Pædagogisk træf: Områdeledelse i modvind

Venstres familieordfører blev mødt af højlydte protester, da hun talte varmt for områdeledelse som et middel til at skaffe mere kvalitet og mere tid.

Neeeeeeeeeeeeeeeeeeeeej.

Sådan lød svaret højlydt fra hundredvis af pædagoger til Venstres familieordfører Karen Ellemann, da hun på Pædagogisk Træf i Odense talte varmt for områdeledelse.

Karen Ellemann mente, at områdeledelse ville skabe mindre papirarbejde og give mere tid til børnene.

"Pædagogerne skal have mere tid til pædagogisk arbejde. De skal ikke bruge tiden på at registrere. Derfor skal arbejdet organiseres anderledes, og områdeledelse er et godt middel til at give pædagogerne mulighed for at være pædagoger," sagde hun til de knap 300 pædagoger, der havde valgt at følge den politiske debat på træffet.

Men den løsning faldt ikke i god jord hos de engagerede tilhørere. Slet ikke. Områdeledelse bliver brugt til besparelser, ikke til at skabe mere tid til børnene, lød råbet fra adskillige i salen.

Karen Ellemann fremhævede Rudersdal Kommune som et positivt eksempel på velfungerende områdeledelse, hvor formålet ikke havde været besparelser, og hun efterlyste eksempler på kommuner, hvor økonomien havde styret strukturen.

Masser af hænder røg straks i vejret, og mange ville gerne gøre Karen Ellemann klogere. To pædagoger fik mikrofonen og fortalte hver deres historie: I Roskilde Kommune skal der indføres områdeledelse, og formålet er også at spare 60 millioner kroner. I Kalundborg Kommune har sammenslutninger af institutioner og ny områdeledelse betydet, at børnene flyttes rundt mellem institutioner hver morgen og hver eftermiddag for at spare personale.

"Jeg er kommet for at lytte, og jeg er rystet over, hvad jeg har hørt fra Kalundborg," sagde Karen Ellemann.

René Christensen fra Dansk Folkeparti var også chokeret over Kalundborg Kommune:

"Den er helt gal. Jeg kan ikke forstå, hvordan nogle lokalpolitikere kan gøre sådan," sagde han.

BUPL-formand Henning Pedersen efterlyste et større helhedssyn i debatten om områdeledelse.

"Hvis ændringer er motiveret af sparehensyn, går det aldrig godt. Man bør se, hvad problemet er, før man finder en løsning. Og hvis problemet er for meget bureaukrati og for lidt tid til børnene, er løsningen så områdeledelse? Det tror jeg faktisk ikke," sagde han.

Politisk kommentator fra Berlingske Tidende Thomas Larsen, styrede slagets gang. Da debatten om områdeledelse dukkede op igen og igen og igen, foreslog han, at Karen Ellemann og BUPL mødes for at udveksle synspunkter. Den bold greb Henning Pedersen efter mødet, hvor han inviterede Karen Ellemann til en snak og en kop kaffe i forbundshuset på Østerbro i København.

Kaffen blev drukket på et møde ugen efter det pædagogiske træf.

Dansk Folkepartis familie- og forbrugerordfører René Christensen og SF's formand Villy Søvndal fik også hver en kaffeinvitation fra BUPL. BUPL vil gerne snakke med Villy Søvndal om en national udviklingsplan for dagtilbudsområdet, mens René Christensen er inviteret for at tale om børnetid - et emne, som han luftede flere gange på træffet.

"Tiden med børnene er kvalitet, og derfor forlanger vi, at der skal være fastlagt et bestemt antal timers børnetid. Det er kvalitet. Spørgsmålet er bare, hvordan vi skal gøre det," sagde han.

Det vil BUPL gerne hjælpe ham med til at finde svar på. Over en eller flere kander kaffe.



Venstre vil have Flere private

Venstres familieordfører Karen Ellemann efterlyste under den politiske debat flere private daginstitutioner. I dag er der kun 170 private institutioner i Danmark, og det ærgrer Karen Ellemann sig over.

Argumentet hos debattens eneste kvindelige deltager var, at de private institutioner giver større valgfrihed for både forældre og institutioner.

"De pædagogiske kvalitetstilbud bliver mangfoldiggjort af private daginstitutioner," sagde hun til de forsamlede pædagoger, som dog ikke lød specielt begejstrede for Karen Ellemanns vision.

SF's formand Villy Søvndal var heller ikke positivt stemt over for udmeldingen fra Venstres familieordfører.

"Friheden til at vælge er kun for dem, som har råd til det," sagde han.

Desuden påpegede SF-formanden, som tydeligt var på hjemmebane blandt de mange storklappende pædagoger, at man skulle løfte bureaukratiet fra de offentlige institutioner, så ikke bare de private gik fri. JNY



Vakse Villy: Lad gulerødderne stå

SF's formand Villy Søvndal, talte stærkt imod bureaukratisering og kontrol på daginstitutionsområdet på Pædagogisk Træf i Odense. Han var inviteret sammen med Venstres familieordfører Karen Ellemann, og Dansk Folkepartis familie- og forbruger ordfører René Christensen.

Det var en veloplagt SF-formand i topform, som pædagogerne mødte som deltager i den politiske debat. Sædvanen tro underholdt Villy Søvndal med stribevis af skarpe bemærkninger, ikke mindst om det omsiggribende papirarbejde i institutionerne.

"Regeringen skal træffe et principielt valg: Vil man have den nordkoreanske model med kontrol og styring af institutionerne indtil den mindste detalje? Eller vil man tage afsæt i, at pædagogerne har fire års uddannelse, og at der er en grund til, at man har givet dem en uddannelse?" spurgte han.

Villy Søvndal svarede selv med et af sine karateristiske skæve smil, at han altså ikke gik ind for den nordkoreanske model:

"Hvis man sår gulerødder i sin have, og hver dag trækker dem op for at se, hvor meget de er vokset, så vokser de altså ikke."

Villy Søvndal har selv haft sine børn i institutioner, og han havde let ved at se, hvad kvalitet er. Det krævede ikke utallige skemaer, systemer og regler at finde ud af.

"Kvalitet er, at mine børn var glade, når jeg afleverede dem og hoppede op på skødet af pædagogen, og at bygningerne og legepladsen gav plads til leg og udfoldelse," sagde han. søb

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.