, der gør en forskel, at man får de relationer, man får," påpeger Nini Ravn Hansen.

"Men lige pludselig står man bare i det. Så sidder det her," siger Nini Ravn Hansen og holder hånden op til halsen.

For pigerne fylder meget mere end de tre timer, som pigeklubprojekterne har åbent hver uge.

"Nogen gange skal der laves underretning, og der skal samarbejdes ud over de tre timer. Noget af det er så massivt, at der kommer en helt masse andre ting ind i det, som tager enormt lang tid. Medarbejderne har jo også deres telefoner åbne, når de er på arbejde, og der får de også sms'er fra pigerne, hvis der er noget," siger Nini Ravn Hansen.

Indholdet i sms'erne kan være virkelig hård kost en gang imellem.

"Der hvor jeg har mærket, det har været hårdt, er, når jeg får en sms: "Nu tager jeg livet af mig selv." "Nu sidder jeg og skærer i mig selv." Og du er den eneste, der ved det. Du kender hende så godt, at du ved, at hun nok ikke begår selvmord. Men du får det stadigvæk at vide, og du er nødt til at gøre et eller andet ved det, for tænk nu, hvis det går galt, og man ikke har gjort noget," siger Nini Ravn Hansen.

"Og der bliver bare fyldt på og fyldt på - og hvor kommer jeg af med det? Og det er så blandt andet i netværket," siger hun.



Uddannelse. Medarbejderne fik en unik mulighed for at være rustet til arbejdet med pigerne, fordi pengene fra BG Fonden gav mulighed for at give alle medarbejderne et kursusforløb specifikt målrettet til arbejdet med udsatte piger.

Blandt andet har der været oplæg ved det efterhånden legendariske projekt Gnisterne i Lyngby, hvor pædagogerne Sissi Stolze og Kirsten Juul Frandsen gennem snart 10 år har sat nye standarder for arbejdet med stille piger. Marianne Nøhr Larsen fra Mellemfolkeligt Samvirke har fortalt om at arbejde med piger med anden etnisk baggrund end dansk, og psykolog Ida Koch har fortalt om samtaler med piger med selvskadende adfærd og selvmordsadfærd. Medarbejderne er også blevet uddannet i skriftlighed og dokumentation.

"Vi har fået en hel masse viden i løbet af det halvandet år, men det gør det ikke med det. Vi skal blive ved med at have mulighed for at mødes som netværk. Plus at vi skal have noget mere viden ind over. Vi skal hele tiden følge med i, hvad rører der sig lige nu blandt piger, for at det ikke skal gå i stå og blive lidt for meget normal klubaften - bare for piger," siger Nini Ravn Hansen.

Fredericia Kommune har besluttet, at pigeprojekterne også fremover er en del af kommunens tilbud.