Pædagogisk Træf; "Østerbrobørn er håbløse"

Kasper Sørensen fik en dag æren af at bære titlen "tilkaldevikar" i en børnehave på Østerbro. Stoltheden måtte han dog sluge allerede på første arbejdsdag. Aldrig før havde han set så mange børn på et sted.

"Har I nogensinde set 30 børn," spørger han publikum, der før afgang var samlet foran hovedscenen.

"Ja, det spurgte vi i al fald folk om ovre i Fælledparken."

Og 1200 pædagoger bryder ud i latter, mens historiefortæller Kasper Sørensen forklarer, at han i den uge sjovt nok havde tidligt fri.

I dag ejer og driver han firmaet FortælleKunst, der tilbyder historiefortællinger til institutioner og firmaer. Kasper Sørensen har tidligere gæstet Statens Museum for Kunst og Danmarks Radios P3.



Voksne dyder. "Men børnene fandt os igen. Og nu siger jeg det bare: Børn fra Østerbro kan slet ikke finde ud af at blive passet. De er håbløse: Larmer, driller hinanden, slås og river i hår. De ved slet ikke, at voksne skal sidde og have ro til kaffen," konstaterer den skaldede mand med blød stemme og dramatiske fagter.

Kasper Sørensen var nu den voksne og skulle derfor holde ungerne i ørerne, som voksne jo gør.

"Det var et skræmmebillede, at jeg skulle være den, der sagde: "Shh, så holder I op!" og "Du skal være sød ved pigerne"," siger han lettere nedslået, før hans øjne igen tænder lyset i salen:

"Drengene kunne jeg godt forstå. De sloges og drillede pigerne. Men pigerne - dem kunne jeg ikke forstå. De stod i en flok, og så var der en, der begyndte at græde. Næste fredag var det en anden pige, der græd. Jeg fandt ud af, at de havde sådan en "rullende fredag", hvor de skiftedes til at græde," siger tilkaldevikar Kasper Sørensen.

På trods af de grædende piger holdt han sig fast i sadlen som autoriteten, siger han og forklarer:

"Jeg råbte: "Du skal tage sutsko på" og "Du skal gå hjem klokken fire" og andre voksne ting. De hørte ikke efter. Tværtimod steg larmen eksponentielt med min egen råben, fordi børn ikke gør, som voksne siger, de gør, hvad vi gør. Jo mere, jeg råbte, jo mere råbte de. Og de var 30 børn."



I krogen. Med panisk stemme og flakkende øjne spørger Kasper Sørensen fra hovedscenen:

"Kender I godt det med, at det er vildt ubehageligt, når alle kigger på en. Man bliver helt kold indeni maven."

Kulden i maven besluttede han at omdanne til noget, der ville få ham ud af den krog, han følte sig hensat til og søgte derfor hjælp fra Søren, der var pædagogmedhjælper i samme børnehave.

"Men Søren kiggede diskret væk og ignorerede fuldstændig mit behov for kollegial supervision".

Kasper Sørensen måtte derfor ty til sin faglighed, fordi børnene blev med at spørge: "Hvem er du?"

"Det får I at vide "til frugt", " sagde han og fortæller, at "frugt" betyder klokken to på pædagogsprog.

Der ville Kasper Sørensen fortælle børnene, hvordan han havde det. Han lavede en historie:

"Jeg sidder på en isflage. Omkring mig er der bølger, isflager og kulde. Det er så koldt, at jeg er lige ved at fryse ihjel. Der er rigtig meget at sige om livet på en isflage, fandt jeg ud af. Man kan for eksempel spise is hver dag, men ikke for meget. Så bliver isflagen for lille."

Den dag i Østerbrobørnehaven sænkede stilheden sig omkring hans fortælling. Børnene ører var store.

"Dengang vidste jeg ikke, at det var okay at lyve for børn. Men da kunne vi ikke bare sige: "Frugt er slut". Børnene og jeg havde billeder inde i hovedet, fordi jeg var i gang med at forme en fantasiverden og måtte tage ansvar for den og fortælle videre Man kan jo ikke bare standse halvvejs," siger Kasper Sørensen, der i dag rejser Danmark rundt og fortæller nogle af de historier, som gav ro på Østerbro.







Historiefortæller Kasper Sørensens omskrivning af H.C. Andersen ved Pædagogisk Træf 2007



Historien om en moder



Hun var gråhåret - over hele kroppen og havde lige født seks børn.

Der var frisk hø nede i musehullet.

Men så en dag hørte hun, at Katten kom, og verfede derfor hurtigt ungerne ind i musehullet.

Katten havde dog fået færten af musene og prøvede nu at komme ind i hullet.

Han skulle lige se, om han kunne få sine knurhår igennem. Det er det, katte bruger sine knurhår til, vidste I det?

For hvis knurhårene kunne komme ind, så kan resten også komme ind.

Og han maste, så det til sidst lykkedes.

Med det samme kunne han se de seks små muslinger, og han blev helt lækkersulten.

Men hovedretten ventede.

Han drejede hovedet, og Musemor var klar.

Og I samme øjeblik, Katten og Musemor fik øjenkontakt, sagde hun: "Vov!".

Han blev meget forskrækket, strakte sig ud og løb, gemte sig under sofaen og kom ikke tilbage. Musemor vendte sig om mod sine børn og sagde:

"Kære børn, der kan I se fordelen af ved at være tosproget". MLO