Pedalerne snurrer for Afrika

På et døgn cykler børn fra 17 fritidshjem i Århus 19.000 omgange på byens cyklebane for at tjene penge til skoler i Uganda. De danske børn får også selv noget ud af anstrengelserne

Tre pædagoger kæmper med at få sat stængerne til deres telt rigtigt sammen. En anden trækker en grill hen over græsset. De sidste detaljer skal på plads inden starten på årets 24 timers non-stop cykelstafet til fordel for Afrika.

Under en tung, grå sky finder det første hold unge ryttere cykler og hjelme frem og liner op ved startlinjen ud for tribunen på Århus Cyklebane. Trods de professionelle omgivelser har børnene hverken åleglatte cykeldragter på eller cykler i ultralet kulfiber. De er klar til at træde i pedalerne på deres egne hverdagscykler.

Imens gør pædagoger fra de deltagende fritidshjem firecifrede tælletavler klar. Ideen er, at børnene kører så mange kilometer som muligt i løbet af det næste døgn. Hvert fritidshjem må have et barn på banen ad gangen og skal tælle omgangene for sit eget hold. For hver kilometer holdet kører, kvitterer lokale forretninger, firmaer, forældre og andre sponsorer med typisk 10 eller 25 øre.

Der er få minutter, til starten går på den skrå cementbane, som en regnbyge har gjort våd og glat.

"Husk, det er sikrest at cykle nederst på banen," formaner en pædagog.

Lidt fremme på banen står Nanna Amstrup Thrysøe på seks år i ensom majestæt med sit løbehjul.

"Jeg har benprotese, fordi jeg mangler en fod, så jeg kan ikke så godt cykle uden støttehjul. Derfor har jeg fået lov til at køre på løbehjul," fortæller Nanna, der kører for Fritidshjemmet Jellebakken.

En dreng, der er et par år ældre, hører hendes forklaring.

"Har du kunstigt ben? Det må ikke være rart," siger han og rynker på næsen.

"Jeg kan ikke mærke det. Det gør kun ondt, når jeg vokser, for så kan jeg ikke passe protesen," smiler Nanna.

"Fedt!" udbryder drengen og går sin vej.



Alle skal have det godt. Præcis klokken 16.00 bliver stafetten skudt i gang. På tribunen hepper børn på deres kammerater - selv om det ikke gælder om at komme først. Faktisk at det kun tilladt at overhale på langsiderne, fordi det er for usikkert at køre op ad de skrå sving.

Et minut efter starten dukker et-tallene frem på fritidshjemmenes tælletavler - første omgang er hjemme.

Det er primært de mindste børn, der cykler her i starten. Natten overlader de til de store. 12-årige Anne Svejbæk Lange fra Fritidshjemmet Jellebakken har dog allerede været i funktion. Hun holdt velkomsttalen fra scenen på inderkredsen.

"Jeg blev spurgt, og så sagde jeg ja, fordi det var en udfordring. Jeg nåede at øve mig et par gange, men da jeg endelig skulle op på scenen, havde jeg ikke lyst. Men min leder sagde: "Kom så!" Og så gjorde jeg det," fortæller Anne.

Efter sommerfuglene i hendes mave er lettet, har hun det rigtig godt.

"Nu glæder jeg mig til at cykle. Jeg gad ikke være med sidste gang, fordi min veninde ikke kunne, men det bliver spændende at cykle om natten, for så er der kun store børn herude. De små skal hjem klokken ti," fortæller Anne.

Én af de små drenge kommer på banen. Dækkene vil hele tiden ned at kysse græsset, men i svinget lykkes det ham at holde dem oppe på cementen. Og så tramper han rundt og rundt for Afrika.



Sjovt at cykle. Det med Afrika tænker 10-årige Nicolai Brandt Nielsen fra Fritidshjemmet Skovvang ikke så nøje over.

"Jeg synes bare, det er sjovt at cykle, fordi jeg får brugt min energi," siger han, griber håndbremsen og trækker cyklen baglæns, så forhjulet letter fra græsset.

Foran ham holder Emil Skrettingland. Han er helt med på, at det gælder om at samle penge ind til børn i Afrika.

"Jeg tænker meget over, at de skal have det lige så godt dernede, som vi har det.

Alle mennesker skal have lige vilkår," siger den 11-årige dreng fra Fritidshjemmet Skovvang.

Børnene ved godt, hvad velgørenhed er, mener Gitte Salling, der er drengenes pædagog.

"Vi snakker altid med vores nye børn om, hvorfor vi skal til cykelstafet, og vi viser dem en video fra Ungdommens Røde Kors. En af pigerne fra 1. klasse har taget 12 kroner ud af sin sparebøsse og givet dem. Både hendes far og mor betaler et beløb, og så synes hun også, at hun skulle," fortæller Gitte Salling.

Mange forældre har meldt sig som sponsorer. Fritidshjemmene har også været rundt for at "sælge" stafetten til firmaer og forretninger, men succesraten svinger meget. Mange

har sagt nej, mens andre enten giver et fast beløb eller typisk 10 eller 25 øre per kilometer.

Det er sjovest med kilometerpenge, mener Jan Fisker, der er leder af Fritidshjemmet Jellebakken og med i planlægningsgruppen.

"Det er en god pædagogisk vinkel, når hjælpen afhænger af indsatsen på banen. At vi går rundt til kiosker, pizzeriaer og bagere giver også børnene et godt billede på, at det at hjælpe andre er noget, man kan bruge sin tid på."

Når mørket falder på, og faklerne bliver tændt, får børnene under alle omstændigheder følelsen af, at de er sammen om at hjælpe Afrika.

"Det er en god oplevelse for børnene at blive trætte sammen på den rigtige måde. Men det er også godt for os pædagoger, at vi kan tage en kop kaffe sammen med kollegerne fra andre fritidshjem og få en stille og rolig snak om, hvordan det går hos dem. Det når vi sjældent til hverdag," siger Jan Fisker.

I baggrunden forkynder et banner, at "Det kører rundt for Møllevangens Fritidshjem". Der er rift om pladserne til cykelstafetten, så først i år er det lykkedes for fritidshjemmet at komme med.

"Børnene er stolte af at samle penge ind, samtidig med at de motionerer. Jeg kan godt mærke, at de er lidt mere oppe at køre end de børn, der har prøvet det før," siger leder Frank Skot Andersen.

Han vil gerne gøre det til en tradition, at hans fritidshjem deltager i stafetten, der har været afholdt hvert andet år siden 1987.

"Vi bør adskille skole og fritid, og det gør vi lettere på fritidshjemmene end i SFO'erne. Men vi er en uddøende race, så det er vigtigt, at vi viser, at vi kan lave noget sammen. Det ligger der et godt signal i," siger Frank Skot Andersen.



Rekord i år. Hver time går Jan Fisker rundt for at høre, hvor mange omgange børnene fra de forskellige fritidshjem har cyklet, så alle kan følge med i, hvor mange penge der er til Ungdommens Røde Kors.

I løbet af døgnet bliver det til i alt 6.300 kilometer fordelt på knap 19.000 omgange og 53.700 kroner. Når salget fra boderne er gjort op, regner Jan Fisker med at nå op på omkring 60.000 kroner. Det er rekord. De tidligere gange har det samlede resultat ligget fra 33.000 til 57.000 kroner.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.