Pædagogudveksling; Et lærerigt besøg

I fugleflugtslinje er afstanden kun godt 300 kilometer fra Havdrup, 35 kilometer syd for København, til Dronninglund, der ligger mellem Aalborg og Frederikshavn i det nordjyske.

Men den kulturelle afstand er pænt stor, i hvert fald når Troels Clausen skal forklare den.

"Det er en anden ro, der er. Dels er det en mindre institution, men det er også mere roligt og landligt, man er lidt mere nede i gear. Ikke være sagt, at man ikke har travlt i Jylland, men det er ligesom dæmpet ned, også med roen i forhold til børnene," siger han.

Før sommerferien tilbragte han en uge som "udvekslingsstudent" i Børnehuset Syd, en integreret institution med 90 børn i børnehave og fritidshjem i Dronninglund med 3.000 indbyggere.

Til daglig er han afdelingsleder i Havdrup SFO, der har 247 børn. Havdrup har 4.500 indbyggere og fungerer i mange henseender som en forstad til København.

I sidste uge havde Havdrup SFO så genbesøg. Souschef Mette Buie fra Børnehuset Syd i Dronninglund har været flue på væggen i en hel uge.

"Jeg oplever det lidt som at komme ud som studerende igen. At få lov til at iagttage, fordybe sig, stille spørgsmål og få noget ny viden," siger hun.

Og hun kan nikke genkendende til den kulturelle forskel, bare med omvendt fortegn.

"Det var også det, vi var fascinerede af, da vi først mødte Mogens og Troels. Det gik bare stærkt, så det var "prøv lige at holde mund lidt. Vi skal lige have det ind og vende det"," siger hun om sin egen reaktion på storby-tempoet.

"Vi overvejer," supplerer Mogens Hansen, der også er afdelingsleder i Havdrup SFO, ironisk og med overdrevet jysk dialekt.



Ud i suppedasen. Mette Buie, 36 år, Mogens Hansen, 37 år, og Troels Clausen, 29 år, mødte hinanden første gang på et kursus om fusioner på Den Kommunale Højskole i Grenaa. Kemien svingede så godt, at de blev enige om at udveksle medarbejdere med hinanden, i første omgang på lederplan.

"Vi tager på vanvittigt dyre kurser, og det er fint at få ny teori på, men alt andet lige tror jeg, at man får mindst lige så meget ud af at komme ud og stå i suppedasen og blive konfronteret med nogle forskellige pædagogikker, nogle forskellige måder at gøre det på, se godt og skidt og lære af hinanden," siger Troels Clausen.

Og netop de to institutioner blev enige om, at de kunne lære forskellige ting af hinanden. Mette Buie var interesseret i, hvordan en så stor institution fungerede, og især hvordan Havdrup SFO havde grebet skole-SFO samarbejdet an, for der var de meget længere end Børnehuset Syd.

På den anden side var Mogens Hansen og Troels Clausen især fascineret af den nørrejyske pædagogik. I ni år har fritidshjemmet nemlig været delt fast op i en drenge- og en pigegruppe.



Walkie-talkie. Men især en ting var Mette Buie spændt på at se. I Havlund SFO har alle medarbejderne en walkie-talkie på sig hele tiden.

"Jeg var rystet, da jeg hørte om det i Grenaa, men jeg kan godt se, at det også har nogle fordele," siger Mette Buie nu - efter i en uge at have set teknikken i anvendelse.

"Jeg har også spurgt personalet om, hvordan det er at have den der (walkien, red.) liggende, og du sidder omkring et bord med nogle børn og har en aktivitet i gang. Jeg ville blive forstyrret og bare have lyst til at være koncentreret om aktiviteten. Det er det, man tænker, når man kommer udefra, men det kan godt være, at man vænner sig til det."

Mogens Hansen har været i Havdrup SFO i 10 år. Han var med til at indføre walkierne for fem år siden:

"Før brugte vi oceaner af tid på, at vi havde en eller to medarbejdere, som vi kaldte "løbere", der både skulle have opsyn med legeområderne og finde de børn, der skulle sendes hjem, til sport eller andet. Og så finder du ud af, hvor mange trapper, der er i huset, men sørme også hvor lang tid det tager at løbe rundt. Så fandt vi ud af at udstyre alle medarbejdere med en walkie," forklarer Mogens Hansen historien.

"I dag har vi kun en, der sidder og tager telefoner og krydser børn ind og ud. Vedkommende sidder også med listen over, hvornår børn skal afsted. Og så bliver navnene læst op i walkien, og så melder du simpelthen tilbage, "jeg har fire af dem her på stue 1", og så bliver børnene samlet. Det har sparet oceaner af tid. Og før havde vi telefon på hver enkelt stue med alle de afbrydelser, det betyder," siger Mogens Hansen.

Mette Buie har set, hvordan det fungerer i praksis.

"Jeg sad i cafeen med den blæksprutte, der styrer telefoner, walkier, krydslister og snakker med børnene og forældre. Jeg synes, det er mange funktioner, hun har, og jeg er vildt imponeret over, at hun er i stand til at bevare roen."

Mette Buie har også hæftet sig ved personalets kommunikation, når der ikke er en walkie involveret.

"Kommunikationen på personaleplan er meget tæt. Der er stor forskel fra os, selv om vi er færre personaler. Folk melder ud. Der er ikke noget med "jeg venter lige to dage, fordi jeg er lidt nervøs for at melde det her ud over for dem alle sammen". Irritation, vrede, tristhed, alle de ting, der kan være svært at få sagt, bliver meldt rent ud, og så er der ikke den der fnidder. Her bliver det meldt ud, og så bliver der handlet på det."

Troels Clausen:

"Det er en kultur, der er skabt hos os. Alt det fnidderi på rørene, det er ikke seriøst i vores øjne. Så er det bedre, at man siger "det kan fanme da ikke være rigtigt ...". Og så kan det være, at man ændrer det, eller det kan være, at man siger, at det ikke kan ændres, fordi sådan og sådan ... Og så er vi videre."

"Vi gør det også," uddyber Mette Buie, "det er ikke, fordi vi har fnidder i krogene, men det er handlingen her, det går hurtigt, det kommer bare."

Hun har også været positivt overrasket over den store hjælpsomhed, der er i personalegruppen på Havdrup SFO.

"Alle hjælper hinanden. Man skal ikke sidde og vente på, hvem der vil hjælpe en. Det kommer bare. Man er faktisk et skridt længere med antennerne ude og tænker, "hvor kan jeg gå ind". Og det giver god stemning og lyst. Det er et utroligt engageret personale," siger Mette Buie.

"Det er dejligt at høre. Tak," siger Troels Clausen med et stort smil.



Skolen. Mette Buie har også med interesse kigget på samarbejdet med skolen. SFO-pædagogerne er nemlig fast med i 5. lektion for elever fra 1.-3. klasse. SFO'en er også klasseopdelt, så barnet ser de samme pædagoger i såvel 5. lektion som i SFO'en i hele barnets SFO-tid. Og Mogens Hansen og Troels Clausen er med i skolens ledelsesteam, og det er med til at sikre den tætte kommunikation mellem skole og SFO.



Anderledes. Det er noget anderledes end hjemme i Dronninglund, mener hun.

"Vi er ikke med i undervisning, men vi tager med på ture med børnehaveklassen. Men fra januar kører vi et tæt indskolingsforløb med skolen og skal udbygge det til 1. og 2. klasse, hvor det tidligere kun har kørt i børnehaveklassen," forklarer Mette Buie Børnehusets situation.

"Jeg har fået meget med herfra om, hvordan vi kan gøre, hvordan vi kan bruge hinanden mere til at snakke om børnene, men også hvordan vi skaber mere sammenhæng for børnene," siger Mette Buie.

Troels Clausen husker med glæde tilbage på sit besøg i Børnehuset Syd i uge 22.

"Jeg var begejstret - jeg er nu også let at begejstre. Men jeg er dybt fascineret af den tankegang og den pædagogik, man har udøvet i ni år derovre med piger for sig og drenge for sig," siger Troels Clausen.

"Det har sat nogle tanker i gang. For i et stort hus som vores kan vi have nogle drenge, som farer rundt, eller som fylder meget i huset i perioder. Og der kigger vi på, hvordan vi kan lave noget for de drenge. Og det er en af de ting, jeg har taget med tilbage, at fokusere meget målrettet på de aktiviteter og få skabt nogle relationer mellem de her børn," siger Troels Clausen, der måske ikke ligefrem er blevet mødt med en bølge af begejstring fra personalets side.

"Der var en lille bølge, men jeg tror, den vil vokse. Det er ikke sådan, at man sætter sig tilbage og siger "det er noget, du gør, og vi er her". Man lytter interesseret, også fordi man gerne vil lære noget nyt. Og der er opbakning til, at det her skal blive til noget," konstaterer han.

Han ser mange fordele i, at man kan lave nogle forskellige ting for piger og drenge.

"Pigerne kan sidde og tegne og sy, uden at de har drengene, der skal leve op til, om de kan sy eller tegne lige så godt som pigerne," siger han.

"Men drengene syr også. De sidder og laver små kort og syr, for de tør godt, når de ikke har de dygtige piger siddende," indskyder Mette Buie.



Roligt. Og Troels Clausen har især bidt mærke i, hvor roligt der var i institutionen.

Mette Buie:

"Men det tror jeg også har at gøre med opdelingen i drenge og piger. De er på hver deres etage. Det gør meget til, at der ikke er de samme konflikter. Vi kan mærke, lige så snart der kommer to drenge ned på vores stue, så begynder det at skabe uro. Så omstiller de sig, og det gælder også, når piger kommer på besøg hos drengene."

Hun understreger, at børnene er velkomne til at komme på besøg hos hinanden, og at de har mange fællesarrangementer og værkstedsaktiviteter på tværs i huset.

Kommer der rendyrkede pige- og drengeaktiviteter i Havdrup SFO nu?

"Nej, vi er startet op med at sige, at man godt kunne lave nogle ting kun for drenge eller piger, men vi har ikke indrettet en stue eller noget til for eksempel drengene. Men det er en snak, vi har i personalegruppen nu: "Hvordan springer vi ud i det, og er I friske på det?"," fortæller Troels Clausen.

Og det fører automatisk til næste skridt for dette udvekslingsprojekt. Nu skal medarbejderne på besøg i hinandens institutioner.

"For de har også brug for at komme over at se, hvad det er for noget. Nu kan jeg godt sidde og fortælle begejstret om drenge-pige-pædagogikken til alle de folk her, og de vil tænke "ja ja, nu har du været derovre og se det. Det har sikkert været spændende." Det skal altså have sjæl i personalet, og de skal have nogle relationer, så de kan sige "det virker, nu prøver vi det." Det er det, der er spændende fremover," siger Troels Clausen.

"De skal opleve og mærke det selv. Men det er kun de medarbejdere, der har lyst, der skal udveksles," fastslår Mette Buie.



En lille glød. Så lige nu er det spændende, hvor meget udvekslingsprojektet kommer til at brede sig, mener Mogens Hansen:

"Vi kan snakke om, at ledelsesmæssigt kan vi lære af hinanden. Personaleudviklingsmæssigt kan vi lære af hinanden. Hvad bliver det næste? Om to år tager vores børn så på sommerferie og besøger børnene i Dronninglund? Indfører vi noget, som efterhånden er ved at være uddødt, nemlig pennevennen? Kan de sidde og skrive sammen, måske oven i købet i hånden? Næste skridt kunne være, at de bruger en dansktime til at skrive brev. Og så er det ikke kun os, så er skolerne også med," forestiller han sig.

"Det er lidt en lille glød, der er startet, fordi vi mødtes. Nu er der gået lidt ild i det, men præcis hvordan det kommer til at brænde, det kan vi ikke helt kontrollere," siger Mogens Hansen.