PBU satser på de varme lande

Pædagogernes pensionskasse vil sammen med PKA bruge 470 millioner kroner på investeringer i udviklingslande. Sigtekornet er i første omgang rettet mod Tanzania og Vietnam

Risikoen er betydelig, men går det godt, så kan der tjenes mange penge.

Det er kalkulen bag et projekt, hvis deltagere sigter efter både at genere pensioner til egne medlemmer og skabe udvikling i det fattige, østafrikanske Tanzania og det knapt så fattige sydøstasiatiske Vietnam.

Projektet involverer foruden PBU og PKA (Pensionskassernes Administration, som er administrator for otte pensionskasser blandt andet socialrådgiverne og socialpædagogernes), også den statslige bistandsorganisation Danida samt investeringsforeningen BankInvest.



Både og. Rollefordelingen er den, at PBU og PKA stiller med henholdsvis 140 og 330 millioner kroner i risikovillig kapital. Danida bidrager med 47 millioner kroner til de udgifter, der er forbundet med at undersøge markederne og via stedlig ekspertise finde frem til investeringsobjekter, mens BankInvests opgave bliver at foretage de konkrete investeringer.

Leif Brask Rasmussen, der er administrerende direktør for Pensionskassen for Børne- og Ungdomspædagoger (PBU), lægger ikke skjul på, at det er chancerne for ekstraordinært store fortjenester, der set fra PBU's synsvinkel er interessant.

"At projektet også har et udviklingsperspektiv er da glimrende, men det er det andet, som for os er afgørende. Risikoen ved at investere i udviklingslande er større end på de kendte markeder, men med det set up, vi har fået lavet, mener jeg, at det moment er mindsket," siger Leif Brask Rasmussen.

I modsætning til pensionskasserne, hvis ærinde altså er at få deres investeringer bedst muligt forrentet, lægger Danida alene vægt at skabe udvikling.



Lille Kina. Udviklingsminister Ulla Tørnæs har om projektet udtalt: "Der er ingen tvivl om, at der er et kolossalt behov for investeringer, der rækker ud over, hvad den almindelige bistand kan løse. Vi tror, at samarbejdet med PKA og PBU kan være med til at skabe positiv økonomisk vækst og dermed oprette arbejdspladser, hvilket igen vil skabe bedre levevilkår for befolkningerne.

Selv om Tanzania og Vietnam ikke er på samme udviklingstrin, så er der fællestræk mellem dem. Begge er udviklingslande, begge har potentiale inden for turisme og service og begge har - endnu - nogle relativt uudviklede aktiemarkeder. I Tanzania anses landbruget og i Vietnam fiskeriet desuden for at være interessante sektorer.

"Der er virkelig gang i den i Vietnam med tocifrede årlige vækstrater. Man taler om Vietnam som Lille Kina. Landet er endnu et par skridt efter, men tempoet svarer til det kinesiske. Ved at være tidligt ude, regner vi med at få et forspring i forhold til andre investorer," siger Leif Brask Rasmussen.

Kravene fra PBU og PKA til investeringerne i de to ulande er et årligt afkast på ikke under 15 procent, hvilket er det det dobbelte af, hvad man kalkulerer med på det mere konventionelle aktiemarked.

Leif Brask Rasmussen regner i øvrigt med, at de første investeringer vil blive foretaget i løbet af indeværende år.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.